Milliarderne fosser ind i skovbruget
Lego-familiens investeringsfond, Kirkbi, vil bruge 2 milliarder kroner på omdannelsen af landbrugsarealer til skovbrug.
Et landbrugsareal på størrelse med Amager skal i løbet af 10 år omdannes til skov. Det bliver til op mod 40 millioner træer, hvoraf de første 10 allerede er plantet.
Den massive investering taler ind i en fremtid med stigende efterspørgsel på bæredygtige byggematerialer. Og her bliver træproduktion helt centralt.
I en rapport om anvendelse af træ i byggeriet udarbejdet af Concito og Rådet for Grøn Omstilling er det nemlig tydeligt, at efterspørgslen på træ er stigende i Europa. Frem mod 2030 anslås forbruget til at stige med 36 procent eller mere.
Peter Vind Larsen, der er leder af Kirkbis skovplantningsprojekt, peger på, at Kirkbis investering kan ses som et led i den grønne omstilling af byggebranchen.
“Skov er jo hensigtsmæssigt eller i det hele taget biologisk produktion, fordi der sker et optag af CO2 fra luften. Den CO2 kan man så lagre i bygninger,” uddyber han til Børsen.
Byggeriets fremtid
Torben Valdbjørn Rasmussen, seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, stemmer i:
”Hvis byggeriet skal være mere bæredygtigt, så skal nogle byggeelementer erstattes af fornybare ressourcer”, understreger han til Børsen
I Danmark sker langt det meste byggeri i dag ved brugen af klimabelastende materialer som stål, beton og tegl. Ved brug af danskproducerede træ vil bygningerne fungere som CO2-lagre for den CO2 træerne allerede har optaget.
I klimaregnskaberne modregnes CO2-udledningerne forbundet med at fælde træer nemlig, hvis træet anvendes som byggemateriale.
- lhs