Kinnarps' blå bil-koncept – vores bidrag til bæredygtige miljøer til kontor og skole
Den måde, dine nye møbler transporteres på, er afgørende for, hvor bæredygtig din nye indretningsløsning er. Hos Kinnarps har vi vores eget logistiksystem, hvor vi kontrollerer alle dele i kæden. Det betyder, at vi kan mindske transportbilernes miljøpåvirkning væsentligt – fra CO2-udledning til forbrug af emballage.
Kinnarps blev grundlagt i 1942 af Evy og Jarl Andersson. Allerede i 1950'erne investerede de i deres første møbelbus. De havde set fordelen ved selv at kunne levere deres produkter.
Med egne transportbiler kunne de påvirke leveringstiden, ruterne, økonomien og – ikke mindst – den service, som de gav deres kunder. At alle kundens nye kontormøbler eller skolemøbler blev leveret det rette sted og på den rigtige måde.
Dette lagde fundamentet for Kinnarps' egen kørsel med blå lastbiler, som i dag kaldes for ”blå bil-konceptet”. Blå bil-konceptet er rygraden i et unikt, bæredygtigt og miljøvenligt logistiksystem, hvor Kinnarps ejer og kontrollerer hvert trin i kæden.
”I 1990'erne blev konceptet forædlet yderligere af Evys og Jarls søn, Assar Jarlsson, som udviklede intelligente koncepter for lastning og emballering af vores produkter. Hele logistikkæden og alle lastbiler er optimeret til vores møbler, hvilket gør, at systemet bliver meget effektivt”, fortæller Ingemar Johansson, der er med til at styre logistikken hos Kinnarps.
Løsningen er unik, når det handler om møbler til offentlige miljøer. I dag omfatter Kinnarps' logistikteam omkring hundrede medarbejdere, hvoraf ca. 15 arbejder med strategi og planlægning, og resten er leveringsmontører.
Effektiv emballering giver miljøfordele
Drivkraften bag blå bil-konceptet er sund fornuft. Bæredygtighed, økonomi og kundefordele går hånd i hånd og giver fordele i både Kinnarps' og kundernes bæredygtighedsarbejde.
Logistikkæden er fuldt ud styret af kundens ordre. Allerede når ordren modtages, planlægges ruterne og lastningen af lastbilerne med hensyn til leveringstid og geografi.
Et særligt program planlægger også, hvordan møblerne skal placeres i lastbilen på en volumeneffektiv måde, som minder lidt om et puslespil. Skriveborde, arbejdsstole, kontorstole, opbevaringsmoduler – systemet ved præcis, hvordan de forskellige møbler skal placeres for at få plads til så meget som muligt.
”På den måde kan vores lastbiler fyldes med kontormøbler op til 100 procent inden hver kørsel. Møblerne lastes også i henhold til princippet om sidst ind, først ud”, fortæller Ingemar Johansson.
”På vej hjem fra kunderne stopper de blå biler hos Kinnarps' leverandører og tager materialer med hjem til produktionen. Det indebærer, at man får en lastningsgrad på omkring 50 procent på returkørslerne. Det betyder, at vi transporterer minimalt med luft, og på den måde kan vi mindske vores egen CO2-udledning og kontormøblernes CO2-fodaftryk”.
Møbler med et minimum af emballage
Hver lastbil er bemandet med to Kinnarps-montører. Ved levering bærer de møblerne ind, udpakker og monterer. Tanken er, at kunden skal have møblerne på plads hurtigt og effektivt med minimale forstyrrelser.
I stedet for traditionel emballage anvender vi tæpper og pap til at beskytte møblerne. Tæpperne og pappen tages derefter med hjem og genanvendes igen og igen.
Det indebærer, at hver container eller lastbilskab svarer til en besparelse på 270 kg emballage – eksempelvis bølgepap. En effektiv måde at spare på de globale ressourcer, samtidig med at kunden slipper for besværet med at bortskaffe emballagen.