Madspild er det usynlige klimaproblem

Engang kunne man ikke drømme om at smide mad ud. Dine bedsteforældre kan sikkert fortælle barndomshistorier om, hvordan den sidste dråbe blev klemt ud af citronen, når forsyningerne var beskedne.

I dag har vores forhold til mad ændret sig. Efterkrigstiden var præget af øget produktion og velstand og billig adgang til tøj og ting skabte den køb-og-smid-væk kultur, vi kender i dag. Den samme tendens ser vi i fødevareindustrien.

FN anslår, at en tredjedel af al mad, der produceres i verden, går til spilde. Det svarer til svimlende 1.3 milliarder tons mad, der ikke bliver spist.

Med over 1 milliard underernærede mennesker i verden, og lige så mange, der går sultne i seng, er madspild lidt af et mysterium. Hvorfor er der så stort et madspild i den globale fødevarekæde?

Usynligt madspild i supermarkederne

Madspild er et komplekst fænomen. Vi stiller krav til holdbarhed og kvalitet, og mad er blevet billigere og mere tilgængeligt. Vi kan hurtigt købe nye fødevarer, og de fleste har også råd til at købe, hvad de har brug for og lyst til.

Der findes synligt og usynligt madspild. Det synlige smider du selv ud derhjemme. Det kan være yoghurt, du er i tvivl om er for gammel, et dårligt salatblad eller rester fra aftensmaden, du ikke fik spist.

Det usynlige madspild ser du aldrig som forbruger. Det er fødevarer, som supermarkederne smider ud på grund af fødevaresikkerhed eller butikkens egne standarder. Det kan være bananer, der er blevet brune eller er for små til at sælge, eller varer med en udløbet datomærkning. Resultatet er propfyldte containere, som bugner af supermarkedernes usælgelige madvarer.

Det problem gør Folkekirkens Nødhjælps butik, Wefood, op med. Butikken er drevet af frivillige og sælger supermarkedernes overskudsvarer. Madvarer med skadet emballage, udløbet bedst-før dato eller sæsonvarer.

Chefkonsulent for Wefood, Jan-Martin Mikkelsen, forklarer, at det bedre kan betale sig for butikkerne at deponere varerne til Wefood end at sætte priserne for langt ned.

Han udtaler til Klimakampen, at det både er forbrugernes og butikkernes ansvar at ændre vaner. Forbrugerne skal være bedre til at købe varer med kort datomærkning, og butikkerne skal oplyse, at varerne ikke fejler noget. Ifølge Jan-Martin Mikkelsen er problemet, at det kan gå ud over supermarkedernes konkurrenceevne, hvis de sælger madvarer, der ikke lever op til danskernes standarder.

Madspild er klimabelastende

Det vil kræve en effektiv fødevareproduktion at levere mad til de 10 milliarder mennesker, man estimerer befolker kloden i 2050. Men fødevareindustrien har store omkostninger for klima og natur.

Ifølge Miljøstyrelsen smides der årligt 814.000 ton mad ud, som kunne være blevet spist. Alene produktionen af mad, der går til spilde, står for 8-10 procent af den samlede udledning af drivhusgasser.

Det svarer til, at hvis verdens madspild var et land, så ville det ligge på tredjepladsen over de mest CO₂-udledende lande i verden, kun overgået af Kina og USA. Det er ikke blot spild af mad, der kunne brødføde mennesker, men også spild af arbejdskraft, ressourcer, råvarer, vand og landareal.

Fødevareproduktion har også store konsekvenser for biodiversiteten. Landbrug kræver meget plads, gødning og store mængder vand. Fældning af skov og kvælstofudledning i naturen betyder, at fødevareproduktionen er skyld i 80 procent af tabet af biodiversitet.

Det kræver faktisk et landareal større end Canada og Indien tilsammen at producere alene den mængde mad, der går til spilde. Det er landområder, der i stedet kan gå til naturgenopretning og biodiversitet.

Men hvordan kan vi brødføde 10 milliarder mennesker og samtidig mindske fødevareproduktions CO₂-aftryk?

Respekt for maden

Mindre madspild er et rigtig godt sted at starte.

FN’s medlemslande har besluttet at halvere det globale madspild som en del af de 17 Verdensmål. Hvis maden mætter sultne maver i stedet for at fylde skraldespande, er vi godt på vej til at mindske overproduktionen af mad. Men Danmark er langt fra i mål.

Danmarks Statistik udgav tidligere på året den første statusrapport over Danmarks arbejde med Verdensmålene. Rapporten viser en stigning i det gennemsnitlige madspild for personer i enfamilieboliger. I husholdningerne er der derfor lang vej til en halvering af madspildet.

Mindre madspild i hjemmet kræver først og fremmest, at vi gentænker vores spisevaner. Et borgerforslag om gratis skolemad i folkeskolen skal inddrage eleverne i madlavning og servering. Håbet er, at færre madpakker lander i skraldespanden, hvis yngre generationer har madlavning på skoleskemaet.

Manden bag borgerforslaget, Simon Milwertz Philipsen, fortæller:

“Mange ved ikke, hvordan maden havner på vores tallerken. Eleverne skal have haft fingrene i jorden for at opleve, hvor maden kommer fra.”

Lektor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, Lisbeth Mogensen, er enig. Hun fortæller til Samvirke, at vi skal lade os inspirere af de tidligere generationer, der skrabede de sidste rester op fra tallerkenen.

Vi skal have maden i munden, handle mindre ind og tømme køleskabet. Kort sagt:

“Vi skal have respekten for maden tilbage.”