Kig investeringsafdelingen over skuldrene
Helt ny og unik ESG-log inviterer alle med ind i maskinrummet hos investeringsafdelingen i Sampension. Følg med, når vi indleder en kritisk dialog, stemmer på generalforsamlinger eller udvider eksklusionsliste.
I ESG-loggen, der ligger under punktet ’Ansvarlige investeringer’ på Sampension-fællesskabets hjemmesider, kan man bl.a. læse, at listen over ekskluderede selskaber er opdateret med 11 tjæresandsselskaber, så den nu tæller 144 selskaber. Her er også en omtale af, hvordan Sampension-fællesskabet har stemt på en række generalforsamlinger i foråret og en omtale af nystartede forbedringsdialoger.
Viceinvesteringsdirektør Jesper Nørgaard er ophavsmand til ideen om en log, hvor kunder og medlemmer kan få et hurtigt overblik over, hvad Sampension helt aktuelt foretager sig, når det gælder ansvarlige investeringer.
”Med loggen skaber vi større gennemsigtighed om vores arbejde med at øge ansvarligheden. Vi serverer de konkrete beslutninger og implementeringer kronologisk og hurtigt i et informationsflow, så læseren selv kan danne sig et billede af, hvad der rører sig,” forklarer Jesper Nørgaard.
Han har ikke set en tilsvarende log andre steder, men tilbagemeldingerne fra de foreløbige brugere af loggen er positive. Se loggen her.
Ansvarlighed er vigtigt, men få opsøger information
I dag er ansvarlighed i investeringerne afgørende for næsten 9 ud af 10 pensionskunders tilfredshed med deres pensionsselskab. Det er en stigning på 20 procentpoint på kun to år, viser en undersøgelse blandt 3.300 kunder og medlemmer i Sampension-fællesskabet.
Den gode nyhed er, at 93 % af deltagerne håber eller ikke er bekymret for, om der investeres efter samme værdier, som de selv ville. Med andre ord er tilliden høj. Mere problematisk er det, at kun 4 % rent faktisk selv har undersøgt, hvordan der investeres.
Korruption og menneskerettigheder er mest kontroversielt
I undersøgelsen bliver respondenterne bedt om at forholde sig til en række kontroversielle emner og samtidig score indsatsen som ansvarlig investor.
De fire kontroversielle emner, som respondenterne lægger mest vægt på, er korruption, menneskerettigheder, konfliktramte områder og miljøhensyn i produktion – og samtidigt er disse også områderne, hvor fællesskabets investeringer allerede opleves som meget ansvarlige.