De gode nyheder for vandloppen afliver IKKE risikoen ved mikroplastik i havene
Nyt studie konkluderer efter forsøg med vandlopper at vi ikke skal være bekymrede for mikroplastik ender på vores middagstallerken. Men listen over kritiske huller i studiet er lang, og vi forsøger her at give et mere nuanceret billede af kompleksiteten.
De seneste dage har mikroplastik trukket overskrifter i danske medier. Baggrunden er ny forskning fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med professor Torkel Gissel Nielsen i spidsen. DTU konkluderer på baggrund af den nye forskning, at vandlopper – som er en vigtig fødekilde for fiskeyngel – indtager meget lidt mikroplastik, og at den mikroplastik, de indtager, er de gode til at håndtere enten ved at filtrere det fra eller skide ud igen. Godt for vandloppen! Det er dog direkte misvisende, når forskerne på baggrund af studiet af vandlopper konkluderer, at problemet med mikroplastik i fødekæderne så er afblæst.
Grundlæggende risikovurdering mangler
Der er mange aspekter ved denne konklusion, der kan anfægtes. Både Plastic Change og lektor i miljørisiko på Roskilde Universitet, Kristian Syberg, anerkender studiets resultater, der er umiddelbart opløftende og godt nyt for havmiljøet, men er stærkt kritiske over for at forskerne på DTU går alt for langt i deres videre konklusioner.
En af de grundlæggende forskningsmæssige kritikpunkter er, at der mangler en overordnet risikovurdering. Særligt fordi der inden for risikovurdering i forskningsverdenen er en særlig tilgang, der skal respekteres. Det hedder indenfor forskning en sensivitetsanalyse og handler blandt andet om at vurdere nøje, hvilke miljøer og organismer, der måles på, når der skal udarbejdes en risikovurdering. Ved at sammenstille alle tilgængelige data, kan det vurderes hvilke organismer der er mest sårbare. Det er netop disse mest udsatte organismer en grænseværdi skal fastsættes for, så de er beskyttede. I tilfældet med DTUs forskning har man ikke udført sådanne test.
Derfor mener Syberg, at det er for tidligt at gå ud og aflive risikoen ved mikroplastik. Han udtaler, at til trods for at de undersøgte vandlopper kan håndtere de givne plastikpartiker, gælder det ikke nødvendigvis for hele miljøet, idet konklusionen ikke er draget på baggrund af en systematisk risikovurdering.
Et andet problem i studiet er, at der konkluderes på en hel fødekæde på baggrund af organismer, der lever oppe i vandsøjlen. I Danmark finder vi hundrede tusinde gange mere mikroplastik i havbunden end i resten af havet. Det vil sige, at det interessante miljø i en risikovurderingssammenhæng særligt er de organismer, der lever på havbunden og som kan blive spist af de dyr vi selv fanger og spiser.
Til det deler Plastic Change den bekymring som Syberg påpeger, at vi af erfaring ved, at hvis man drager for tidlige konklusioner, dermed er med til at negligere et reelt problem, som kan komme frygteligt tilbage. Han pointerer at hvis vi tror, at faren er ovre, kan det blive endnu sværere i fremtiden at gøre noget ved problemet.
Faren er, at konklusionerne i DTU-rapporten bliver (mis)brugt som baggrund for fremtidig politisk lovgivning, der negligerer eller helt undlader at tage mikroplastik i naturen alvorligt.
Et tredje problem er, hvis rapportens konklusioner tolkes som dækkende ud over Danmarks grænser, på trods af at studiet kun har forsket på udvalgte steder i Danmark. I udlægningen af forskningen fra DTU kan det i medierne lyde som om, at resultaterne er internationalt gældende. De danske have er ikke så forurenet som mange andre steder i verden. Det hænger blandt andet sammen med, at vi er et velhavende land med en veludviklet affaldsinfrastruktur. Vi indsamler det meste plastikaffald, som så desværre enten eksporteres til Asien eller Afrika, eller vi brænder det selv af på forbrændingsanlæg. I mange lande i det globale syd ender plastikaffald på åbne lossepladser, eller i værste tilfælde som plastikforurening i miljøet og havene.
Risikovurderinger fra EU taler imod vandloppe-forsøg
Konklusionerne i DTU’s vandloppe-studie står i skærende kontrast til den risikovurdering, der er udført af EU’s kemikalieagentur ECHA og vurderinger foretaget af EU’s risikovurderingskomite RAC. Komiteen udtaler, at mikroplastik er svært nedbrydelige partikler, der let optages i organismer og transporteres i fødekæder. De konkluderer, at vi stadig ved for lidt om risikoen, men at der er grundlag for at konkludere, at plastikpartiklerne udgør en fare for mennesker og vores sundhed, fordi partiklerne er så svært nedbrydelige, ikke kan fjernes og har egenskaber der kan have langsigtede negative virkninger.
Ud over denne vurdering fra kemikalieagenturet og risikovurderingskomiteen, så vejledes EU Kommissionen af en række førende forskere i forskningsrådet SAPEA. Deres konklusion på mikroplastik er, at mikroplastik lokalt kan udgøre en risiko for fødekæder, og hvis plastikforurening fortsætter med at vokse i fremtiden, så kan mikroplastik udgøre en udbredt risiko for miljøet indenfor en generation.
Vi kan ikke “afblæse frygt for mikroplastik i havene”
Medier var hurtigt på tasterne med at skrive, at vi kan “afblæse frygt for mikroplastik i havene”. Vi ville ønske, at det var sandt, men kompleksiteten med mikroplastik i havene og vores fødekæder er langt større end kun hvad vandloppen kan bære. Vi ved nemlig, at mikroplastik finder vej ind i mennesker, idet det er fundet i menneskers lunger, afføring, moderkage, brystmælk, og senest også i vores blod.
Det er derfor ikke nemt at være forbruger og navigere i de mange nyheder i medierne. Forvirringen bliver ikke mindre, når enkeltstående forskningsresultater får et ordentligt svung i medierne. Det gælder overskrifter som for eksempel peger på, at du nu med ro i maven kan anvende din syntetiske, lyserøde plastik karklud i stedet for den hjemmestrikkede. Både forskere og medier må gribe i egen barm og sørge for at afstemme deres kommunikation, så den kan bære at blive set på af andres kyndige øjne. I dette tilfælde er både forskerholdet på DTU og de danske medier gået over stregen i forhold til, hvad international forskning og EU-regulering tilsiger.
Hos Plastic Change opfordrer vi til, at plastik omfattes af europæisk lov, så vi én gang for alle kan få styr på plastik i miljøet. En forudsætning for dette er, at vi får styrket forskningen i mikroplastik, herunder de mindste plastikpartikler. Det er stærkt bekymrende, at vi ikke kender konsekvenserne af at vi optager plastik fra vores fødevarer, fra luften og vores drikkevand.
