Min vej til CSR-jobbet: Thue Sandgren Birk
For Thue Sandgren Birk, CSR-rådgiver i erhvervsnetværket Green Network, handler det om at omsætte idealer til redskaber, som giver mening for virksomheder, der vil arbejde med CSR.
Hvorfor har du valgt at arbejde med CSR?
Det er spændende at arbejde med virksomheders samfundsmæssige medansvar, og hvilken positiv forskel de kan gøre gennem deres virke. Jeg må erkende, at jeg er idealist på det her område. Jeg ved dog godt, at idealismen ikke er den, der driver samfundet, når vi taler virksomheder.
Læs også: Min vej til CSR-jobbet: Jacob Fischer
Derfor har jeg uddannet mig til at beherske mine idealer i en samfundsmæssig kontekst, hvor jeg arbejder med erhvervslivet på en måde, hvor virksomhederne kan komme til udtryk og være en gevinst for sig selv og samfundet. I mine øjne bliver CSR til godt købmandskab, når idealer bliver til nyttige redskaber, der kombinerer etik, fornuft og forretning optimalt.
Hvad består dit nye job i?
Jeg er rådgiver, projektleder og facilitator for CSR blandt vores 140 medlemsvirksomheder i Green Network. Green Networks opgave er at oversætte CSR til godt købmandskab gennem udvikling og formidling af ny viden, uddannelser og værktøjer til danske SMVer.
Man kan sige, at vores opgave er at koge en god koncentreret fond på alskens kompleks CSR-teori, lovgivning, politik med videre og tilsætte den i en let og sund ret, som vi tilbereder til erhvervslivet. Det handler om at bruge sine idealer i en forretningsmæssig kontekst og få dem sparket ud i marken, så det giver mening for virksomhederne derude.
Om Thue Sandgren Birk
Uddannelse: Cand.ling.merc., Aarhus School of Business.
Tidligere stillinger: CSR Assistent, Grundfos Management, CSR Konsulent, Grundfos Management, CSR- & kommunikationsmedarbejder, OK.
Hvilke råd vil du give andre, der gerne vil have et lignende job?
Man skal have en sund interesse for området, men en sund skepsis er også god at have CSR er ikke alene løsningen på verdens problemer. Man kan godt være idealist omkring bæredygtighed og samtidig mene, at for eksempel vindmøller er ufornuftige.
Læs også: Min vej til CSR-jobbet: Sidsel Lundtang
Man skal kunne favne en virksomhed på alle niveauer og være både CSR-arkitekt- og håndværker på én gang. CSR gennemsyrer jo eller kan gennemsyre hele virksomhedens værdikæde, og derfor er det en fordel af at have et bredt handelsfagligt kompetenceregister.