Vilde resultater: Natur i erhvervsområde gør en kæmpe forskel

Ny insekttælling viser, at indsatsen for en øget biodiversitet på Avedøre Holme har gjort en kæmpe forskel for antallet af insekter og vilde bier i området. Det gør en kæmpe forskel for biodiversiteten, når man inviterer naturen indenfor.

Vild natur på Avedøre Holme.

Det viser en indsats i erhvervsområdet Avedøre Holme, hvor 19 virksomheder og Hvidovre Kommune er gået sammen om at styrke naturen og dyrelivet i området. Sammenlagt har de i løbet af to år udlagt 15 hektar til vild natur – eller hvad der svarer til 5 % procent af det samlede erhvervsareal.

Nu er det så undersøgt, om det har gjort en forskel – og det har det i den grad!

Talt insekter
I løbet af sommeren har en flora/fauna-registrator fra Ishøj Naturcenter været på ’insekttælling’ på tre forskellige målepunkter i erhvervsområdet og registreret antallet af insektarter – på tre områder med ’vild natur’ og på tre områder med almindelige græsplæner.

Og resultatet er overvældende: Antallet af insektarter i biodiversitetsområderne er markant højere end på græsarealerne. På et 100 m2 ’vildt område’ er der fx fundet 105 forskellige arter, mens der på den nærliggende græsplæne blev fundet 2 arter. Der er endda fundet flere rødlistede arter – altså sjældne arter, der er i fare for at uddø – samt arter, der aldrig før er registreret i Hvidovre.

– Resultatet er ret overvældende. Det er fantastisk, at vi nu kan være med til at vise, at selv en relativt lille indsats kan gøre en markant forskel for naturen. Det gør også en forskel, at vi virksomheder og kommunen har været sammen om indsatsen, fordi det har gjort det nemmere for den enkelte virksomhed at gå med i projektet, siger fabrikschef Morten Willadsen fra Sv. Michelsen Chokolade, der er en af de 19 virksomheder, som indtil nu har været med i samarbejdet.

Det unikke ved biodiversitetsprojektet på Avedøre Holme er, at det er de lokale virksomheder, som i et partnerskab med kommunen er gået i front og har taget initiativ til skabe en øget biodiversitet i erhvervsområdet. Hvidovre Kommune har bistået med vejledning om naturmæssige forhold og har omlagt vejkanter i området til vild natur.

Hvidovres borgmester Anders Wolf Andresen er lige som virksomhederne overrasket over den store effekt, tiltagene med vilde blomster og braklægning har haft.

– Det viser virkeligt, at vi alle kan være med til at gøre en forskel for biodiversiteten. Det viser også, at vores erhvervsområder kan være en vigtig brik i arbejdet med at få naturen til at udvikle sig. Natur og erhverv behøver ikke at være hinandens modsætninger, og som borgere i Hvidovre kan vi være stolte af, at vi konkret gør en stor forskel for biodiversiteten og truede arter i vores kommune. Jeg håber, at vores arbejde for at gøre Avedøre Holme til Danmarks grønneste erhvervsområde kan inspirere andre virksomheder, erhvervsområder og kommuner til også at gøre en lignende indsats, siger han.

På Avedøre Holme er der allerede i dag flere sjældne arter som flagermus, grønbrogede tudse, orkideer, salamandre – og nu tilføjes så flere sjældne insektarter til listen.

Indsatsen for en øget biodiversitet slutter dog slet ikke her. Alle de øvrige virksomheder i området er inviteret til at være med, der opsættes fuglekasser til mursejlere, mejser og stære hos virksomhederne, ligesom der sammen med FGU Vestegnen laves insekthoteller til området.

Udover indsatsen for en øget biodiversitet samarbejder virksomheder, kommunen og grundejerforeningen også om fx fælles vedvarende energiløsninger, fælles affaldsløsninger og grøn mobilitet.

FAKTA
Antallet af registrerede insektarter på de tre områder:

  • Målepunkt 1 (100 m2): 105 insektarter på det vilde område, 2 på græsområdet
  • Målepunkt 2 (800 m2): 120 insektarter på det vilde område, 4 på græsområdet
  • ​Målepunkt 3: (2.000 m2) 151 insektarter på det vilde område, 8 på græsområdet

I alt er der registreret 204 forskellige insektarter på de tre biodiversitetsområder – heraf 17 vilde bier.

Der er også fundet flere rødlistede (sjældne) arter i området, fx Tornbi, Stor enggræshoppe, Rød kåltæge og Sydlig sivgræshoppe.

Læs mere om projektet og se de tre insektregistreringsrapporter på avedoreholme.hvidovre.dk/vildnatur eller kontakt Kasper Larsen, kommerciel direktør hos KLS PurePrint, for mere information.

09.12.2024KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

Biodiversitet: Sådan kan I gøre en forskel

14.05.2024KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

Nye regler for emballage udfordrer kosmetikbranchen: Sådan arbejder Rudolph Care med bæredygtighed

06.10.2023KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

Vilde resultater: Natur i erhvervsområde gør en kæmpe forskel

25.05.2023KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

Ny typografi kan spare miljøet for 76 mio. Trykte sider!

10.03.2023KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

Verdens første Cradle to Cradle guld-certificerede emballage til Devi by Danfoss

07.03.2023KLS Grafisk Hus A/S

Sponseret

KLS Pureprint – Fra bronze til Cradle to Cradle guld-certificeret