For mange Betting-reklamer ødelægger den sportslige oplevelse
Lad os undlade at reklamere under live-sport
Du kender det sikkert. Du har sat dig i sofaen med kammeraterne, og Jesper Grønkjær eller Morten Bruun kommenterer på dit yndlingshold, der spiller kamp. Men noget er forandret. Har du set en sportsudsendelse inden for de senere år, har du ikke kunnet undgå betting-reklamerne. Særligt under fodboldkampe, håndboldkampe og ishockeykampe er tv-skærmen klistret til med reklamer for diverse livespil på kampene. Danske Spil er også at finde i reklameblokken, det erkender jeg blankt.
I TV-delen af sportens økosystem er betting en naturlig medspiller, og TV-rettighederne til de bedste ligaer udgør en del af klubbernes eksistensgrundlag. Men det er ved at tage overhånd, og vi har brug for en holdningsændring blandt bettingselskaberne. Der er simpelthen for mange reklamer for betting – og forbrugerne synes at have nået et mæthedspunkt selv med det nuværende reklametryk.
Lige nu arbejder vi i spillebranchen sammen om at lave et etisk kodeks for bl.a. spil og markedsføring. I Danske Spil foreslår vi, at man inkluderer at forbyde reklamer i det tidsrum, man kalder ”fløjt-til-fløjt”. Altså, at man ikke viser reklamer for betting fra det øjeblik kampen går i gang, til det øjeblik kampen slutter. Det giver god mening. For det første er man ikke med til at spolere oplevelsen for de mange seere og fans. For det andet ved vi, at det blandt andet er de hurtige spil, der tilbydes undervejs i en kamp, der kan bidrage negativt til spilafhængighed.
Det vigtigste i et ”fløjt-til-fløjt” forbud er dog, at alle spiludbydere er med. Ellers har det ingen effekt overhovedet. Så fyldes reklameblokkene bare op af de udbydere, der ikke vil være med, og så har man intet opnået. Hverken overfor dem der blot bliver irriteret over reklamerne, men heller ikke dem der er særligt sårbare overfor markedsføring.
Derfor appellerer jeg og hele Danske Spil til, at resten af branchen tager ansvar og er med på at lave denne aftale. Når vi ved, at denne form for reklamer skaber utilfredshed i stuerne, og får folk til at zappe væk, mens det samtidig er med til at puste til nogens spilafhængighed, må vi i branchen tage ansvar. Spil på sport skal være den underholdning, det er tiltænkt. Ikke noget som helst andet.