Klimadilemmaerne står i kø – lad os tale åbent om dem
Alle kan blive enige om en målsætning om flere bæredygtige investeringer. Men i praksis støder man ofte på dilemmaer, der kræver konstant afvejning. Det skal vi som pensionskasse tale højt om.
KRONIK af Kirstine Lund Christiansen, underdirektør og chef for ansvarlige investeringer i P+.
Klima og bæredygtighed er uden tvivl et af tidens allerstørste temaer. Både i erhvervslivet og i den offentlige debat. Det mærker vi også i pensionssektoren, hvor kundernes interesse vokser støt. Og vi oplever flere og flere kunder, der tager aktivt stilling og ønsker at reducere C02-aftrykket fra deres pension. Derfor spiller ESG, det vil sige fokus på miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold, en stadig større rolle, når vi investerer på vegne af vores kunder.
Som ansvarlig for netop ESG i P+ giver det næsten sig selv, at jeg er rigtig glad for det stigende fokus på bæredygtige investeringer. Vores vigtigste ansvar er at sikre et godt afkast til vores medlemmers pensioner. Men det skal ske på en bæredygtig måde og i en afvejning mellem afkast, risiko og ansvarlighed.
Derfor mener jeg også, at det stigende fokus på bæredygtighed er fuldt berettiget. Investorer skal kunne tage ansvar for, hvad de investerer i.
I P+ er vi i fuld gang med en oprydning i vores portefølje, hvor vi tager kritisk stilling til selskaber, som er meget CO2-intensive. Det er blandt andre selskaber, der beskæftiger sig med kul, olie, stål og cement, eller som producerer energi ved hjælp af kul. Samtidig leder vi efter nye investeringer, der kan understøtte den grønne omstilling.
Men selv om målet om flere bæredygtige investeringer er sat, ligger vejen derhen jo ikke fast. Tværtimod deler den sig konstant i to, tre eller flere mulige veje. Og som investor bliver man hele tiden nødt til at stoppe op og overveje, hvilken vej der mon bedst fører mod målet.
Lad mig give to eksempler, som jeg for nylig selv har siddet med i praksis.
Nej til kul eller ja til grønne ambitioner?
Det første eksempel handler om mineselskabet BHP. Selskabet har aktiviteter i Australien, Colombia og Brasilien, hvor de udvinder over 25 millioner ton kul om året. Det gør dem til en af de største kuludvindere i verden. Som investeringscase ser BHP derfor (kul)sort ud.
Selskabet har dog rykket sig meget de seneste år. I august 2020 meldte BHP efter stort pres fra internationale investorer ud, at de vil frasælge alle deres kulminer inden for de næste 2 år.
BHP udvinder meget andet end kul, der i 2020 udgjorde under 5 procent af omsætningen. Den resterende del af omsætningen stammer blandt andet fra jernmalm, nikkel og kobber, der også bliver brugt i de løsninger, der skal hjælpe os med at nå et lavere klimaaftryk som samfund. BHP har desuden vedtaget, at de skal være klimaneutrale i 2050.
Som investor står man derfor over for dilemmaet, hvordan man skal forholde sig til BHP’s omstilling. På den ene side har BHP rykket sig og fået grønnere målsætninger. I den henseende er casen et godt eksempel på, hvordan aktivt ejerskab og pres fra investorer kan være med til at skubbe selv nogle af de sorteste selskaber i en grønnere retning.
På den anden side mangler vi stadig at se, at ambitionerne bliver ført ud i livet. Og vi er nødt til at udfase kul, hvis vi skal nå Paris-aftalens mål.
I P+ har vi derfor sagt nej til kul og til BHP som investeringscase. Men det er et dilemma, der kræver konstant afvejning.
For hvad nu, hvis BHP faktisk sætter handling bag ordene og udfaser kul? Og hvis de i stedet skruer op for at udvinde mineraler, der er vigtige for den grønne omstilling. Kan man så investere i dem – og i givet fald hvornår? Er det okay, hvis omsætningen fra kul udgør 3 procent af den samlede omsætning? Hvis den udgør 1 procent? Eller skal den ned på 0 procent?
Svaret på de spørgsmål er for mig at se ikke nødvendigvis givet på forhånd.
Ja eller nej til et konglomerat, der både rummer sort og grønt?
Det andet eksempel er japanske Mitsubishi, der er et af verdens største konglomerater. Derfor spænder deres erhvervsaktiviteter også bredt.
Og over både sort og grønt.
På den ene side rummer Mitsubishi datterselskaber, der leverer vindenergi og udvikler batterier, der er vigtige for den grønne omstilling. På den anden side udvinder moderselskabet kul i Australien. Og Mitsubishi har senest planlagt at være med til at finansiere nye, stærkt kontroversielle kulkraftværker i Vietnam. Hvad gør man så som investor?
I P+ besluttede vi at ekskludere moderselskabet og de datterselskaber, der beskæftiger sig med kul. Men vi valgte samtidig at beholde vores investeringer i de øvrige datterselskaber.
På den måde mener vi, at vi bedst understøtter den grønne omstilling, samtidig med at vi sender et stærkt signal ved at ekskludere moderselskabet på grund af deres aktiviteter i kul og bidrag til at opføre nye kulkraftværker.
Men heller ikke her gav beslutningen sig selv. Den krævede grundig afvejning og analyse.
Når verden ikke er sort-hvid, har vi ekstra brug for øget åbenhed
Ovenstående eksempler er blot to af de dilemmaer, man støder på, når man skal føre beslutningen om bæredygtige investeringer ud i livet. Og jeg kan ikke afvise, at andre vil vurdere dilemmaerne anderledes og nå frem til et andet resultat. Jeg mener, at vi som investorer skal blive bedre til at anerkende dette og tale højt om det.
De to dilemmaer – BHP og Mitsubishi – er begge eksempler på det, man kalder divestment. Det vil sige den strategi, hvor man ekskluderer sine investeringer, som man ikke kan stå inde for, i den børsnoterede del af porteføljen.
Divestment er nogle gange et rigtigt og nødvendigt valg. Men der er heldigvis flere knapper at trykke på. Ansvarlighed handler om andet og mere end blot eksklusioner og frasalg. For mig som ESG-ansvarlig i en pensionskasse handler det også om at arbejde systematisk for at sikre, at vi slet ikke får selskaber ind i porteføljen, som vi ikke kan stå inde for. Det handler også om at få adgang til aktivt ejerskab, hvor vi kan bidrage til selskabernes omstilling og udvikling.
Vi skal turde diskutere dilemmaerne
Bæredygtige og ansvarlige investeringer kræver grundige overvejelser og svære valg. Men det er vel at mærke overvejelser, som alle ansvarlige investorer allerede gør sig. Så hvorfor ikke fremlægge vores overvejelser og begrundelser bag de valg, vi træffer?
I P+ vil vi blive bedre til at redegøre for vores prioriteringer og valg i de dilemmaer, vi møder i forbindelse med de enkelte selskaber. Derfor fremlægger vi i år som et nyt initiativ en ESG-rapport, hvor alle kan læse mere om vores arbejde. Nogle vil sikkert være uenige med vores valg. Og det er kun godt!
Jeg håber nemlig, at det kan være et lille bidrag til at kvalificere debatten og sikre øget videndeling, så vi sammen kan finde de bedste veje mod målet om stadig flere ansvarlige investeringer.
