Byggeriets grønne omstilling kræver større kønsmæssig diversitet

Det er et problem, at kun en ud af ti ansatte i byggeriet er kvinder, for mangfoldige arbejdspladser er mere innovative. Hvis byggeriet skal gå ind i klimakampen, kræver det derfor større diversitet i branchen, skriver Vibeke Lydolph og Palle Adamsen.

Kun en ud af ti ansatte i byggeriet er kvinder. Der er brug for større diversitet, hvis byggeriet skal leve op til sit ansvar i klimakampen, skriver Vibeke Lydolph og Palle Adamsen. (Foto: Torkil Adsersen/Ritzau Scanpix).

Alle er enige om, at vi står midt i en klimakamp. Den nye klimadagsorden kræver en seriøs omstilling af byggeriets måde at arbejde på, hvor byggebranchen igangsætter en hidtil uset grad af grøn innovation og nytænkning i byggeriet. Og byggeriet er for alvor blevet inviteret med indenfor, da regeringen tiltrådte med en ambition om blandt andet at inddrage byggeriet i en ny klimahandlingsplan. Det giver på alle måder mening.

Men på nogle områder er vi på branchens vegne bekymrede for, om vi kan levere de nødvendige resultater i en branche, der i så høj grad er ledet næsten udelukkende af mænd, hvor både køns-, alders- og etnisk diversitet nærmest er fraværende. 

Hvor er de kvindelige rollemodeller?
Kun ni procent af de ansatte i byggeriet er kvinder. Det er langt færre end i eksempelvis Forsvaret, som man ellers har kritiseret for at mangle kønsdiversitet i geledderne. Og selvom man måske tænker, at det nok hovedsageligt er på byggepladserne og i håndværksfagene, at skævheden er størst, så er det faktisk ikke alene tilfældet.

Selv om det langsomt går fremad, så består størstedelen af lederne stadig af mænd i en snæver aldersgruppe mellem 50 og 70 år. Og kigger man i Licitationens magasin ’Byggeriets Top’ fra 2019, er kvinder billedligt repræsenteret på kun tre ud af 138 sider. 

Til årets Building Awards, hvor cremen af lederne i Danmarks byggebranche var samlet, var det bemærkelsesværdigt at se, hvor lidt diversitet der var repræsenteret i alle kategorierne – det gjaldt for både finalister og vindere såvel som jurymedlemmer og oplægsholdere ved konferencen tidligere på dagen.

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar uddelte her Jubilæumsprisen for samfundsansvar for netop at hylde de initiativer, der sætter fokus på værdien af mangfoldighed i byggeriet. De tre finalister, Boss Ladies, Enemærke & Petersen og Himmerland Boligforening, viste på hver sin måde, at det kan lade sig gøre at udfordre vanetænkningen i byggeriet med en målrettet indsats.

Hvis vi skal skabe den forandring, som forventes af vores branche, må vi samarbejde om at vende statistikken og få mere fokus på at omfavne diversitet.

Vibeke Lydolph Lindblad og Palle Adamsen Henholdsvis bestyrelsesmedlem og formand, Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar

Mangfoldighed er en driver til vækst og forretningsudvikling
Der er masser af undersøgelser, der viser, at diversitet er en stærk og sågar nødvendig komponent i at skabe udvikling og innovation i en verden, der er i konstant forandring. Undersøgelser fra blandt andet Silicon Valley viser, at forskellige køn og etniciteter er afgørende for at skabe forretningsudvikling.

ISS har lavet undersøgelser, der viser, at mangfoldige team tjener 3,7 procentpoint mere til bundlinjen end ikke mangfoldige team, og at virksomheder med mangfoldighed i ledelsen i gennemsnit tjener 12,6 procentpoint mere end virksomheder uden mangfoldighed i ledelsen. Samtidig har Boston Consulting Group netop forudsagt, at diversitet, både i form af køn og nationalitet, bliver afgørende for, om virksomheder får succes i 2020’erne.  

Skal mangfoldigheden på arbejdsmarkedet sikres, så er vi nødt til at se på de strukturelle årsager til den manglende diversitet. Et forhold, som Dansk Industris direktør, Lars Sandahl Sørensen, mandag 9. december pegede på, da han i Berlingske meldte ud, at Dansk Industri vil have længere barselsorlov til mænd.

Diversitet på arbejdsmarkedet er nemlig afhængig af, at mændene kan tage en større del af barslen. Med øremærket barsel til mænd kan vi som samfund skabe en kulturændring, som gør det nemmere for kvinder at komme tilbage på arbejdsmarkedet efter barslen, og hvor flere kvinder bliver forfremmet.

Diversitet på ledergangene
Specifikt i byggebranchen nedsatte Dansk Byggeri i marts 2018 Byggeriets Kvinderåd, der havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan bygge- og anlægsbranchen kan tiltrække flere kvinder til faget. Målet er at fordoble antallet inden for de næste ti år. En anbefaling lyder på, at den stereotype fortælling om byggeriet som mandefag bør ændres – lige fra rekrutteringskampagner til en kulturændring ude på byggepladserne.

Men hvis lederne i branchen ikke engang evner at hejse foregangsflaget i diversitetens tegn, kan man tvivle på, hvor store chancer kulturforandringen reelt har for at manifestere sig ude på byggepladserne.

Samfundet står midt i en klimakrise, og vi i byggeriet bærer et stort ansvar. Vi drømmer om og tror på, at den nødvendige innovation i byggebranchen skal skabes gennem diversitet. Det kan ikke overlades til en så homogen gruppe, som branchen repræsenterer i dag.

26.11.2024Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

ESG kan være en løftestang for en ny kultur i byggeriet

20.08.2024Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

ESG-råd skal finde fælles fodslag for ESG-arbejdet i bygge- og anlægsbranchen

28.06.2024Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

ESG-råd skal kortlægge udfordringer og muligheder i bygge- og anlægsbranchen

18.06.2024Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

Anbefalinger fra unge skal sikre en god start for nye i byggebranchen

22.05.2023Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

Stærk almen profil overtager forpersonsposten i Byggeriets Samfundsansvar

16.05.2023Byggeriets Samfundsansvar

Sponseret

Byggeriets Samfundsansvar opruster med ny stærk CSR-profil