Netværk fremmer bæredygtige løsninger
Netværket access2innovation sætter forskere, virksomheder og civile organisationer sammen for at udvikle bæredygtige løsninger til udviklingslande.
Acces2innovation er navnet på et netværk, som skal hjælpe danske virksomheder med at udvikle bæredygtige løsninger til udviklingslandene.
Om access2innovation
Netværket access2innovation omfatter bl.a. Aalborg Universitet, Københavns Universitet, CBS, Norddanmarks EU-kontor, Dansk Industri, Dansk Røde Kors, CARE, Verdensnaturfonden, Mellemfolkeligt Samvirke, Danish Water Forum, VE-Net, Energiby Frederikshavn og en lang række små og mellemstore virksomheder.
Bag netværket står flere danske universiteter, virksomheder og NGOer. Grundtanken bag access2innovation er, at de civile organisationer udpeger de væsentligste udfordringer, som de arbejder med i udviklingslandene. I samarbejde med forskere og danske virksomheder udvikler og afprøver de innovative løsninger, som efterfølgende bliver markedsført lokalt. På den måde får de danske virksomheder adgang til at markedsføre deres innovative produkter på nogle af verdens største vækstmarkeder. Vel at mærke produkter, der er udviklet og testet i tæt samarbejde med slutbrugerne.
Kun samarbejde løser problemer
”access2innovation er fremtidens løsning. Vi kan kun håndtere verdens store udfordringer; fra fattigdom til klimaforandringer – i offentligt-private-forskningssamarbejder på tværs af landegrænser og traditionelle grænser mellem virksomheder, universiteter og civilsamfund. Det er kun hvis vi arbejder sammen, at vi kan løse verdens store og presserende problemer,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach.
Indtil videre har samarbejdet i netværket ført til udviklingen af den ubemandede helikopter Sky-Watch, der blev udviklet til minerydning i Afrika og Asien, smartphoneapplikationen ViewWorld og den sammenklappelige letvægtstrillebør World Barrow.
Ved et stort arrangement i Nordkraft i Aalborg 10. oktober præsenterer access2innovation en hel række konkrete muligheder for forskere og virksomheder indenfor vand og sanitet, fødevaresikkerhed og vedvarende energi.