Vi kan løfte mere natur sammen, end vi tror
Hver gang Gartnernes Forsikring runder 100 nye kunder, får Den Danske Naturfond midler til at genoprette 20 m2 dansk natur. Donationen opgøres årligt og bygger på idéen om, at mange bække små gør en stor å. Over tid betyder det en mærkbar forskel i det danske landskab – særligt når flere virksomheder løfter i flok. Internt giver det følelsen af at gøre noget stort med et lille budget.
35.640 kr. eller genopretning af 2.970 m2 natur i Danmark! Hos Gartnernes Forsikring har Lene Harvig, ansvarlig for marketing og kommunikation, netop fået årets opgørelse og modtaget årets NATURBEVIS fra Naturfonden – partnerskabet kører på 4. år i træk. Hun er stolt af beløbet og begejstret for værdien i at støtte projekter, der er kendetegnet ved involvering af mange virksomheder, vedholdenhed og faglighed. Dét er bæredygtigt, forklarer hun:
”Vi kunne da godt plante træer, men vores kompetencer er forsikringer – og ligesom i vores forretning, er det vigtigt for os, at vores indsats gør en reel forskel, fordi der er faglighed bag. Naturfonden har en langsigtet vision for dansk natur og biodiversitet. De ved, hvad de laver. Det giver tryghed.”
Derfor faldt valget på Naturfonden
Blandt de mange gode grønne formål derude var der desuden nogle afgørende fordele, som fik Lene Harvig til at indgå partnerskab med netop Naturfonden i 2021: Der var et match med Gartnernes Forsikrings værdier og grønne rødder. Partnerskabet var uden bagkant, så organisationens donation blev struktureret og vedholdende. Medarbejdere og kunder kunne forholde sig til dansk natur, fordi det er nært og kan ses. Og så er partnerskabet og effekten af det nemt at formidle internt og eksternt.
”Jeg tænker altid på, hvor vi kan bruge vores ressourcer og budget, så det giver bedst mening. Og det her kan alle se meningen i. Det matcher organisationens værdier. Medarbejderne er 100 % med, selv om det betyder et nej til andre gode formål. Og det ræsonnerer godt ude hos kunderne”.
Den nemme bæredygtighedshistorie
Lene Harvig understreger, at partnerskabet med Naturfonden er den nemme historie i en større bæredygtighedsfortælling – den er transparant, konkret og målbar, og så giver den noget at være stolt af her og nu. Selv fortæller hun løbende om partnerskabet på SoMe, i nyhedsbreve og på hjemmesiden.
”Jeg tror, mange er gået fra at se bæredygtighed som noget nemt a la køb et træ til at skulle navigere i en ekstremt stor og kompleks sammenhæng. Resultaterne skal nok komme, men hvorfor ikke gøre noget i det små, mens vi arbejder på de store linjer? Jo flere der støtter, jo mere natur kan Naturfonden sikre.”
Fra idé til udregningsmodel
Marketing er ofte et sted med mange idéer, det kender Lene Harvig alt til, derfor gik hun struktureret til værks og sikrede opbakning fra ledelsen og økonomiafdelingen. Den nemme del var at finde et strategisk fokus og forklare, hvorfor partnerskabet med Naturfonden gav mening. Den lidt mere tricky var at finde en måde at udregne støtten, fortæller Lene Harvig:
”Jeg gik til økonomiafdelingen med ønsket om at finde en udregningsmodel, der var proportionel med antallet af nye kunder, til at forstå for mennesker og økonomisk ansvarlig overfor vores ejerkreds, som er vores kunder. Herefter regnede økonomiafdelingen på det, og sammen fandt vi løsningen: Jo bedre det går os, jo bedre kan vi være med til at gøre Danmark grønnere.”
Læs flere eksempler på naturinvesteringer her www.naturfonden.dk/strategiske-partnerskaber