Europas virksomhedsledere udpeger de fem vigtigste opgaver
27 direktører for store og 105 fra mellemstore virksomheder i Europa blev i foråret 2019 bedt om at pege på de vigtigste opgaver, der skal løses, for at nå frem til en bæredygtig og inkluderende vækstmodel.
I sin anden rapport i projektet Europe Delivers, har den norske konsulentvirksomhed Xynteo bedt 27 europæiske virksomhedsledere, som samlet har en omsætning på mere end 2.000 milliarder euro, og 105 ledere fra mindre virksomheder om at pege på, hvad de mener, at europæiske virksomheder kan gøre for at hjælpe en inkluderende, regenerativ og konkurrencedygtig vækstmodel på vej.
”Vores hoved – og dybt opmuntrende – konklusion var, at disse ledere uden diskussion accepterer at de har ansvar for at bidrage aktivt til en ny vækstmodel. Ikke mindst fordi de ser deres bidrag som en central kilde til deres konkurrenceevne og måde at differentiere sig på,” skriver Xynteo i rapporten.
Fem store opgaver
Efter at have analyseret svarene fra interviewene er Xynteo nået frem til de fem vigtigste opgaver, europæiske samfundsledere kan tage på sig. De er:
- #1: Kom videre fra forestillingen om at aktionærerne kommer før alle andre – hvor virksomhederne kan hjælpe ved yderligere at bevise at aktionær- og samfundsværdi kan skabes på en og samme tid, ved at arbejde med de rigtige investorer, mobilisere deres bestyrelsen og ved at reprogrammere virksomheden i det hele taget.
- # 2: Led forbrugerne til en bedre model – hvor virksomheder kan nudge på en intelligent måde, fjerne købsmuligheder, der gør skade på samfundet, og ved at redesigne forretningsmodeller.
- #3 Vær med til at forme fremtidens arbejde – hvor virksomheder lader mennesker være mennesker, sørge for at udvikle kompetencer i takt med forandringerne, investerer i måder at dele medarbejdere mellem flere virksomheder, tager deres del af ansvaret for indkomstsikkerhed og udvikler arbejdskulturer, hvor det er helt nomalt at folk skifter jobs jævnligt.
- #4: Frisæt data gennem tillid – hvor europæiske virksomheder kan gribe den early-mover fordel de har pga. persondataforordningen, de kan vise hvor mange fordele samfundet har af data og ikke mindst være åbne og gennemsigtige, så datas fulde værdi kan blive sat fri.
- #5: Genstart samarbejdet mellem erhvervslivet og det politiske system – hvor virksomheder i Europa kan bidrage til at skabe en ny fortælling om gensidig anerkendelse, give sig i kast med konkrete samarbejdsprojekter, og sætte målet ved den højeste fælles barre.
En ny og bedre model
Hvad får man så, hvis man får taget hånd om disse fem – ganske omfattende – opgaver? Hvis man skal tro Xynteos rapport, så er det mulige resultat en ”inclusive og regenerativ” vækstmodel i Europa. Modsat den, som vi ser i dag, som efterhånden er blevet degenerativ og farlig for planetens og menneskehedens overlevelse.
”Men det behøver ikke være sådan. Vi håber de fem opgaver, vores rapport peger på, kan stimulere virksomheder fra alle sektorer til at gå i gang nu, og vise at de kan hjælpe samfundet med at løse problemer, snarere end at skabe nye af slagsen,” siger Xynteos stifter og direktør Osvald Bjelland.