MENY indfører officielle klimaanprisninger som de første i fødevarebranchen
Som de første indfører supermarkedskæden MENY generiske klimaanprisninger udarbejdet af Rådet for Sund Mad med deltagelse af Fødevarestyrelsen. Klimaanprisningerne skal gøre det lettere for kunderne at træffe klimabevidste valg, når de handler dagligvarer.
Ifølge Madkulturen, som er en videns- og forandringsorganisation under Fødevarestyrelsen, synes 73% af danskerne, at det er vigtigt at være klimabevidst i sine madvaner. Men samtidig kan det være svært at gennemskue, hvordan man handler klimabevidst, når man eksponeres for mange forskellige informationer. Det konkluderede Klimarådet eksempelvis i en rapport sidste år, hvor de peger på, at 50-60% efterlyser mere viden, information og vejledning.
MENY vil nu gøre det nemmere for kunderne at spotte fødevarer med et lavere klimaaftryk ved at indføre de officielle klimaanprisninger fra Rådet for Sund Mad, som på udvalgte fødevarekategorier kan hjælpe kunderne til hurtigt og nemt at identificere fødevarer, der har et lavere klimaaftryk. MENY er de første, der tager klimaanprisningerne i brug.
De generiske klimaanprisninger er udgivet af Rådet for Sund Mad og udarbejdet af en række aktører i fødevare- og erhvervsbranchen med deltagelse af Fødevarestyrelsen. Ifølge MENY er den store faglighed og myndighed, der ligger bag udarbejdelsen af klimaanprisningerne, vigtig for validiteten og troværdigheden.
"Som Danmarks madmarked er det en del af vores ansvar at gøre det nemmere for kunderne at vælge mere klimabevidst, og vi gør, hvad vi kan for at leve op til det. Det er samtidig vigtigt, at vi kommunikerer korrekt om klimaaftryk, så vi er meget glade for, at der nu findes vejledninger om det klimabevidste valg, som er understøttet af myndigheder. Og hvis der skulle opstå spørgsmål, kan vores uddannede klimaambassadører hjælpe med inspiration til indkøb og madlavning", siger kædedirektør i MENY, Richo Boss.
Klimaanprisningerne sættes i spil i MENY med skiltning og mærkninger i butikken, som guider kunderne til en række fødevarekategorier med mindre klimaaftryk. Initiativet rulles ud i kædens samtlige 112 supermarkeder inden udgangen af september.
Ifølge Danmarks største grønne medlemsorganisation, Danmarks Naturfredningsforening, kan det være et vigtigt initiativ for at nedsætte danskernes klimaaftryk.
"Det er enormt positivt, at MENY som dagligvarebutik tager de generiske klimaanprisninger i brug, og det er et stort skridt mod at nedsætte danskernes klimaaftryk på fødevarer. Klimaanprisningerne er lavet med henblik på at gøre det så overskueligt og nemt for forbrugerne som muligt at vælge mere klimabevidst, så vi tror, det kan gøre en markant forskel", siger markedschef i Danmarks Naturfredningsforening, Lone Norup om initiativet.
MENY har generelt fokus på den klimabevidste forbruger og som en del af en overordnet CSR-strategi arbejder supermarkedskæden kontinuerligt med tiltag, der skal være med til at mindske klimaaftryk. Udover brugen af klimaanprisningerne, har MENY klima som en del af elevuddannelsen, så der løbende uddannes klimaambassadører, der har kompetencer og viden til at rådgive og inspirere kunderne til mere klimabevidste valg. Desuden arbejder MENY også på at nedbringe eget klimaaftryk ved bl.a. at bruge energibesparende køle-fryse anlæg, og reducere madspild med det digitale værktøj Whywaste.