Imponerende reduktion i udledninger i EU i 2023
EU-Kommissionen har udgivet sin årlige statusrapport på udviklingen i udledninger af drivhusgasser.
Netto-udledningerne af drivhusgasser på tværs af EU faldt med 8,3 procent i 2023. Det skriver EU-Kommissionen i en ny rapport.
Så stort et fald er kun set en gang tidligere, nemlig i 2020 hvor man konstaterede et fald på næsten 10 procent. Dette fald var dog drevet af den bratte opbremsning i aktivitetsniveau pga. corona-pandemien.
Denne gang er årsagerne til faldet i udledninger dog langt mere positive:
- Produktionen af elektricitet og varme udledte 24 procent mindre pga. en væsentlig stigning i produktionen af energi fra vind og sol-anlæg og at gas i mange tilfælde har erstattet kul.
- Vedvarende energi er nu hovedkilden til elektricitet i EU og leverer omkring 45 procent af produktionen. Elektricitet genereret med fossile brændsler er tilsvarende faldet med 20 procent sammenlignet med 2022.
- Udledninger fra byggesektoren faldt med 5,5 procent, landbrugssektoren og transportsektoren præsterede fald på henholdsvis to og under en procent, mens flytrafiks udledninger steg med 9,5 procent.
På vej til 55 procent
Rapporten, “2024 Climate Action Progress Report”, sætter også udviklingen i forhold til EU’s reduktionsmål for udledninger, som er et bindende mål om at reducere drivhusgasudledninger med 55 procent inden 2030 (med 1990 som baseline), og en ambition om klimaneutralitet i 2050.
Kommissionens opgørelser konkluderer at reduktionen sammenlignet med 1990 nu er på 47 procent, mens BNP er vokset med 68 procent i samme periode. Den samlede konklusion er, at EU er på rette vej i forhold til sit 2030 mål.
I øjeblikket diskuteres muligheden for at sætte et 2040-mål, som Kommissionen for nylig anbefalede skulle være på 90 procent reduktion af drivhusgasserne, hvilket er beregnet til at kræve investeringer på 660 milliarder euro om året i udvikling og omstilling af energisystemet og 870 milliarder euro årligt i transportsektoren. Milliarderne skulle gå til dekarbonisering af industri-processer, forbedringer i energieffektivitet i energitunge brancher, øget elektrificering og produktion af alternative brændsler til brug i transportsektoren.
Klik her for at tilgå rapporten.
- EHS