Taxiselskab må ikke markedsføre sig som klimavenligt
Det var vildledende, at DanTaxi gav indtryk af, at selskabet var mere klimavenligt end andre taxiselskaber, siger Forbrugerombudsmanden i ny afgørelse.
DanTaxi fjerner mærkat med miljømæssige påstande fra selskabets vogne efter kritik fra Forbrugerombudsmanden. Mærkatet er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, da det fejlagtigt giver indtrykket af, at DanTaxi er mere klimavenlig end andre taxiselskaber.
Forbrugerne skal kunne regne med, at virksomheder, der anvender miljømæssige udsagn i deres markedsføring, gør mere for miljøet end deres konkurrenter, og hvad lovgivningen kræver. Er det ikke tilfældet, vil virksomhedens markedsføring som udgangspunkt være vildledende.
Det er Forbrugerombudsmandens besked til DanTaxi, efter at selskabet gennem en længere periode har anvendt et mærkat med teksten Klima venlig kørsel Denne taxi er en energiklasse C eller bedre!.
Brugen af mærkatet er vildledende
Brugen af mærkatet er efter Forbrugerombudsmandens opfattelse vildledende, da DanTaxi ikke har kunnet dokumentere, at de er særlig klimavenlige hverken i forhold deres konkurrenter, eller hvad lovgivningen kræver.
DanTaxi har meddelt Forbrugerombudsmanden, at de har stoppet brugen af mærkatet, og at de straks vil fjerne mærkatet fra selskabets vogne samt hjemmeside.
Kunne ikke dokumentere påstanden
Mærkatet fra DanTaxi bestod af et symbol i farverne grøn og blå, der viste to blade efterfulgt af teksten: Klima venlig kørsel Denne taxi er en energiklasse C eller bedre!
Forbrugerombudsmanden bad selskabet dokumentere udsagnet og bemærkede i den forbindelse, at det følger af lovgivningen, at alle nye indregistrerede taxier tilhørende kategorien almindelig bil siden 21. oktober 2011 som minimim har skullet tilhøre energiklasse C og siden 1. marts 2012 energiklasse B.
Forbrugerombudsmanden meddelte DanTaxi, at brugen af mærkatet efter hans opfattelse er vildledende og i strid med markedsføringsloven.
Miljøudsagn skal kunne dokumenteres
Brug af miljømæssige og etiske udsagn
Forbrugerombudsmanden har udarbejdet en vejledning om brug af miljømæssige og etiske udsagn i markedsføringen. Formålet med vejledningen er bl.a. at beskytte forbrugerne mod vildledning og uetisk markedsføring og samtidig sikre en reel og loyal konkurrence mellem de erhvervsdrivende.
Det følger blandt andet af vejledningen, at ethvert markedsføringsbudskab skal være korrekt og præcist, relevant og afbalanceret samt klart formuleret. Forhold eller krav, der følger af lovgivningen, fx et forbud mod at bruge visse stoffer i en produkttype, må ikke bruges selvstændigt i markedsføringen.
Alle miljømæssige og etiske påstande skal kunne dokumenteres. Ifølge en dom fra Sø- og Handelsretten af 30. december 2011 må der stilles strenge krav til rigtigheden af miljømæssige udsagn i markedsføringen.
Læs Forbrugerombudsmandens vejledning om miljømæssige og etiske udsagn i markedsføringen.
Læs Sø- og Handelsrettens dom om krav til miljømæssige udsagn i markedsføringen