Kreative frivillige bidrager til Diakonissestiftelsens juleaften
Loppeshoppens kreative ’jule pop up-butik’ i Søsterhjemmets Stuer omsatte for over 3.000 kr. Pengene bliver nu doneret til Diakonissestiftelsens juleaften, og det giver en følelse af stolthed blandt frivillige.
Eva Munch, Annette Khan, Maria Isabel Brentegani Nielsen og Hanne Kjær har været klar længe. Striktrøjer i genbrugsgarn, djævlehuer, juleengle og alverdens pynt er pakket i papkasser, og pengekassen er fundet frem.
I dag går turen til Søsterhjemmets Stuer på Diakonissestiftelsen, hvor de åbner en ’jule pop up-butik’ med bæredygtige produkter. Her kan medarbejdere, frivillige, studerende og lejere være heldige at få fingrene i redesign fra Loppeshoppens kreative værksteder.
Eva Munch, der syr på tirsdagsholdet og er tovholder på ’jule pop up-butikken’, har glædet sig meget til dagen. Her kan de vise deres kunnen og møde kunderne:
”Når vi åbner en butik og selv sælger føles det som at få sin 'løn' for arbejdet,” fortæller hun og uddyber: ”her får vi den umiddelbare vurdering af produkterne fra kunden. Og den er forhåbentlig positiv,” griner hun.
I de gamle stuer
Der er ikke længe til, at de første kunder ankommer til butikken. Inden da skal varerne ligge præsentabelt på det store bord i Lille Dagligstue.
Hanne Kjær er ny frivillig i Krealoppen, og det er første gang, at hun er med til at sælge varer i Søsterhjemmets Stuer:
”Det er hyggeligt at være med i dag, og jeg er rigtig glad for at være en del af i fællesskabet,” fortæller hun, mens hun viser en blød vest i garnrester, som hun har strikket til butikken.
Et stærkt samarbejde fra alle
Leder af genbrug og redesign Trine Høst er glad og stolt over Krealoppens frivillige.
”De har arbejdet fokuseret op til arrangementet, og fra alle værkstederne er der kommet de skønneste julesager. Lige fra strik, hæklerier og sysager til de fineste papir- og trævarer fra værkstedsloppen,” fortæller hun begejstret og fortsætter:
”Vi har solgt for 3.200 kr. på de få timer, butikken havde åbent, så der har været travlt ved vores lille pengekasse.”
Den fine omsætning går i år til Diakonissestiftelsens juleaften, hvor de kan være med til at sikre ekstra julehygge til gæsterne.
Fakta
- Krealoppen, Værkstedsloppen og Planteloppen er Loppeshoppens værksteder. Loppeshoppens værksteder er som butikkerne, drevet af frivillige. Der er fokus på bæredygtighed og social ansvarlighed.
- Hvert år åbner Krealoppen en 'jule pop up-butik', hvor medarbejdere, frivillige, studerende og lejere kan købe bæredygtige varer fra de kreative værksteder.
- Omsætningen fra Krealoppens 'jule pop up-butik' går til Diakonissestiftelsens juleaften.
- Juleaften på Diakonissestiftelsen er et tilbud til mennesker, som ønsker at fejre juleaften i fællesskab med andre.