HOFOR bruger det grønneste skib i klassen
Et transportskib, der udleder markant mindre CO2 end tilsvarende skibe i samme klasse lagde for nylig til kaj på Amagerværket. Der er tale om skibet Máxima fra rederiet Royal Wagenborg i Holland. Rederiet har to skibe af denne type, og de er kendetegnet ved, at de, ifølge rederiet, udleder hele 60 pct. mindre CO2 sammenlignet med andre skibe i MPP-klassen. Det gør disse to skibe til de grønneste i dette segment.
Årsagen er en suveræn brændstoføkonomi, der er baseret på kombination af en høj lastvolumen, en motor på mindre end 3000 kW samt et særdeles aerodynamisk skrog. Royal Wagenborg vandt ”The Maritime Shipping Award” i 2018 for netop dette skibsdesign. Skibene kan rumme 6.250 tons flis eller 11.300 tons træpiller, og Máximas nylige jomfrurejse gik altså fra havnebyen Antwerpen i Belgien til Amagerværket. Hun havde lasten fuld af certificeret bæredygtig træflis.
Kan ikke bruge dem hele tiden
”Vi søger aktivt sådanne miljøvenlige transportskibe, der kan give os en sikker og grøn løsning til en acceptabel pris. Men det er ikke så enkelt at få adgang til den slags ”grønne” skibe,” siger forsyningsdirektør i HOFOR, Jane Egebjerg Andersen.
For det første er der ikke så mange af dem, da teknologien stadig er ny. Det skyldes blandt andet, at rederibranchen i mere end 10 år har været hårdt presset økonomisk. Det har betydet, at der ikke har været optimale betingelser for innovation og for at udvikle grønne skibe. Det er ved at ændre sig nu, hvor kunderne, herunder HOFOR, i stigende omfang efterspørger miljørigtige løsninger.
For det andet er der andre end HOFOR, der gerne vil benytte disse skibe. For det tredje er der en logistik, der skal gå op. Skibene skal være ledige på de ruter og på de tidspunkter, HOFOR har brug for det.
Ser på rederiets samlede CO2-udledning
”Vi har brugt megen energi på at signalere til markedet, at vi var interesserede i skibene med lav CO2-udledning, når de var klar. Derfor blev vi kontaktet af rederiet, og når prisen så også er konkurrencedygtig, bl.a. på grund af skibenes fine brændstoføkonomi, var der ikke så meget at betænke sig på. Men vi ser naturligvis også på rederiets samlede udledning af CO2, når vi skal træffe vores valg. Og her ligger Royal Wagenborg også rigtig godt,” siger Jane Egebjerg Andersen.
Flere laster på vej til Amager
HOFOR vil i øvrigt gerne afsøge mulighederne for et samarbejde med andre aktører i forsyningsbranchen på denne front. Det kunne være til gavn for alle parter.
I mellemtiden fortsætter HOFOR med at bruge skibene fra Royal Wagenborg så meget som muligt. De har hidtil lagt til kaj ved Amagerværket to gange i år. ”Og det er helt sikkert, at de ”grønne” skibe, Máxima og Egbert, der i øvrigt er røde, kommer til at lægge til kaj endnu en del gange i 2021,” siger Jane Egebjerg Andersen.