Nu skal virksomheder selv betale for produceret engangsplast
Jo mere emballageaffald, virksomheder producerer, jo mere skal de betale. Det er budskabet i en ny aftale, som et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om.
Virksomheder skal bruge meget mindre emballage, når de pakker deres produkter ind. Morgenmadspakker, shampooflasker, skotøjsæsker og anden indpakning skal designes, så det kan genbruges eller omdannes til ny emballage.
Og de virksomheder, som sender emballage på markedet, skal nu betale for det affald, emballagen skaber.
Det er et bredt flertal i Folketinget blevet enige om i en aftale om at indføre udvidet producentansvar for emballage og engangsplastprodukter.
Aftalen er ifølge miljøminister Lea Wermelin (S) et stort skridt i omstillingen mod en cirkulær økonomi.
Læs også: Plastvirksomheds affaldssortering reducerer miljøpåvirkning betydeligt
”I dag er det gratis for virksomheder at lave emballager, som er fyldt med unødvendigt plastik, eller som kun kan bruges én enkelt gang. Nu får virksomhederne et økonomisk vink med en vognstang om at nedbringe brugen af emballage. På den måde bakker vi op om de virksomheder, der arbejder med bæredygtige emballageløsninger”, siger hun.
Uambitiøs aftale
Ifølge ministeriet vil aftalen medføre en CO2-reduktion i affaldssektoren på omkring 120.000 tons i 2030, og aftalen vil omfatte omkring 41.000 virksomheder.
Og det vil derudover betyde en besparelse på omkring 600 kroner i affaldsgebyr per husholdning om året.
Det er imidlertid ikke alle, der er lige begejstret for aftalen. Lone Mikkelsen, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling, mener, at den er uambitiøs, da aftalen først sættes i kraft 1. januar 2025.
Læs også: Miljøorganisationer rydder op i verdens floder
”Lige her havde vi ellers chancen for at være det grønne foregangsland, vi så gerne vil være. Men der er ingen gulerod til de virksomheder, der ønsker at gå forrest i den grønne omstilling”, siger hun i en pressemeddelelse fra organisationen Plastic Change.
Miljøministeren ser dog, at virksomhederne allerede går i gang nu.
”800 kilo affald per dansker om året er for meget, og derfor skal vi forbruge mere bæredygtigt. Det er det, denne her aftale skal hjælpe os med. Vores forventning er, at virksomhederne går i gang allerede nu”, siger Lea Wermelin.
- HCL