Sjælden vestjysk skov købt af 18.315 danskere som gave til naturen

Den Danske Naturfond har købt den 50 hektar store skov Kraruplund mellem Varde og Grindsted med støtte fra 18.315 danskere. Skoven skal nu have fred og ro, så dyr og planter kan leve frit. Naturfonden og Varde Kommune vil fremover samarbejde om at få biodiversiteten til at blomstre i den gamle skov.

Foto: Den Danske Naturfond

Danmark har alt for lidt god naturlig skov, der passer sig selv. Det er en af grundene til, at biodiversiteten er i krise. Men det er Naturfonden nu med til at rette op på med købet af skoven Kraruplund mellem Varde og Grindsted.

Skoven er en af de få skove i området med oprindelig løvskov. Nu beskytter Naturfonden skoven og gør den til et godt levested for den trængte biodiversitet i samarbejde med Varde Kommune.

”Vi har vedtaget en ambitiøs naturpolitik i Varde Kommune, hvor vi forpligter os til at understøtte udbredelsen af mere vild natur til gavn for biodiversiteten. Med dette tiltag styrker vi plante- og dyrelivet og sikrer samtidig, at alle interesserede kan komme helt tæt på et flot naturområde,” siger Preben Friis-Hauge, formand for Udvalget for Plan og Teknik i Varde Kommune.

Han understreger, at alle kan opleve skoven, mens dyr og planter får et endnu bedre levested.


Skov mangler i Danmark

"Den danske natur har været under pres i mange år. Vi skal vende udviklingen, hvis vores børn og børnebørn skal kunne opleve en rig dansk natur. Det gør vi ved at sikre flere naturområder, hvor naturen kan trives for altid." Bengt Holst, formand, Naturfonden.

Naturfondens formand, Bengt Holst, glæder sig over at hjælpe naturen, nu også i Kraruplund. Skoven er det 19. naturområde, som Naturfonden opkøber og beskytter i Danmark. Der er hårdt brug for mere plads til naturen og mere urørt skov, siger Bengt Holst.

”Den danske natur har været under pres i mange år. Vi skal vende udviklingen, hvis vores børn og børnebørn skal kunne opleve en rig dansk natur. Det gør vi ved at sikre flere naturområder, hvor naturen kan trives for altid,” siger Bengt Holst.

Femte skov sikret af danskerne

Kraruplund er den femte skov, Naturfonden giver til naturen med hjælp fra danskere og virksomheder i hele Danmark.

18.315 danskere har hjulpet med at give skoven til naturen ved at købe Naturfondens SKOVBEVIS eller som Naturbeskytter, der hver måned frikøber natur med en donation til Naturfonden. Verdens Skove har også hjulpet til. Deres Skovcertifikater har sikret 15.287 m2 af skoven.

FAKTA KRARUPLUND

Den Danske Naturfond har købt Kraruplund mellem Varde og Grindsted for at beskytte naturen og give biodiversiteten de bedste vilkår i samarbejde med Varde Kommune. Skoven er på 50 hektar eller ca. 70 fodboldbaner og er en af få områder med oprindelig løvskov i den del af landet.

I skoven vokser træer som eg, bøg og det mere sjældne lindetræ. Det er sjældent at se lind i danske skove. Her voksede lind engang naturligt, men blev skiftet ud med bøg til tømmerbrug. Lind er vigtig for mange arter og kan blive 300 år gammelt. Det blomstrer og er et vigtigt nektartræ for mange insekter.

I skoven lever fugle som ravn, huldue og grønspætte og i bækken den smukke isfugl.

Sådan bliver skoven vildere

Der er blevet mangel på gamle løvtræer og løvskov, der gror naturligt uden indblanding fra mennesker. Kun 4,6 procent af landets skovareal er helt overladt til naturen, hvor de gamle træer ikke fældes, og skoven ikke dyrkes.

Men i Kraruplund får dyr, planter og svampe de bedste vilkår fremover.

  • Gamle træer bevares. Løvskoven får ro til at udvikle sig frit som naturlig, urørt skov. De gode dele af løvskoven med gamle eg, bøg og lind får lov at vokse frit som urørt skov, hvor træerne bliver så gamle, de kan.
  • Døde træstammer og grene bliver liggende i skovbunden og rådne. Det giver mange tiltrængte levesteder til svampe og insekter. Flere insekter giver mere føde til dyr som fugle, mus og grævling.
  • En del af skoven er god skov, som har fået lov at passe sig selv i mange år. Andre steder kan naturen blive vildere, for eksempel ved at give plads til mere løvskov eller skoveenge. Det fastlægges nærmere i en naturplan, som Varde Kommune og Naturfonden laver sammen.

God adgang

Naturfonden og Varde Kommune laver sammen en plan for, hvordan alle kan opleve skoven.

Der er allerede flere kilometer gode stier. Alle har fri adgang til skoven, så skoven kan være et endnu mere populært sted at tage på familieudflugt.

Frivillige fra den lokale Sogneforening har i flere år arbejdet med at anlægge stier, også handicap­venlige stier, sætte skilte op, bygge shelter, bænke og et madpakkehus.

Populær oase ved Letbæk Mølle

Ved skoven ligger Letbæk Mølle, som er et populært sted at nyde et par timer med familien. Det er en gammel vandmølle, som blev bygget i 1634 ved det lille vandløb Letbæk. Senere blev den til traktørsted. Letbæk Mølle blev nedlagt i 1905, men søen og møllehuset ved skoven er et populært sted at besøge.

Hele skoven sikret af danskere

  • 18.315 danskere har sammen sikret Kraruplund, som Naturfonden har købt for 7 millioner kroner. 11.000 af dem har købt Naturfondens SKOVBEVIS, primært i 2022 og til Mors og Fars Dag i 2023. Også Naturfondens 8.200 faste Naturbeskyttere har været med til at sikre skoven.
  • Verdens Skove har sikret 15.287 m2 af skoven med Skovcertifikater.
  • Også en række virksomheder har støttet opkøbet af Kraruplund.

06.11.2024DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Vi kan løfte mere natur sammen, end vi tror

27.09.2024DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Naturen savner handling, ikke PowerPoints

25.09.2024DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Mere natur for pengene

21.12.2023DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Grøn julegave fra 18.315 danskere: Trine, Camilla og Christian er med til at give en hel skov

19.12.2023DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Sjælden vestjysk skov købt af 18.315 danskere som gave til naturen

13.10.2023DEN DANSKE NATURFOND

Sponseret

Truet flue får endnu bedre levesteder i Vejle Ådal