Fornuftig plan for genåbning af arbejdspladser
Mange medarbejdere kan så småt begynde at vende tilbage på arbejdspladserne, hvis regeringens retningslinjer overholdes, så der sikres en ansvarlig genåbning af Danmark. Her spiller lederne en nøglerolle for, at genåbningen går godt.
Den nuværende krise har dybt alvorlige konsekvenser for mange danske virksomheder. Derfor var det en glædelig nyhed, da statsministeren ved mandagens pressemøde kunne meddele, at Danmark lige så stille og gradvist kan åbnes op igen efter påske, såfremt danskerne og dansk erhvervsliv fortsat føler myndighedernes anvisninger.
I dag er erhvervsminister Simon Kollerup ude med retningslinjer for, hvordan vi sikrer en gradvis og ansvarlig genåbning af dansk erhvervsliv, hvor mange tusinde danskere, der har været hjemme de seneste uger – nogle uden at kunne arbejde – gradvist kan vende tilbage til arbejdspladsen. Og Ledernes Hovedorganisation hilser retningslinjerne meget velkomne:
- Det er meget positivt, at man efter en måneds nedlukning nu åbner op for, at mange virksomheder kan starte op igen efter påske med medarbejdere på arbejdspladsen, såfremt deres tilbagevenden foregår sundhedsmæssigt forsvarligt, og man indretter arbejdspladserne herefter. Her spiller vores medlemmer en helt afgørende rolle i, at det kan lykkes, siger Svend Askær, formand i Ledernes Hovedorganisation, der repræsenterer over 128.000 medlemmer, hvoraf langt størstedelen er ledere i private virksomheder.
I de nye retningslinjer understreges det, at en væsentlig forudsætning for genåbningen af dansk erhvervsliv er, at arbejdspladserne indrettes på en måde, der sikrer, at risikoen for smittespredning minimeres.
Det skal blandt andet ske ved en langsom indslusning af medarbejderne, så en del af de ansatte fortsat arbejder hjemme et stykke tid endnu. Samtidig skal arbejdet ude på arbejdspladserne tilrettelægges sådan, at der sikres afstand mellem medarbejderne ved fx at arbejde i skiftehold, have forskudte mødetider og så skal der gøres så meget brug af digitale mødeløsninger som muligt.
- Vores medlemmer har en nøglerolle i at sikre, at genåbningen af Danmark går godt. Retningslinjerne giver retning, men detailstyrer ikke, hvordan det skal fungere ude på den enkelte virksomhed. Lederne har stadig ansvaret for at tilpasse de nye retningslinjer til deres konkrete arbejdsplads, siger Svend Askær.
Det betyder, at lederne har rum til at skabe den bedste løsning for deres medarbejdere og virksomhed, hvilket giver dansk erhvervsliv de bedste vilkår i den nuværende krisesituation, samtidig med at smittespredningen minimeres.
- Hos Ledernes Hovedorganisation vil vi naturligvis også løfte vores del af ansvaret og gøre en stor indsats for at informere og guide vores medlemmer, siger Svend Askær.
Denne artikel er del af et tema:
I fokus: coronakrisen
Både redaktionen og partnere på CSR.dk skriver løbende om coronakrisen. Vi har samlet alle artikler her.