HOFOR vinder international designpris for dynamisk og modig arkitektur på Amagerværket
Selv om man er et kraftvarmeværk, kan man sagtens se godt ud. Amagerværket i København får nu en af verdens mest prestigefyldte designpriser, German Design Award. Prisen tildeles HOFOR som bygherre på det spektakulære design på Amagerværkets blok 4.
Ved en ceremoni i Frankfurt fredag den 3. februar vil Jens Stein fra HOFOR, der er chef for Amagerværket, modtage en af verdens mest prestigefyldte designpriser, German Design Award. Prisen tildeles HOFOR som bygherre på det unikke design på Amagerværkets Blok 4, som stod færdigopført i 2020. Det, der sker inde i værket, afbrænding af bæredygtig biomasse, afspejles på facaden udenpå i en form for poetisk industri-design. På den måde står bygningen som et vartegn for en mere bæredygtig kraftvarmeproduktion. HOFOR leverer fjernvarme til 625.000 københavnere og 40.000 erhvervskunder.
Mere end 60 lande med i konkurrencen
Det er den danske arkitektvirksomhed Gottlieb Paludan Architects, der har udformet bygningen og facaden, og det er den engelske lysdesignvirksomhed Speirs Major, der har skabt belysningen på facaden. German Design Council står bag prisen, der blev indstiftet helt tilbage i 1953. Mere end 4.200 virksomheder fra 60 forskellige lande deltager i konkurrencen.
Ros til Københavns ambitioner
HOFOR har vundet guld i kategorien Excellent Architecture. German Design Award noterer i en pressemeddelelse, at København stræber efter at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad. "Med dette i tankerne understreger den lokale energileverandør HOFOR sit skridt væk fra kul med et modigt og dynamisk facadedesign på sit nye biomasse-fyrede kraftvarmeværk."
Facaden som en seks meter dyb gardinstruktur
German Design Award fortsætter: "Det inkluderer frem for alt et skridt væk fra kul og et skifte til bæredygtig, vedvarende energi - en disruptiv transformation, som HOFOR synliggør bredt med en usædvanlig facadebeklædning til sit kraftvarmeværk. Lodret arrangerede træstammer skaber en seks meter dyb gardinstruktur, der omgiver hele bygningen, som med sin skulpturelle æstetik giver indtryk af en tæt skov og dermed refererer til brugen af træflis som biomasse. Dette er allerede imponerende om dagen og især atmosfærisk om natten, da strukturen desuden er oplyst af et fascinerende gulligt lys," lyder det fra juryens udtalelse.
Overborgmesteren: En flot anerkendelse
"Det er en mærkesag for mig, at vi bliver ved med at hæve barren for en grønnere fremtid, og derfor arbejder vi på at gøre København CO2-neutral og på sigt CO2-positiv. Med Amagerværkets Blok 4 viser vi, at store klimaambitioner kan gå hånd i hånd med smuk og fremsynet arkitektur, og det er designprisen en flot anerkendelse af," siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen og tilføjer:
"Bygningens facade med træstammer er en perfekt reference til både afbrændingen af bæredygtig biomasse og til vores vej mod at blive en endnu grønnere by, og jeg er stolt over, at det også bliver bemærket uden for Danmarks grænser."
Mere end blot æstetik
Bestyrelsesformand i HOFOR, Susanne Juhl, siger, at det er en stor ære for HOFOR - og for København - at modtage denne helt specielle pris. "Vi er stolte af, at det også bliver bemærket uden for landets grænser, at designet af Blok 4 kan noget helt særligt. Moderne arkitektur er særlig spændende, når den rækker ud over den rene æstetik, og som i dette tilfælde på smukkeste vis på samme tid formidler den proces, der foregår inde i værket, og de ambitiøse planer om at gøre København CO2-neutral så hurtigt som muligt."
Vigtigt signal om Københavns grønne udvikling
Mette Lyng Hansen, CEO for Gottlieb Paludan Architects, deltager også i prisoverrækkelsen og siger: "Vi har i mange år været med til at skabe arkitekturen til den grønne omstilling - ofte med HOFOR som bygherre - og vi glæder os over, at dette byggeri vækker så stor international opmærksomhed og modtager så markant en pris. Byggeriet sender et vigtigt signal om Københavns grønne udvikling og om en by og en bygherre, som er klar til at prioritere arkitektur og design som en integreret del af denne udvikling."