Hvad rører sig på ESG-området ude i virksomhederne?

Spørgsmål 1: Hvilken person og erfaringsprofil vil du anbefale til et job som ESG-manager for et firma, som kun er ved at starte på ESG-rejsen? Hvorfor?

Når man skal ansætte en ESG-manager til en virksomhed, der netop er begyndt på sin ESG-rejse, afhænger valget af kandidatens profil i høj grad af virksomhedens mål med ESG-indsatsen.

Hvis ESG primært skal være en compliance-øvelse, vil det være hensigtsmæssigt at ansætte en person med erfaring inden for økonomistyring, gerne med en placering under økonomiafdelingen. 

Hvis virksomheden derimod ønsker at bruge ESG til at skabe kommerciel værdi og differentiere sig fra konkurrenterne, bør man lede efter en kandidat med en stærk forretningsstrategisk baggrund og teknisk forståelse. Det er også vigtigt, at kandidaten har indsigt i værdikæden, da meget af ESG-arbejdet vil kræve samarbejde og interaktioner på tværs af værdikæden.

Virksomheden bør overveje, hvor på skalaen fra compliance til kommerciel transformation de befinder sig, og vælge en kandidat, der passer til deres nuværende behov og ressourcer. Det kan være, at virksomheden på sigt ønsker at fokusere mere på kommerciel transformation, men i øjeblikket kun har kapacitet til at håndtere compliance.

Det er også vigtigt at opbygge langsigtede løsninger fra starten og lave grundige analyser for at undgå blinde vinkler. I ansættelsen af en ESG-ansvarlig ser vi ofte et trade-off mellem erfaring med ESG og specifik virksomhedserfaring. Virksomheden skal beslutte, om de har mest brug for en kandidat med erfaring inden for ESG eller én, der forstår virksomhedens strategi og drift og kan lære ESG undervejs.

Endelig skal man overveje, hvilken støtte og ledelse der er til rådighed for den nye ESG Manager. Det er sjældent muligt at finde en kandidat, der opfylder alle krav perfekt, så det er vigtigt at prioritere og finde et kompromis, der passer bedst til virksomhedens behov.

Spørgsmål 2: Hvilke typer af virksomheder er underlagt EUDR (Deforestation) lovkrav fra december 2024?

Den nye EU-lovgivning, European Union Deforestation Regulation (EUDR), skulle rigtig nok træde i kraft den 30. december 2024 med formålet om at bekæmpe global skovrydning og skovforringelse ved at regulere import og eksport af visse råvarer til og fra EU-markedet.

Dog blev det den 16. oktober 2024 annonceret, at EU-Rådet anbefaler en udsættelse på et år. Denne anbefaling skal endeligt godkendes af EU-Parlamentet, men det forventes, at der vil være bred opbakning til udsættelsen. Hovedargumentet for udsættelsen er at give de berørte virksomheder mere tid til at forberede sig.

EUDR har til formål at forhindre, at produkter forbundet med skovrydning sælges på EU-markedet. Dette skal reducere EU’s bidrag til global skovrydning og klimaforandringer samt fremme bæredygtige forsyningskæder og ansvarlig sourcing. Skovrydning er en væsentlig årsag til både klimaforandringer og tab af biodiversitet, og EU’s forbrug af visse råvarer bidrager betydeligt til skovrydning i pressede områder som Amazonas.

De virksomheder, der bliver underlagt EUDR, omfatter operatører og forhandlere af råvarer som kakao, kaffe, palmeolie, soja, gummi og træ. Disse virksomheder skal forberede sig på at overholde de nye lovkrav, som nu forventes at træde i kraft den 30. december 2025 i stedet for 2024.

Spørgsmål 3: Hvis man som en koncern i dag arbejder med GRI, er det så bedst at konvertere til CSRD? Og hvad er egentlig forskel mellem GRI og CSRD-direktivet?

Der er nogle væsentlige forskelle mellem GRI (Global Reporting Initiative) og CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive), som det er vigtigt at forstå.

GRI er en frivillig rapporteringsramme, som virksomheder ofte bruger til at kommunikere deres indsatser inden for miljø og sociale forhold. Denne ramme kan anvendes globalt og er ikke begrænset til EU. GRI tilbyder et omfattende sæt af standarder, som virksomheder kan vælge imellem, afhængigt af hvilke områder der er væsentlige for dem.

CSRD derimod, er et europæisk direktiv, der gør det obligatorisk for store og børsnoterede virksomheder inden for EU, eller som opererer i EU, at rapportere på en bestemt måde. CSRD introducerer European Sustainability Reporting Standards (ESRS), som er de nye standarder, virksomheder skal rapportere i overensstemmelse med. Disse standarder bygger på erfaringer og praksisser fra eksisterende rammer som GRI og GHG-protokollen.

En væsentlig forskel mellem GRI og CSRD er, hvordan de håndterer væsentlighed. GRI fokuserer på påvirkningsvæsentlighed, hvilket betyder, at virksomheder analyserer, hvilke påvirkninger de har på miljø og samfund. CSRD anvender derimod et dobbelt væsentlighedsperspektiv, som også inkluderer, hvordan eksterne faktorer som klimaforandringer og nye reguleringer påvirker virksomheden finansielt.

En anden forskel er compliance-verifikation. GRI er en frivillig ramme, hvilket betyder, at det også er frivilligt, hvem der anvender den. CSRD er derimod obligatorisk for de virksomheder, der er omfattet af direktivet.

Anbefaling: Hvis din virksomhed allerede arbejder med GRI, kan det være en god idé at begynde at forberede sig på at konvertere til CSRD, især hvis virksomheden er stor eller børsnoteret inden for EU. CSRD vil blive den nye standard, og det er vigtigt at forstå og tilpasse sig de nye krav og rammer, som ESRS repræsenterer. Arbejder du allerede med GRI, så har du et godt udgangspunkt til at forstå og arbejde med CSRD og ESRS’erne.

Spørgsmål 4: Hvorfra indhenter man valide emissionsfaktorer?

Svaret afhænger af, hvilken type aktivitet, materiale eller udledningskilde, man ønsker at matche med emissionsfaktorer. Den store drøm og vision for fremtiden er at have en omfattende database med valide og metodisk korrekte emissionsfaktorer. Indtil da er det nødvendigt for virksomheder at udføre grundig research.

Når man leder efter emissionsfaktorer til sin klimapraksis, er der et hierarki, man kan følge.

Først og fremmest er specifikke emissionsfaktorer at foretrække. Hvis man kan få en specifik emissionsfaktor fra sit el- eller varmenetværk for en given aktivitet, er det ideelt. Hvis dette ikke er muligt, kan man anvende gennemsnitlige emissionsfaktorer, ofte tilgængelige på nationalt niveau. I Danmark frigiver Energistyrelsen eller Energinet nationale emissionsfaktorer for strøm og varme årligt. Det samme skal gøres for alle de lande, hvor virksomheden opererer, såsom England, Frankrig eller Singapore. I lande som Kina kan det være mere udfordrende at finde valide emissionsfaktorer, og det kræver ofte specifik viden om, hvor man skal lede.

Der findes forskellige databaser, som kan være nyttige i denne søgeproces, herunder Exiobase, som er en god ressource, men ikke altid brugervenlig. En anden ressource er Climatiq.io, som er lettere at interagere med. Når man får et resultat fra Climatiq.io, kan man se kilden og derefter lave yderligere research baseret på denne information. Selvom det kan være udfordrende at finde en enkelt kilde til emissionsfaktorer, håber vi på, at der i fremtiden vil blive udviklet en globalt anerkendt database.

(LIVE) Spørgsmål 5: Nu hvor vi snakker emissionsfaktorer, så er DEFRA en anden god kilde. Hvad er jeres tanker om DEFRA?

DEFRA (Department for Environment, Food & Rural Affairs) fra det britiske ministerium er en anerkendt kilde til emissionsfaktorer. Når man arbejder med emissionsfaktorer, er det vigtigt at følge et hierarki, hvor man først forsøger at finde de mest specifikke og præcise data. DEFRA tilbyder ofte nogle af de bedste tilgængelige data inden for flere typer aktiviteter.

Det er dog vigtigt at bemærke, at selvom DEFRA-data ofte anvendes som standard, bør man altid stræbe efter at finde de mest specifikke emissionsfaktorer, der er relevante for ens egen virksomhed. At anvende DEFRA-data som en standardløsning uden at undersøge mere specifikke muligheder kan betyde, at man ikke gør en reel indsats for at finde de mest nøjagtige emissionsfaktorer.

Derfor anbefales det at bruge DEFRA-data som en del af en bredere researchproces, hvor man også undersøger andre kilder og muligheder for at finde de mest præcise og relevante emissionsfaktorer for ens specifikke behov.

(LIVE) Spørgsmål 6: Hvis vi ser på S-data og paragraf 81, 82, 83, vedrørende træning og kompetenceudvikling fordelt på køn, så er det for mig uklart, om man både skal måle tilbudt og afholdt træning, eller om det kan være nok blot at informere om afholdt træning?

Spørgsmålet om, hvorvidt man skal måle både tilbudt og afholdt træning, eller om det er tilstrækkeligt blot at informere om afholdt træning, er meget specifikt. Svaret afhænger af to forskellige datapunkter.

For det første skal man opgøre, hvor mange medarbejdere der har fået tilbudt træning. Dette er vigtigt for at vise interessenter, om træningstilbuddene er tilgængelige for alle i virksomheden eller kun for bestemte arbejdsgrupper. For eksempel kan det være relevant at træne medarbejdere i udsatte positioner, såsom dem, der arbejder med indkøb, hvor risikoen for bestikkelse er højere, eller personer i ledende beslutningspositioner.

Det andet datapunkt handler om at synliggøre, hvor mange af de medarbejdere, der har fået tilbudt træning, faktisk har gennemført den. Dette kan ofte udtrykkes som en gennemførelsesprocent. Ved at rapportere begge disse datapunkter kan virksomheden give et mere nuanceret billede af deres trænings- og kompetenceudviklingsindsats, hvilket er vigtigt for at opfylde kravene i paragraf 81, 82 og 83.

Spørgsmål 7: Er der et fastlagt skema for DMA?

Spørgsmålet om, hvorvidt der er et fastlagt skema for DMA (Double Materiality Assessment), kan besvares med både ja og nej. Der findes ikke et fast skema, men der er en fast proces for, hvordan en DMA skal gennemføres. Denne proces er beskrevet i flere af vores tidligere webinarer og artikler.

Der er dog nogle skemaer i omløb, udgivet af blandt andre Erhvervsstyrelsen, som kan være nyttige. Disse skemaer hjælper med at strukturere processen, især når det kommer til at identificere og vurdere væsentlige påvirkninger, risici og muligheder (IRO’s - Impacts, Risks & Opportunities). Disse skemaer indeholder felter, der skal udfyldes, såsom hvordan påvirkningerne relaterer til værdikæden og forretningsmodellen, samt om de er positive eller negative, faktiske eller potentielle.

En af de vigtigste elementer i denne proces er at sikre fuldkommenhed og nøjagtighed i analysen. Dette indebærer at gennemgå alle relevante aspekter af virksomheden og sikre, at dobbelt væsentlighedsanalyserne er omfattende og repræsentative. Selvom der ikke er et fastlagt skema, er der altså en fast proces, og der findes ressourcer, der kan hjælpe med at guide jer igennem denne proces.

Spørgsmål 8: Hvor ofte oplever I, at krav i værdikæden virker? Generelt kan jeg se det giver mening i store koncerner, men selv for internationale virksomheder oplever jeg, at krav bliver honoreret med et klart “nej” og " I må finde en leverandør, der kan gøre det. Vi kommer ikke til det" og i samme ombæring tror jeg, at partnerskaber kan være en bedre vej end "krav".

Spørgsmålet om, hvor ofte krav i værdikæden virker, er komplekst og afhænger af flere faktorer. Vi ser eksempler på, at krav kan være effektive, men det afhænger meget af industrien og de specifikke forhold.

I nogle industrier, som vindindustrien, hvor værdikæderne er pressede, kan krav fungere godt. Her er der ofte en klar motivation for at overholde kravene for at opnå compliance. I fødevareindustrien, hvor det er afgørende at kunne sælge til detailhandlen, ser vi også, at krav kan være meget effektive. For eksempel har både Salling og Coop stillet ufravigelige krav om blandt andet Science-Based Targets.

I andre industrier, som byggebranchen, kan dynamikkerne være anderledes. For eksempel har Velux valgt at fokusere mere på partnerskaber, da de aktører, de handler med, ofte er meget store, og Velux selv er en mindre spiller i værdikæden. Her er innovative partnerskaber nødvendige for at kunne bevæge sig i den ønskede retning.

Vi ser også eksempler fra detailhandlen, hvor motivationsprogrammer kan være mere effektive end krav. Her arbejder man med leverandørerne for at forstå, hvad der vil motivere dem til at omstille sig, såsom bedre betalingsbetingelser, bedre placeringer i butikkerne eller længere kontrakter. Effektiviteten af krav afhænger derfor af, hvad man ønsker at opnå, og hvilken tone der er i den pågældende industri. Det er vigtigt at overveje, hvordan man bedst kan tilpasse sig og finde den rette balance mellem krav og partnerskaber for at opnå de ønskede resultater.

Spørgsmål 9: Hvad vægter højest hos virksomhederne: Lovpligtig rapportering til CSRD eller kommerciel rapportering til f.eks. EcoVadis, CDP, UN Global Compact, SBTi/SBTN m.fl.?

Spørgsmålet om, hvad der vægter højest hos virksomhederne – lovpligtig rapportering til CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) eller kommerciel rapportering til platforme som EcoVadis, CDP, UN Global Compact, SBTi/SBTN – afhænger af flere faktorer.

I øjeblikket oplever mange virksomheder et stort pres omkring CSRD. Dette skyldes, at CSRD-rapportering er lovpligtig, og virksomhederne er nødt til at prioritere ressourcerne til at opfylde disse krav. Dette kan betyde, at den kommercielle rapportering til platforme som EcoVadis og CDP bliver nedprioriteret i en periode.

På længere sigt forventes det, at CSRD og de tilhørende European Sustainability Reporting Standards (ESRS) vil blive integreret med eksisterende frivillige rammer som GRI, GHG-protokollen og science-based targets. Når virksomhederne først har arbejdet med ESRS, vil de opdage, at mange af kravene overlapper med de frivillige rammer, de allerede kender.

Derfor er der en forventning om, at balancen mellem lovpligtig og kommerciel rapportering vil udligne sig over tid. CSRD-rapporteringen vil sandsynligvis blive den primære ramme, mens kommercielle rapporteringsplatforme som EcoVadis stadig vil spille en væsentlig rolle, især for store virksomheder, der arbejder med specifikke bæredygtighedsmål.

I sidste ende afhænger prioriteringen af virksomhedens specifikke situation og ressourcer, men det er klart, at både lovpligtig og kommerciel rapportering vil være vigtige elementer i virksomhedens bæredygtighedsstrategi fremadrettet.

Spørgsmål 10: Hvordan vurderer de store virksomheder SMV'erne, som måske har svært ved at fremskaffe de mange data, som de store har brug for i deres ESG-rapport? Bliver de valgt fra som leverandør/kunde? Er SMV'erne bedre stillet, hvis de kan sige, at de rapporterer iht. VSME (frivillig standard - som vist bliver kraftigt revideret)?

Hvordan store virksomheder vurderer små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i forhold til deres evne til at fremskaffe ESG-data, varierer meget afhængigt af industrien og samarbejdstonen i den pågældende sektor. Nogle store virksomheder kan vælge leverandører fra, hvis de ikke kan levere de nødvendige data, især hvis disse store virksomheder er under pres for at opfylde deres egne ESG-mål og finansielle forpligtelser, såsom ESG-obligationer, der kræver modenhed i ESG-arbejdet.

Der er dog sjældent tale om en pludselig afbrydelse af samarbejdet. Store virksomheder, der er klar til at vælge leverandører fra, er ofte meget eksplicitte omkring deres forventninger og giver en tidsramme, inden de foretager en endelig beslutning.

For SMV’er kan det være en fordel at rapportere i henhold til frivillige standarder som VSME, især hvis de er i dialog med deres kunder om deres ESG-ambitioner. De fleste kunder vil reagere positivt, hvis en leverandør viser en oprigtig vilje til at påbegynde ESG-arbejdet og støtter kundens vision og mål. Det er vigtigt at identificere, hvilke data der er mest kritiske på kort sigt, og begynde at modne disse områder først.

Typisk vil de mest presserende dataområder omfatte klima, affald, vand og sociale forhold. Ved at fokusere på disse parametre først og derefter gradvist udvide til andre områder, kan SMV’er bedre imødekomme de stigende krav til dataudveksling.

Dialog og samarbejde er nøglen. Ved at forstå, hvad der er vigtigt for kunden, og hvordan data skal udveksles, kan SMV’er bedre tilpasse sig og opfylde de nødvendige krav over tid.

Spørgsmål 11: Hvis indberetningen af en stor virksomhed skal blive konsolideret på koncernniveau i et andet EU-land, er der to spørgsmål: Skal der kun henvises til koncernens rapport eller skal der også udarbejdes et afsnit i den lokale danske årsrapport? Og i hvilket omfang, hvis dette er tilfældet?

Spørgsmålet om, hvorvidt en stor virksomhed, der konsoliderer sin rapportering på koncernniveau i et andet EU-land, skal henvise til koncernens rapport eller også udarbejde et afsnit i den lokale danske årsrapport, er komplekst og afhænger af juridiske detaljer og revisorens fortolkning.

Generelt skal virksomheder, der rapporterer i Danmark, henvise til koncernregnskabet. Dette indebærer, at man i den danske årsrapport inkluderer et mindre afsnit, der henviser til den overordnede koncerns rapportering.

Derudover ser vi eksempler på store aktører, der vælger at lave ESRS-inspireret kommunikation.

Dette skyldes, at nogle virksomheder har en ejer- eller virksomhedsstruktur, som forbrugerne ikke nødvendigvis forstår. For eksempel kan en fondsejet virksomhed referere til et koncernregnskab, men forbrugerne sammenligner ofte direkte med konkurrenter, der frigiver CSRD-rapportering og synliggør data i et bestemt format. 

For at imødekomme kundernes og forbrugernes behov for sammenlignelighed, overvejer nogle danske aktører at frigive ESRS-inspireret kommunikation. Dette kan hjælpe med at synliggøre virksomhedens præstationer på en måde, der er letforståelig for forbrugerne. 

Det er vigtigt at overveje formålet med rapporteringen. Er det udelukkende for compliance, eller er der også et ønske om at opnå konkurrencefordele eller kommunikere bestemte budskaber?

Afhængigt af dette formål kan man vælge at inkludere yderligere information i den lokale rapport eller ved siden af den. Virksomheder bør reflektere over fordele og ulemper ved de forskellige tilgange og træffe en beslutning baseret på deres specifikke situation og mål.

(LIVE) Spørgsmål 12: Har I nogle anbefalinger til, hvordan man indhenter information fra sin leverandør? Har I et tidligere webinar om det? Eller er der nogle platforme, som man kan bruge online?

Når det kommer til at indhente information fra leverandører, er der flere strategier, man kan følge. Først og fremmest anbefales det at samarbejde tæt med indkøbsafdelingen, da interaktionen med værdikæden ikke kan løftes af ESG-afdelingen alene. Det er et omfattende arbejde, der kræver en integreret tilgang.

En god start er at udnytte de eksisterende dialoger og strukturer, som indkøbsafdelingen allerede har etableret. ESG-arbejdet bør integreres i disse processer frem for at blive behandlet som en separat opgave. Det kan kræve, at man nedbryder nogle barrierer og tilføjer yderligere detaljer i de eksisterende dialoger med leverandørerne.

Det er også vigtigt at identificere, hvilke leverandører der er mest relevante at indhente data fra. Det er ikke nødvendigt at inkludere alle leverandører, så en proaktiv analyse kan hjælpe med at begrænse indsatsen til de mest kritiske områder.

Der findes også forskellige platforme og værktøjer, der kan hjælpe med at indhente og strukturere data fra leverandører. Hvis der allerede er en platform i brug, kan det være muligt at tilføje ekstra spørgsmål eller moduler for at indsamle de nødvendige ESG-data.

Vi har tidligere afholdt et webinar om dette emne, som du kan finde på vores hjemmeside.