Rekordmange danskere bruger Svanemærket som pejlemærke

Mere end 6 ud af 10 danskere ser efter Svanemærket, når de vælger varer. Det tyder på, at danskerne er blevet mere optagede af at passe på miljø og klima.

Ny kampagne skal inspirere danskerne til en mere bæredygtig livsstil..

Rigtig mange danskere ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer. En ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for Miljømærkning Danmark, viser, at 63 % af danskere ser efter Svanemærket, når de skal vælge varer. I oktober 2015 var dette tal 45 %. 

- Vi oplever, at flere danskere har fokus på, hvordan de selv kan være med til at bidrage til en mere bæredygtig verden – og at flere og flere er opmærksomme på, at de mange små valg, som de hver dag træffer, ender med at gøre en stor forskel. Og Svanemærket og EU-Blomsten er rigtig gode pejlemærker for os forbrugere, når vi vælger varer. Mærkerne fortæller nemlig, at produktet er fremstillet med omtanke for miljø, mennesker og jordens ressourcer – og at produktet hører til blandt de miljømæssigt bedste i sin varegruppe, fortæller Charlotte Rajsager, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark. 

Styrken ved de officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten er, at de ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs. Mærkerne vurderer bl.a., hvilke råvarer producenterne kan bruge, hvordan produkterne bliver fremstillet, hvilke kemikalier der bliver anvendt og energi- og vandforbrug undervejs. Der er samtidig fokus på, hvordan produkterne kan påvirke os som forbrugere, og på hvilke muligheder der er for at lade materialer recirkulere, når vi er færdige med at bruge produktet. 

Også den enorme vækst i antallet af miljømærkede produkter kan være med til at forklare de officielle miljømærkers popularitet blandt forbrugerne: Svanemærket og EU-Blomsten findes i dag på mere end 18.500 produkter og serviceydelser i Danmark. Det er en stigning på 17 % på blot et år.

- Vi vil gerne være med til at give danskerne inspiration til, hvad de selv kan gøre i hverdagen – ud over at se efter Svanemærket og EU-Blomsten, når de vælger varer. Derfor lancerer vi i dag en kampagne, som sætter fokus på bæredygtig livsstil i et bredere perspektiv – og på hvordan vi som forbrugere kan tænke bæredygtighed ind i vores hverdag, siger Charlotte Rajsager, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark. 

Kampagnen kører i uge 18-20 og skal inspirere danskerne til en mere bæredygtig livsstil. En del af kampagnen er en ny, stor temaside. Her kan danskerne finde inspiration, tips og gode råd til at leve mere bæredygtigt og vælge bedre kemi i hverdagen.

Fakta om Svanemærket og EU-Blomsten

  • 95 % danskerne kender Svanemærket (YouGov, januar 2019*)
  • 43 % af danskerne kender EU-Blomsten (YouGov, januar 2019*)
  • 63 % af danskerne ser efter Svanemærket, når de vælger varer (YouGov, januar 2019**)
  • Svanemærket og EU-Blomsten findes på mere end 200 forskellige produkttyper. 
  • Udbuddet af miljømærkede produkter og serviceydelser er på mere end 18.500. 
  • Udvalget af miljømærkede produkter er bredt – danskerne kan bl.a. se efter mærkerne på plejeprodukter, jeans, makeup, bagepapir, legetøj, møbler, hoteller, bilvaskehaller, byggematerialer og boliger.

Læs mere på www.ecolabel.dk 

* Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1005 CAWI-interview med danskere i alderen 15-74 år, i perioden 14. - 17. januar 2019.
** Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1008 CAWI-interview med danskere i alderen15-74 år, i perioden 14. - 18. januar 2019.

Gør en forskel med Svanemærket

Når du som forbruger vælger produkter med Svanemærket, er du med til at gøre en forskel. Du bidrager til: 

  • En rigere og renere natur
  • Bedre kemi i hverdagen
  • Ansvarlig brug af jordens ressourcer
  • Et bedre klima
  • En bæredygtig fremtid

Gode råd til en mere bæredygtig livsstil

På den nye temaside https://www.ecolabel.dk/bæredygtig kan du bl.a. finde tips til en mere bæredygtig livsstil, til at spare på klimaregnskabet, til bedre kemi i hverdagen og til at spare på jordens ressourcer. Her får du 10 gode råd til en mere bæredygtig livsstil: 

  1. Forbrug mindre
  2. Vælg økologiske fødevarer
  3. Spis mindre kød, køb lokale råvarer – og vælg årstidens frugt og grønt 
  4. Vælg produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten
  5. Køb og sælg brugte ting
  6. Del, lån eller lej ting
  7. Køb kvalitet
  8. Tag cyklen eller offentlig transport
  9. Luft ud hver dag – og gør ofte rent
  10. Brug naturen i din hverdag

16.12.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Lanceringswebinar: Svanemærkets nye krav til rengøringsservice og vinduespolering

18.11.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Ny kortlægning: Svanemærket kan være et redskab for rengøringsvirksomheder i CSRD-rapportering

15.11.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

EU’s øgede krav til tekstiler vil udfordre tøjbranchen

04.11.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Nordjylland i grønt gear: Bliv klædt på til grønnere indkøb

04.10.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Gratis seminar: Er din grønne kommunikation så effektfuld som du tror?

30.09.2024Miljømærkning Danmark

Sponseret

Kæmpe stigning i antallet af svanemærkede produkter – men forbrugerne ønsker endnu flere