Elcyklen gav bilen baghjul

Når vi tager på arbejde, gør vi ofte det samme som i går. Vores transport er altså rutine, og når først vi sidder blødt i bilsædet, er det svært at hoppe over på cykelsadlen. Men vanerne kan brydes - det har projektet Test en Elcykel vist.

16.10.2017

Sponseret

Gate21

I det hidtil største forsøg med at udlåne elcykler til pendlere, Test en Elcykel, har knap 1.700 bilpendlere lånt en elcykel i tre måneder. Et år efter testperioden cykler halvdelen af testpersonerne stadig, og det tyder på, at det er muligt at ændre pendleres transportvaner på den lange bane.

”Det er et rigtig godt resultat, og det viser, at der er en villighed til at prøve noget andet. Transport tager vi for givet, og vi er tilbøjelige til at bruge det transportmiddel, vi altid bruger. Vi ved måske godt, det ikke er det smarteste, men det fungerer. Når man beder nogen om at ændre deres transportvaner, beder man dem grundlæggende om at ændre deres hverdagsliv og den måde, det hænger sammen på, når de skal på arbejde, hente børn og besøge deres syge mor,” siger Malene Freudendal-Pedersen, der er transport- og mobilitetsforsker ved Roskilde Universitet og fortsætter:

”Der er et stort potentiale i udlån af elcykler, men et enkelt projekt kan ikke ændre alt. Derfor er det supervigtigt at blive ved, når man har noget, der virker.”

Vigtigt led i den grønne omstilling
Cyklismen har fremgang i de større, danske byer. Men når der er længere end fem kilometer til arbejde, lader stadig flere danskere cyklen stå til fordel for bilen eller offentlig transport. Ifølge Vejdirektoratet er der 10 procent færre cyklister på vejene i dag, end der var i 1990.

Deltagerne i Test en Elcykel havde i gennemsnit 13 kilometer til arbejde. De tilhører dermed den store gruppe pendlere, der har mellem 5 og 20 kilometer til arbejde, og det er især for dem, en elcykel kan være attraktiv.

”Vi er virkelig glade for, at det lykkedes at få så mange pendlere til at cykle, både under projektet og bagefter. Der er åbenlyse gevinster for sundheden, trængslen og miljøet i at få flere til at cykle fremfor at tage bilen, og det er derfor et vigtigt led i den grønne omstilling at få rykket ved de indgroede vaner,” siger Emma Liisberg, der er projektleder i Gate 21.

Elcyklen giver transporttiden ny værdi
Elcyklen har en række fordele: den er mere komfortabel og hurtigere end en almindelig cykel, og med en elcykel kan cyklisten komme nemmere gennem trafikken end i en bil. Flere testdeltagere i Test en Elcykel oplevede da også, at elcyklen gav dem en anden frihed og andre oplevelser, end bilen gjorde. Transporttiden fik ny værdi og i stedet for blot at være tid, der skulle overstås, kunne transporttiden bruges til at stresse af og få motion og frisk luft.

Ifølge Malene Freudendal-Pedersen passer cyklen på flere måder godt ind i det liv, mange mennesker ønsker at føre:

”Cyklen har mange elementer, der kan løse flere af de problemer, der er på dagsordenen lige nu. Man opfordrer folk til at få dyrket motion, og cyklen giver mulighed for at få rørt sig. Stress og det, vores arbejdsliv gør ved os, er også på dagsordenen, og forskningen viser klart, at frisk luft og motion har en gavnlig effekt på stress.”

KORT OM TEST EN ELCYKEL
I det afsluttede projekt Test en Elcykel udlånte kommuner elcykler til 1.700 borgere i en periode på tre måneder. Projektet varede i tre år og var finansieret af Region Hovedstaden og Vejdirektoratet. 

PARTNERE
Kommuner: Albertslund, Ballerup, Frederiksberg, Gladsaxe, Høje-Taastrup, Odense, Roskilde og Gentofte. Hospitaler i Region Hovedstaden: Bornholm, Herlev-Gentofte, Rigshospitalet-Glostrup, Bispebjerg-Frederiksbeg, Amager-Hvidovre og Nordsjælland (Hillerød-Frederikssund).

MERE INFORMATION
Anna Thormann Boesen, programleder
anna.thormann@gate21.dk

25.03.2020Gate21

Sponseret

Masterclass om digitalisering af fjernvarmen

24.03.2020Gate21

Sponseret

Nyt Advisory Board skal bringe danske kommuner og regioner tættere på en cirkulær økonomi

04.03.2020Gate21

Sponseret

Nyt projekt skal hjælpe energirigtig adfærd på vej

27.02.2020Gate21

Sponseret

CITYLOOPS

20.02.2020Gate21

Sponseret

Bedre brug af databaseret energiledelse skal sikre energibesparelser

06.02.2020Gate21

Sponseret

95 mio. kr. skal løfte den cirkulære omstilling i danske virksomheder