Hvordan rapporterer du på arbejdstagere i værdikæden?
Dyk dybere ned i CSRD-standarden S2 – Arbejdstagere i værdikæden
Arbejdstagere i værdikæden refererer til personer, der ikke er direkte ansat i virksomhedens egen arbejdsstyrke, men som arbejder for en leverandør eller en anden aktør, der er en del af virksomhedens værdikæde. Dette kan inkludere arbejdstagere hos leverandører, der producerer varer eller leverer tjenester, arbejdstagere i virksomheder, som køber produkter eller ydelser fra virksomheden, samt arbejdstagere, der udfører vedligeholdelse af udstyr på virksomhedens faciliteter.
CSRD-standarden (Corporate Sustainability Reporting Directive) S2 om arbejdstagere i værdikæden fokuserer på rapportering om de forhold, der påvirker disse arbejdstagere. Helt konkret skal virksomheder redegøre for deres politikker, strategier og mål i forhold til arbejdstagere i værdikæden med særligt fokus på emner som arbejdsforhold, rimelig løn, foreningsfrihed, kollektive forhandlinger samt forebyggelse af tvangsarbejde og børnearbejde.
Forstå CSRD-standarden S2
CSRD-standarden S2 indeholder fem specifikke oplysningskrav, der hver især består af flere datapunkter, som virksomheder skal rapportere på, hvis de vurderes som væsentlige for virksomheden. Disse oplysningskrav kan være af både beskrivende og kvantitativ karakter. Virksomheden skal således ikke blot rapportere data, men også forklare deres tilgang til arbejdstagere i værdikæden, hvordan de sikrer ansvarlige arbejdsforhold, og hvilke risici de har identificeret og håndteret.
Hvornår skal du begynde at rapportere på S2?
For virksomheder, der er underlagt CSRD, gælder der muligheder for at udskyde rapporteringen af visse oplysningskrav. For virksomheder med færre end 750 ansatte i løbet af et givent rapporteringsår er det muligt at udskyde rapporteringen på alle fem oplysningskrav under S2 – Arbejdstagere i værdikæden – i de første to rapporteringsår. Denne indfasning giver virksomheder tid til at etablere de nødvendige systemer og processer for at indsamle og rapportere data.
For en nærmere gennemgang af de andre emnespecifikke standarder, kan du besøge BDO’s side på CSR.dk.
Sådan skal du rapportere på S2
At rapportere i overensstemmelse med CSRD kan være en udfordrende opgave, især når det kommer til arbejdstagere i værdikæden. For at give en bedre forståelse af, hvordan virksomheder kan rapportere, har vi nedenfor udarbejdet to fiktive eksempler: en produktionsvirksomhed og en servicevirksomhed. Eksemplerne viser, hvordan virksomheder kan rapportere på oplysningskravet S2-1, som handler om virksomhedens politikker vedrørende arbejdstagere i værdikæden.
Produktionsvirksomhed – Stål A/S
Stål A/S har udarbejdet en politik for arbejdstagere i værdikæden, da de er bevidste om, at der er særlige risici forbundet med deres leverandørkæde, især i relation til udvinding af råstoffer som stål og metaller i miner. For at håndtere disse risici har Stål A/S indført et adfærdskodeks, der stiller krav til deres leverandører om at sikre ordentlige arbejdsforhold for arbejdstagere. Kodekset fokuserer specifikt på at forebygge tvangsarbejde og børnearbejde. Dette sikrer, at Stål A/S har indflydelse på arbejdsforholdene hos deres leverandørers arbejdstagere og kan reducere risici i værdikæden.
Da Stål A/S har implementeret dette adfærdskodeks, som også omhandler menneskehandel, tvangsarbejde og børnearbejde, skal de i deres rapportering oplyse om deres adfærdskodeks, og hvilke krav og politikker, det indeholder.
Tjenestevirksomhed – Frisør A/S
Frisør A/S arbejder med mange kemikalieholdige produkter og er opmærksom på de risici, der kan være forbundet med arbejdstagere i værdikæden, som producerer disse produkter. For at sikre, at disse arbejdstagere arbejder under forsvarlige forhold, har Frisør A/S udarbejdet et leverandørkodeks, der kræver, at leverandørernes medarbejdere får grundig oplæring og uddannelse i at håndtere kemikalier. Formålet er at reducere risikoen for arbejdsskader som følge af udsættelse for skadelige stoffer i produktionsprocessen.
Dette leverandørkodeks er en central del af Frisør A/S' rapportering, da det beskriver deres tilgang til at sikre ansvarlige forhold for arbejdstagere i værdikæden samt de konkrete forventninger, de stiller til leverandørerne.
Ønsker du flere detaljer om, hvordan du kan rapportere i henhold til S2 – Arbejdstagere i værdikæden, så tag kontakt til BDO for yderligere vejledning.