Podcast går i luften i nyt grønt format
Danske Bank har netop relanceret sin investeringspodcast ’Pengetanker’. "Vores kunder efterspørger mere information om bæredygtige investeringer, og vi vil gerne gøre vores viden tilgængelig for kunderne”, siger de to værter.
Chefanalytiker, Jacob Hvidberg Falkencrone, og ESG-specialist, Mads Steinmüller har tidligere guidet alle interesserede gennem forskellige finansielle emner i podcasten ’Pengetanker’.
Fremover vender de to værter tilbage hver 14. dag i podcasten ‘Grønne Pengetanker’, hvor de sammen med inspirerende gæster vil forsøge at gøre bæredygtig investering forståeligt for alle og tale om, hvordan helt almindelige danskere kan være med til at bidrage til en bæredygtig fremtid gennem deres investeringer.
Bæredygtig investering kan være svært at forstå
Ambitionen med udsendelserne er at tilbyde konkret og anvendelig viden om bæredygtige investeringer, som de interesserede aktivt kan bruge:
"I Danske Bank har vi kompetente eksperter med specialiseret viden, som vi rigtig gerne vil gøre tilgængelig for vores kunder. Vi har gennemført en række kundeinterviews, der viser, at mange oplever, at bæredygtig finansiering og investering er svært at forstå”, siger Mads Steinmüller.
En YouGov undersøgelse gennemført for banken i 2021 understøtter det billede. Her svarer kun 9 procent af de adspurgte, at de tænker på ’investeringer’, når de forsøger at integrere bæredygtighed i deres hverdag. I stedet svarer 40 procent, at de tænker over bæredygtighed, når de handler ind, og hele 74 procent er bevidste om bæredygtighed, når de smider affald ud og sorterer det.
Vi håber, at vi kan være med til at formidle, at det netop er beslutninger om investering af opsparing og pension, der virkelig batter, når vi taler bæredygtighed.
Jacob Hvidberg Falkencrone, Chefanalytiker, Danske Bank
Investering batter
Og det er ærgerligt for dem, der gerne vil bidrage til at sikre fremtidens verden, hvis man spørger Jacob Hvidberg Falkencrone:
”Vi håber, at vi kan være med til at formidle, at det netop er beslutninger om investering af opsparing og pension, der virkelig batter, når vi taler bæredygtighed. Set i en større sammenhæng kan kundernes valg og fravalg bidrage til, at der flyttes flere penge til selskaber, der er med til at drive verden i en mere bæredygtig retning – dvs. at de har lettere ved at rejse kapital. Det kan samtidig presse selskaber til i højere grad at indarbejde bæredygtighed i deres forretning, så de kan gøre sig mere attraktive over for investorerne og dermed fremtidssikre deres forretning.”