Naturli’ først med affaldspiktogram på emballage
Siden januar er det blevet en smule nemmere at være affaldsbevidst forbruger. Fødevareproducenten Naturli’, der producerer plantebaserede fødevarer, har som de første lanceret en emballage, der bruger det fælles piktogramsystem til at vejlede forbrugeren om, hvordan emballagen skal affaldssorteres.
Som den første virksomhed har fødevareproducenten Naturli’ lanceret en emballage med et piktogram fra det piktogramsystem, som Dansk Affaldsforening har udviklet sammen med KL, Miljøstyrelsen og innovationsbureauet futu. Det skal gøre det lettere for forbrugeren at affaldssortere den tomme emballage korrekt og på den måde sikre, at plastikken bliver genanvendt.
Fra januar vil piktogrammet for hård plastik nemlig være at finde på Naturli’s netop lancerede produkt Pipfri, et plantebaseret produkt, der kan erstatte f.eks. kylling og kalkun i madlavningen.
Som vi kender det fra det almindelige kød i køledisken, så er Pipfri pakket i en plastikbakke med gennemsigtig plastikfolie øverst. Forskellen er dog, at emballagen guider forbrugeren til korrekt affaldssortering via et piktogram fra det fælles piktogramsystem.
FØRSTE EMBALLAGE MED PIKTOGRAM PÅ
Dansk Affaldsforenings direktør, Charlotte Fischer, er glad for samarbejdet med Naturli’:
”I Dansk Affaldsforening vil vi gøre affaldssortering nemmere for borgerne. Derfor er vi glade for, at Naturli’ som de første har valgt at gribe bolden og bruge det fælles piktogramsystem til at sikre en super god affaldskommunikation – fra emballage til skraldespand,” siger Charlotte Fischer.
SKARPT FOKUS PÅ BEDRE EMBALLAGER
For Naturli’s direktør Henrik Lund afspejler tiltaget Naturli’s konstante fokus på bæredygtige emballager:
”Vi gør alt, hvad vi kan, for at gøre vores plastikemballager mere miljørigtige – fx ved at bruge så meget genanvendt plastik som muligt. Nu tager vi skridtet videre på Naturli’ Vejen og bruger de fælles affaldspiktogrammer til at vise, hvordan emballagen skal affaldssorteres,” siger Henrik Lund.
I takt med at de øvrige produkter i Naturli’s sortiment får nye eller re-designede emballager, vil de fælles affaldspiktogrammer også finde vej hertil.
Derudover undersøger Naturli’ hele tiden mulighederne for at få pant på sine emballager, som kan afleveres i supermarkedernes pantautomater. Dette er allerede tilfældet med de kommende 990ml Havre- og Mandeldrik, som lanceres i uge 4.
MILJØSTYRELSEN STØTTER OP
Miljøstyrelsen hilser den første anvendelse af piktogram på forbrugeremballage velkommen. Kontorchef Anne Elizabeth Kamstrup udtaler:
”Forbrugeren spiller en central rolle i bedre affaldssortering. Det kan desværre være lidt af en jungle at finde ud af, hvordan man sorterer sit affald korrekt. Til at afhjælpe dette, har vi sammen med kommuner, affaldsselskaber og Dansk Affaldsforening udviklet nemt genkendelige piktogrammer, som skal gøre det nemmere for forbrugeren at sortere affald korrekt. Jeg er glad for at se, at en virksomhed nu tager piktogrammerne til sig, og jeg ser frem til, at flere virksomheder vil følge trop” siger Anne Kamstrup.
At fremme en mere ensartet sortering og indsamling af husholdningsaffald indgår som en del af initiativerne i regeringens Strategi for cirkulær økonomi. Her vil regeringen gå i dialog med kommunerne, branchen og relevante myndigheder om at standardisere sorteringen og indsamlingen af affald i hele landet, så forbrugeren møder de samme sorteringsmuligheder og piktogrammer både derhjemme og i sommerhuset.