Danske forbrugere straffer børnearbejde
Danskere fravælger produkter og brands, der forbindes med børnearbejde og dårlige arbejdsforhold. Det viser en undersøgelse fra CSR Fonden.
Når der er sager om børnearbejde og dårlige arbejdsforhold, er de danske forbrugere ikke i tvivl om, hvor de står. Forbrugerne fravælger produkter og brands, der har været i mediernes søgelys i forbindelse med børnearbejde. Det viser en undersøgelse udført af Radius Kommunikation og Epinion for CSR Fonden.
Læs også: 5 hurtige til den nye forretningsudvikler for Fairtrade Mærket
Ifølge CSR-chef hos revisionsfirmaet KPMG, Christian Honoré, er undersøgelsens resultater udtryk for at danske forbrugere stiller krav til producenterne.
Der er generel enighed om, at virksomhederne ikke må have børnearbejde i deres værdikæde. Udviklingen er båret frem af konkrete sager om blandt andet Nike, der blev afsløret i at have leverandører, der brugte børnearbejde.
I Danmark har chokoladeproducenten Toms været igennem mediemøllen, da de blev beskyldt for at bruge kakaoleverandører, der benyttede børnearbejde.
Læs også: Ny undersøgelse: Mærker guider forbrugerne mere end Facebook
Der er dog fortsat tillid til producenterne hos de danske forbrugere. Undersøgelsen viser at 72 procent generelt har tillid til, at danske produkter er fremstillet ansvarligt.
Helene Regnell, der er CSR-chef hos Dansk Supermarked er positivt stemt over for undersøgelsens resultater og nikker genkendende til danskernes forbrugsmønstre.
Danskerne forventer, at tingene er i orden. Og reagerer ved at fravælge produkter, hvis de oplever, at det ikke er tilfældet, udtaler hun.
Læs mere om CSR Fonden her.