Rundrejse i Danmark skal gøre klimajournalistikken bedre
Erhvervsjournalister og klimajournalister er udfordret på flere områder, og kompetenceniveauet trænger til et gevaldigt løft. Derfor skal en rundrejse i Danmark til april hjælpe journalister, redaktører og andre deltagere med at blive skarpere på, hvorfor kløften mellem ord og handling, mellem planer og konkrete investeringer og mellem håbefuld retorik og positive resultater er blevet så stor.
Det er på tide med egne øjne at se virksomheder, teknologier og ildsjæle, der reelt gør noget ved den grønne omstilling og høre hvorfor der er så store udfordringer med den grønne omstilling i Danmark.
Rundrejsen i april, eller efteruddannelseskurset, som arrangørerne selv kalder det, er skabt af dagens gæst, Søren Linding, virksomhedsredaktør, klummeskribent og podcast-vært på Finans og Jyllands-Posten. Med rundrejsen skal deltagerne, herunder Steffen Max Høgh som også har meldt sin deltagelse, bevæge sig væk fra gangene på Christiansborg og ud i virkeligheden, hvor den reelle grønne omstilling foregår og få en indsigtsfuld og vidensbåret men også både kritisk og konstruktiv tilgang til de mange mulige løsninger, man arbejder på i Danmark.
En af de ting, Steffen glæder sig allermest til at høre om, er en af de problemstillinger, de diskuterer i dagens episode: Hvorfor er det så svært at komme til reel handling eller ægte forandring i den grønne omstilling – og hvorfor gør det så ondt på nogle?
Søren Linding har to bud på, hvorfor det er svært lige nu:
”Både erhvervsledere og politikere vil gerne den grønne omstilling, men den må ikke gå ud over Danmarks konkurrenceevne. Så hvis det skal ”gøre ondt”, skal det gøre ondt på alle og helst på samme tid. Der må gerne komme afgifter, men ikke kun til danske virksomheder – de udenlandske virksomheder skal også afgiftsbelægges. En andet bud er, at virksomhederne nu skal til at træffe strukturelle, strategiske valg, som gør ondt”, siger Søren Linding.
Men Søren og Steffen taler ikke kun om selve touren – de kommer som sædvanligt langt omkring i samtalen om den grønne omstilling i Danmark og om klimajournalister, der bør være lige så skarpe til at læse og forstå et
klimaregnskab, som de er trænet i at læse og forstå et mere traditionelt regnskab.
Læs i øvrigt om Rundrejsen/efteruddannelseskurset her.
Og lyt til episoden her.