Danmarks næststørste rejsekoncern udskifter plastserveringsbakker til bakker i Cradle to Cradle-certificeret karton
Travelheart Family, Danmarks næststørste rejsekoncern, udskifter plastserveringsbakkerne, som vi kender fra flyrejsen, med serveringsbakker i Cradle to Cradle®-certificeret karton.
Navnet vil du ikke genkende fra flybilletter eller rejsebeviser, men selskaberne i koncernen består af velkendte navne, blandt andre Primo Tours, Bravo Tours, Århus Charter, Danski og USA Tours.
Primo Tours koncernen blev etableret i 2009 og består i dag af 15 selskaber, der alle er relateret til rejsebranchen og er samlet under paraplynavnet Travelheart Family. Rejsekoncernen har årligt over 250.000 gæster og dækker sol-, ski- og specialrejser. Derudover driver Travelheart Family egne hoteller under navnet Heart Hotels.
Mere bæredygtige valg
Rejsekoncernen er desuden hovedaktionær i flyselskabet Airseven, som sender rejseglade gæster afsted mod feriedestinationerne. I Travelheart Family har man valgt at udskifte de klassiske plastserveringsbakker til flygæsterne med serveringsbakker i Cradle to Cradle®-certificeret karton. Og miljøvenlige valg betyder meget for koncernen, der befinder sig i en branche, som ikke umiddelbart forbindes med klimavenlige løsninger.
”At kunne træffe de rigtige valg, hvor det er muligt, er af enorm betydning for os. Vi vil gerne sende et stærkt signal til vores samarbejdspartnere og ikke mindst vores gæster om, at vi er dedikeret til ansvarlig virksomhedspraksis, fortæller Maximillian Ashby, Retail Coordinator i Travelheart Family.
”Hele vores projekt udsprang af et ønske om at kunne påvirke hvert led i vores supply chain. Da vi tog skiftet fra at bruge eksterne leverandører til at afvikle alt internt, fik vi også muligheden for at kunne implementere tiltag, som vi selv kan stå inde for. Vi ønsker at give vores passagerer den bedste oplevelse når de flyver med os – herunder at tilbyde de mest miljøvenlige løsninger under deres flyrejse. At udskifte plastserveringsbakkerne med kartonbakker er blot ét af mange skridt i den rigtige retning for at kunne minimere vores miljøpåvirkning”, beskriver Maximillian Ashby.
Materialeskift fører til besparelser
Udover at valget om at udskifte plastikbakkerne med kartonbakker er mere bæredygtigt, så gavner det også i forbindelse med det udvidede producentansvar for emballage. Udskiftning af materialet reducerer ikke mængden, men materialet konverteres fra plast til karton og opnår dermed en lavere sats på emballageafgiften. Lovgivningen er endnu ikke helt på plads, og derfor kan der endnu ikke siges noget med sikkerhed, når det kommer til de økonomiske rammer for producentansvaret. Men konsulentvirksomheden COWI forventer at bidragssatserne for karton bliver cirka 357 kr. pr. ton og 4364 kr. pr. ton for plast.
I beregningerne til Travelheart Family skal der tages højde for, at kartonen vejer cirka 10 % mere end plastik. Dette betyder konkret, at hvis serveringsbakkerne var i plast, ville 1 ton koste 4364 kr. i bidragssats og den samme mængde emballage i karton vil veje 1,1 ton og koste 393 kr. På trods af kartonens mervægt, svarer skiftet fra plastik til karton til en forventet besparelse på 91 % i bidragssats.
Partner i mission om at minimere miljøpåvirkning
Som et led i missionen om at minimere miljøpåvirkningen har Travelheart Family indgået en samarbejdsaftale med KLS PurePrint, som står for at trykke serveringsbakkerne.
”Vores samarbejde med salgsdirektør, Jan Nielsen, har været præget af en åben og konstruktiv dialog, hvor KLS PurePrint har været lydhøre over for vores behov og ideer, hvilket har resulteret i et produkt, vi er meget stolte af at kunne præsentere for vores gæster”, siger Maximillian Ashby og afslutter, ”KLS PurePrint har levet op til deres ekspertise og erfaring, hvilket har gjort det muligt for os at implementere ny emballage af høj kvalitet, som lever op til vores krav til både funktionalitet og bæredygtighed. Den innovative tilgang til miljøvenlige løsninger har givet os tryghed i, at vi har valgt en partner, der lever op til de højeste standarder inden for tryksager”.
KLS Pureprints evner inden for emballage
Emballage
KLS PurePrint har leveret emballage i karton til danske virksomheder i mere end 20 år.
Det store gennembrud kom i 2016, hvor det blev muligt for os at levere Cradle to Cradle certificeret emballage. Det betyder at de er produceret i henhold til Cradle to Cradles retningslinjer. For at overholde kravene skal det bl.a. tilsikres, at der ikke er tilsat nogen skadelige kemikalier som findes på listen ”Banned List of Chemicals”.
Vi deltager meget gerne med rådgivning og sparring i forbindelse med nyudvikling eller ændring af jeres emballager. Vi stiller den nødvendige ekspertise og viden om konstruktion, funktionalitet og valg af karton kvalitet til rådighed. Det er afgørende at design, funktionalitet, drift og økonomi spiller optimalt sammen.
Vi tilbyder ikke standardemballager, men leverer kun emballage som er designet til den enkelte kundes ønsker og behov.
Vores PurePrint karton er godkendt til direkte fødevarekontakt.
Fødevareemballage
Vi producerer rigtig mange fødevareemballager, herunder emballager til økologiske, vegetariske og veganske produkter.
En Cradle to Cradle certificeret emballage er kundens sikkerhed for, at emballagen er produceret så den er sikker for mennesker og miljø. Emballagen er desuden biologisk nedbrydelig og komposterbar. Vi kalder det PurePrint.
Vi har i samarbejde med Unilever og Daka Refood bl.a. udviklet en madspildskasse, TreatBox, som er næste generations doggy bag. Maden kan transporteres hjem direkte i æsken, da kartonen er godkendt til direkte fødevarekontakt.
Non-food emballage
Mange virksomheder ønsker at bidrage til en mere bæredygtig fremtid. Og de ved, at deres kunder bliver mere og mere bevidste om produktets og ikke mindst emballagens miljømæssige belastning. Kartonemballage et godt sted at vise omverdenen at man gør noget.
Derfor anvender flere og flere virksomheder Cradle to Cradle certificeret karton emballage. Vi leverer bl.a. produkter til personal care, parfume, kosmetik, medicinal, hygiejneprodukter, babyudstyr og til industrien.
På emballagen er der mulighed for at fortælle, at emballagen er produceret mere bæredygtigt, at den er biologisk nedbrydelig og komposterbar samt at den er Cradle to Cradle certificeret.
Pureprint karton
Med PurePrint får du produkter, der bl.a. er Cradle to Cradle Guld certificerede og CO2 neutrale. For at overholde kravene skal det tilsikres, at der ikke er tilsat nogen skadelige kemikalier som findes på listen ”Banned List of Chemicals”. Vi anbefaler at anvende produkterne til genbrug, hvilket giver bedst udnyttelse af jordens ressourcer, men produkterne er ligeledes biologisk nedbrydelige og komposterbare.