Nyt magasin: Innovation on Demand - fra hype til handling
Her kommer vi 360 grader rundt om offentlig-privat innovation - og hvordan vi bruger det til at forbedre udbud. Vi dykker ned i erfaringer og holdninger fra borgmestre, virksomheder, de kommunale chefer, forskeren og dem der udformer de konkrete udbud.
FORORD af Connie Hedegaard, formand for CONCITO
Hypen om innovation har aldrig været større. Algoritmerne, robotterne og den kunstige intelligens synes over alt. Virksomheder udnævner CIOs, chief innovation officers, og lande ministre for innovation. Skolerne sætter iværksætteri på skemaet. Alle skal lære innovationens kunst.
Hypen har rod i et positivt ønske om at drive verden frem. Skabe bedre liv for flere. Men den hviler også på et brutalt faktum: At vi ellers ikke kan få planeten på ret køl og brødføde 3 milliarder flere mennesker. Innovation er kravet, hvis drivhusgasserne og vandmanglen ikke skal eksplodere, naturen yderligere udpines og dyr og planter udryddes.
Klodens vé og vel er samtidig verdens bedste business case. Alle vil efterspørge nye bæredygtige løsninger. Der er derfor alverdens grunde til at jagte innovationen.
Nogle vil tænke, at den slags må være en sag for virksomhederne og markedet. Bestemt. Men den offentlige sektor hører med i ligningen. Ikke kun som den der bestemmer paragrafferne og sikrer bevillingerne til forskning og udvikling. Men også i rollen som katalysator for innovation. Den amerikanske økonom Mariana Mazzucato taler om ”the entrepreneurial state”. Hun argumenterer for, at offentlige myndigheder rykker ud i markedet og proaktivt understøtter og samarbejder med virksomhederne.
Med en købekraft på trecifret milliardbeløb har offentlige myndigheder potentialet til at blive en markant drivkraft for innovative løsninger. De gode eksempler findes – og dem skal vi lade os inspirere og lære af. Skal de op i skala, kræver det et stærkere politisk mandat, strategisk forankring og nye kompetencer. Indkøbskulturen skal udvikles, så den bedre favner også mod, risiko og nytænkning.
Momentum er der nu – med nye udbudslove, der sætter historisk gode rammer for innovation. Lad os gribe det og gøre den offentlige efterspørgsel til en effektiv vægtstang for ny forretning og nye løsninger. Kloden venter ikke.
Hent magasinet
Læs eller download det nye magasin her, og hent inspiration i de 32 sider med artikler og cases.
Magasinet er udgivet af CONCITO og Gate 21 i forbindelse med Cleantech TIPP konferencen "Mission Innovation" i Industriens hus. Arrangementet blev livestreamet - du kan opleve dagens oplægsholdere her.