Sampension ekskluderer 22 selskaber
Sampension-fællesskabets øgede fokus på at reducere aktieporteføljens klimaaftryk får nu konsekvenser for 22 selskaber, der hen over sommeren er kommet på eksklusionslisten, som nu tæller mere end 200 selskaber.
De 22 selskaber inden for energi-, transport-, råvare- og forsyningsbrancherne har udvist manglende parathed til at medvirke til klimaomstilling. Selskaberne er blevet målt på vilje og evne til klimaomstilling, og alle selskaber opnåede en uacceptabel score i de analyser, som Sampensions samarbejdspartnere på området gennemfører for os.
For et år siden søsatte Sampension-fællesskabet en række indsatser, der aktivt støtter målene i klimaaftalen, COP21. Det betyder bl.a., at der er endnu større fokus på at vurdere selskabernes evne og vilje til at indgå i den grønne omstilling.
”Samtidig har vi udbygget vores dialogprogram – her kan vi som investor i mange tilfælde skubbe på udviklingen ved at gøre vores indflydelse gældende over for de virksomheder, vi vælger at investere i. For de 22 ekskluderede selskaber har vi dog vurderet, at yderligere dialog med virksomhederne ikke vil have nævneværdig effekt,” siger Sampension-fællesskabets viceinvesteringsdirektør Jesper Nørgaard.
De 22 selskaber, der er faldet for Sampension-fællesskabets skærpede krav til klimaomstilling, hører primært hjemme i udviklingslande, men blandt dem er også seks amerikanske selskaber. I alt er der nu over 200 selskaber på Sampension-fællesskabets liste over selskaber, der ikke bliver investeret i.
Siden efteråret 2019 har Sampension-fællesskabet i kraft af de nye indsatser reduceret aktieporteføljens klimaaftryk med over 20 pct. Forventningen er, at klimaaftrykket yderligere reduceres år for år.
Yderligere syv selskaber blev i juli 2020 ekskluderet af Sampension-fællesskabet bl.a. for brud på arbejdstagerrettighederne og menneskerettighederne.
Se Sampensions liste over ekskluderede selskaber
Følg med i investeringsafdelingens arbejde med ansvarlige investeringer her