6 veje til det bæredygtige forbrugerhjerte
Hvordan skal man som virksomhed tappe ind i markedspotentialet for bevidst forbrug og vinde forbrugernes gunst? Og hvordan kan man ændre forbrugernes adfærd, hvis man som virksomhed selv har grønne ambitioner? Her er 6 principper og cases til inspiration.
Markedet for bevidste forbrugere er i vækst.
Men hvordan skal man som virksomhed tappe ind i markedspotentialet for bevidst forbrug og vinde forbrugernes gunst? Og hvordan kan man ændre forbrugernes adfærd, hvis man som virksomhed selv har grønne ambitioner?
Det hele starter med at forstå, hvordan forbrugerne er forskellige, og hvordan man som virksomhed tapper ind i forskelligheden på en både effektiv og troværdig måde.
På vores praktiske Sustainable Business Change Manager uddannelse stiller vi på Modul 3 skarpt på virksomhedens værdikædeaktiviteter, og som en del af det ser vi også på salg og kundeinvolvering.
I den forbindelse arbejder vi med seks principper for at skabe kundeengagement:
- Informere.
- Eliminere muligheder (choice editing).
- Oplyse og uddanne.
- Påvirke (nudging / adfærdsdesign).
- Involvere.
- Samskabe og dele (collaborative consumption).
Valget af principper afhænger af, hvilke forbrugersegmenter man vil arbejde med, og hvad målet er.
Opgaven vil eksempelvis være forskellig, afhængig af om målet er at fastholde en forbruger i sin allerede eksisterende adfærd, eller om det er at få en forbruger til at ændre sin adfærd.
Seks virksomhedscases
Her er nogle forskellige eksempler på, hvordan virksomheder omsætter principperne i praksis:
1. Max Burger informerer på menukortet om, hvilken mængde CO2e i kg hvert måltid udleder. Ingen pegede fingre, blot fakta, så forbrugeren kan træffe sit eget valg.
2. COOP har længe været dansk frontløber på såkaldt choice editing. Ved selv at fjerne produkter fra hylderne som f.eks. burhønseæg og Roundup eliminerer de denne købsmulighed på vegne af forbrugeren.
3. Den franske supermarkedskæde Intermarché var blandt de første til at oplyse forbrugere om madspild med kampagnen Le Fruits et Légumes Moches for at fremme køb af grimme frugter og grøntsager – og øgede samtidig sit salg derved.
4. Mastercards Doconomy-kreditkort har en månedlig CO2-grænse for forbrugernes købstransaktioner, og nudger dem dermed til at holde igen med CO2-belastende indkøb.
5. H&M har med sin tidligere Vote to Make a Difference-kampagne involveret forbrugerne i at stemme på, hvilke tre gode formål H&M’s Conscious Foundation skulle støtte op om.
6. Circos (tidl. Vigga) udlejer bæredygtigt graviditets- og børnetøj på abonnement, og giver dermed kunderne mulighed for at blive del af et cirkulært forbrug sammen med andre familier.
Som de seks eksempler viser, kan tilgangen til at ændre forbrugernes adfærd varieres og differentieres.
Men vejen til det bæredygtige forbrugerhjerte går altid gennem transparens, tillid og ikke mindst autentisk handling.
Hvilken tilgang vil være den rigtige for din virksomhed? Og (hvordan) kan I selv vise vejen?
Denne artikel er et uddrag fra et tidligere Børsen debatindlæg, Her er seks veje til det bæredygtige forbrugerhjerte.
Sustainable Business Change Manager uddannelsen med certificering udbydes i regi af vores kursusenhed, The Social Business Academy i samarbejde med stærke erhvervsaktører som Dansk Erhverv og Etisk Handel. Læs mere om forløbet: Uddannelse med certificering i Sustainable Business & Change Management