Vestjylland får Brinttankstationer og hybridkøretøjer
Til juni åbner 6 brint tankstationer samtidig med, at et stort antal brændselscelle hybridkøretøjer sættes i drift i Holstebro, Ringkøbing, Hvide Sande og Skjern. Projektet går under navnet Hydrogen Link Vestjylland. Det er det hidtil største projekt indenfor brint til transport i Danmark.
Udgangspunktet for projektet er at anvende vedvarende energi som f.eks. vindenergi til produktion af den brint, der skal drive køretøjerne. Brinten anvendes som energibærer i transport, hvilket er en fordel for Danmarks miljø og forsyningssikkerhed. Brint og brændselscelle teknologien i projektet leveres af H2 Logic A/S og udvikles i et samarbejde mellem lokale og internationale virksomheder.
Projektet koster 13 millioner kroner og er finansieret af mere end 20 forskellige offentlige og private aktører, bl.a. Energistyrelsen og Vestas Wind Systems A/S. Foruden åbningen af brint tankstationerne i Vestjylland til juni 2008 planlægges der frem mod klimatopmødet i 2009 åbning af brint tankstationer flere steder i Danmark.