CSR i Alfix A/S
Ansvarlighed har ligget Alfix på sinde siden virksomhedens stiftelse i 1963. Som dansk familieejet produktionsvirksomhed anses det af ejerne og ledelsen som helt naturligt, at ansvaret også rækker udover det kommercielle.
Alfix blev stiftet af Hans C. Toft i Kolding i 1963. Som konsulent for en flisegrossist blev han ofte mødt med reklamationer med krakelerede fliser. Problemet skyldtes ikke fliserne men derimod kvaliteten af den bagvedliggende flisemørtel, som mange murere typiske brugte på den tid. Hans C. Toft udviklede en stærk og holdbar recept, og hermed var det første Alfix produkt født.
Fliseklæberen Alfix Universalmørtel udmærkede sig ved sin overbevisende vedhæftning til flise og underlag. Netop denne vedhæftningsevne udgør også i dag selve kernen i Alfix og den byggetekniske ansvarlighed, som virksomheden bygger på. Alfix-navnet er en sammentrækning af ”all” og ”fix” i betydningen: kan montere alt til fliser på forsvarlig vis, og den syd-østjyske virksomhed blev hurtigt en succes i 1960´erne, hvor byggeaktiviteten var stor.
Ansvarlig styrke – et løfte
Små 50 år senere kom sloganet ”Ansvarlig styrke” til verden, og koblingen til udgangspunktet for den familieejede forretning er klar.
”Med Ansvarlig styrke ønsker vi at kommunikere de fordele som vores kunder, slutbrugere, samarbejdspartnere og det omgivende samfund kan opnå sammen med os. Ansvarlig styrke handler også om evnen til at kunne balancere byggetekniske og kommercielle behov med ansvarlig opførsel – ansvarlig i den bredest mulige betydning. Sloganet kunne sagtens have været opfundet tilbage i 1963, da det kommunikerer selve essensen af vores forretning”, siger Anders Bertelsen Toft, direktør (CCO og 3. generation af ejerfamilien Toft).
Det er virksomhedens ambition, at den med sit slogan fortæller, at den har interesser ud over de rent kommercielle. Alfix ønsker at skabe tryghed for sine samarbejdspartnere – en tryghed som understøttes af kvalitetsprodukter, professionel byggeteknisk vejledning, en sund økonomi samt en ambition om fremadskuende ansvarlighed i samtlige aktiviteter.
”Ansvarlighed har mange ansigter, og hos os er den blandt andet formuleret i en enkel og dynamisk CSR strategi med 3 søjler – Bæredygtighed, Uddannelse og Velgørenhed”, fortsætter Anders Bertelsen Toft.
CSR strategi med 3 søjler
- Bæredygtighed:
Miljøredegørelser: Alfix har siden 2000 udarbejdet omfattende Miljøredegørelser – 7 stk. er det blevet til. Disse redegørelser indeholder målsætninger og konkrete strategier for reduktion af miljømæssig påvirkning og fremme af et bedre arbejdsmiljø for såvel medarbejdere, kunder, udførende håndværkere og samfundet. Alfix vandt i 2012 den eftertragtede branchepris Byggeriets Miljøpris for sin holistiske miljø- og arbejdsmiljøstrategi. I 2016 var virksomheden igen i det grønne søgelys, da Alfix var blandt de nominerede til miljøprisen. CSR organisationen Green Network har gennem alle årene været en fast sparringspartner på området, hvor de har godkendt de mange miljøredegørelser.
Det handler blandt andet om at nedbringe virksomhedens el-, vand- og varmeforbrug samt muligheden for at genanvende materialer i produktionsprocesser og færdige produkter. Overskudsmateriale, som ikke kan oparbejdes i nye produktionsprocesser, doneres eksternt til produktion af asfalt mv, og flere Alfix produkter indeholder råvarer, der stammer fra genbrugsglas. Endelig opfylder en lang række Alfix produkter kriterierne for Nordic Ecolabel og kan derfor trygt anvendes til Svanemærket byggeri.
- Uddannelse:
Support af unge håndværkere: Alfix er hovedsponsor for flisemurerfaget ved DM, EM og VM i Skills - mesterskaber for erhvervsuddannelser. Sponsoratet består både af produkter til brug ved konkurrencerne samt økonomisk støtte til at udvikle de unges håndværker talent. Men donationerne stopper ikke her. Virksomheden har også i mange år tilbudt alle danske murerfagskoler gratis produkter til brug i deres undervisning, hvilket mange skoler flittigt gør brug af.
Adoption: Under uddannelsesparaplyen har virksomheden også fået erfaring med adoption. Alfix adopterede nemlig en lokal indskolingsklasse fra en nærliggende folkeskole. I perioden 2015-2018 kom klassen flere gange på besøg for at få indsigt i, hvordan en alsidig arbejdsplads fungerer. Børnene oplevede ved selvsyn, hvordan uddannelse fører til arbejde, og at der i en produktionsvirksomhed indgår mange forskelligartede jobfunktioner. I en stærk produktions-værdikæde indgår faglærte i produktionen, laboranter på laboratoriet, håndværksuddannede salgskonsulenter og akademikere på kontoret. Et anderledes, spændende og givende samarbejde for alle parter.
Upcycling: Endelig har Alfix indgået et partnerskab med ”Skatkammeret” i Kolding Kommune, som er en institution, der indsamler og distribuerer overskudsvarer til kommunens mange institutioner, skoler og foreninger. Her har Alfix doneret store mængder ubrugt overskudsemballage. Ved hjælp af Skatkammerets initiativ har kommunens mange børn givet vores kasserede fugemasse-sække et nyt og kreativt liv, og således er ”affald” blevet transformeret til fantasifulde kreationer i form af drager, dragter og urtepotteskjulere - med udpræget upcycling-karakter.
- Velgørenhed:
Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse er faste samarbejdspartnere grundet deres velgørende arbejde, som matcher Alfix´s ønske om at støtte udvalgte ansvarlige organisationer.
Lokalt er Trapholt Kunstmuseum og slottet Koldinghus på listen over organisationer, der modtager økonomisk support.
Alfix sponserer ligeledes produkter, såsom fliseklæbere og fugemasser, til en lang række minibyer i hele landet, hvor lokale ildsjæle frivilligt og på forbilledlig vis arbejder med at genskabe deres by, sådan som den tog sig ud i ”gamle dage”.
Det skal give mening
”Alfix er en kommerciel virksomhed, og vi er primært sat i verden for at skabe tryghed for vores kunder og slutbrugere. At vi økonomisk kan generere indtjening ud fra disse aktiviteter, er en forudsætning for, at vi kan overleve og udvikle os. Men det kommercielle bør ikke stå alene. Ansvarligheden ud mod det omkringliggende samfund skal også være til stede, og her har vi i Alfix nogle klare værdier og en ambition om at gå forrest i branchen”, siger Anders Bertelsen Toft.
I Kolding er det nemlig rationalet og ambitionen, at jo bedre den ansvarlige ”elev i klassen” klarer sig – jo mere godt og ansvarligt kan den levere tilbage til branchen og sine omgivelser.