Digital markedsdialog fremmer bæredygtigt byggeri
Softwarevirksomheden Processio har udviklet en digital platform til markedsdialoger, der skal fremme bæredygtigt byggeri. Arbejdet er kulminationen på et tæt udviklingssamarbejde med byggeklyngen MiljøForum Fyn.
Sidste forår lød startskuddet for byggeriets første platform for digitale markedsdialoger, Comdia.dk. Målet med platformen er at gøre det langt mere agilt og smidigt for rådgivere og leverandører at komme i dialog med hinanden tidligt i projektforløb.
– Bæredygtigt byggeri er i vækst, men byggebranchen mangler redskaber til at gøre det lettere tilgængeligt for bygherrer og rådgivere. Derfor er platforme som Comdia.dk virkelig vigtige, da de baner vej for, at nye eller mindre producenter, på lige fod med større og veletablerede virksomheder, får mulighed for at præsentere deres viden og forslag for bygherre længe før udbuddet skrives, siger forretningschef for MiljøForum Fyn – Byggeri, Christina Melvang, og fortsætter: – Netop den tidlige dialog er en afgørende forudsætning for bæredygtighed. Derfor ser jeg et stort potentiale for at fremme de bæredygtige byggerier gennem digitale tilbud som eksempelvis Comdia.
Bygherrer og leverandører mødes online
Forud for lanceringen af platformen er gået måneders udviklingsarbejde mellem Processio og MiljøForum Fyn. Med den reviderede udbudslov fra 2016 er der åbnet op for mere markedsdialog før og under udbudsprocessen. I praksis er det begrænset, hvor meget det anvendes, da det kan være komplekst og ressourcekrævende at tilrettelægge.
– Byggebranchen er et marked, som arbejder hurtigt og ofte med mange aktører. Med en digitale markedsdialog giver vi mulighed for, at køber og sælger mødes online og har en dynamisk dialog. Samtidig kan langt flere leverandører byde ind, hvilket er med til at flytte grænserne for, hvordan man traditionelt udvikler nye byggerier, siger Casper Helbo-Nielsen, ejer og CEO i Processio. – Ud over de økonomiske besparelser, der er ved at mødes digitalt fremfor fysisk, så har samarbejdet med MiljøForum Fyn været en øjenåbner for, at den digitale dialog kan være en stærk bølgebryder for flere bæredygtige løsninger i byggeriet.
– Jeg kan se et stort potentiale i portalen. Den var nem at bruge og lettede virkelig vores arbejde tidligt i processen. Vi fik respons fra flere leverandører på flere af vores problemstillinger end vi normalt ville have gjort. Blandt andet indenfor isolering, indeklima og ventilation. Jeg kan sagtens forestille mig, at vi vil bruge flere digitale markedsdialoger i fremtiden.
Franz Leitner, projektleder for renoveringen af Højstrupparken fra FAB.
FAB er fan af portalen
Og netop efterspørgslen på bæredygtige løsninger har været omdrejningspunkt for at teste platformen af på en konkret byggesag. Renoveringen af Højstrupparken i Odense ønskede at afsøge mulighederne for bæredygtige løsninger før udbuddet skulle skrives, og via Comdia.dk præsenterede en række leverandører sig og besvarede og uddybede spørgsmål fra projektets bygherre og arkitekt, ERIK Arkitekter og Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB).
Digitalisering i byggeriet
I løbet af 2019 forventer Processio at have op mod 1000-1500 brugere af Comdia-løsningen. Processio understreger yderligere, at for en softwarevirksomhed som dem selv er det helt afgørende at få viden og netværk fra specialiserede klynger som MiljøForum Fyn – Byggeri. Uden viden om branchen skaber digitale løsninger ingen værdi. Et branchekendskab, som netop er byggeklyngens spidskompetence. Med lanceringen af digitalisering i byggeriet som et nyt indsatsområde i klyngen, styrker MiljøForum Fyn leverandører af digitale teknologiers rolle i byggeriets værdikæde og skaber rum for nye forretningsområder. Ligesom det er tilfældet med Processio.