Vis omtanke for naturen: Vælg et økologisk juletræ

For at tage mest muligt hensyn til naturen, bør du vælge et økologisk juletræ. Men du skal skynde dig, for efterspørgslen på de økologiske træer er langt større end udbuddet.

Juletræshandlen er i gang, og hvis du skal have et juletræ i år og gerne vil tage mest muligt hensyn til naturen, skal du vælge et økologisk juletræ. Økologiske juletræer bliver nemlig ikke sprøjtet med gift, og de får lov til at vokse naturligt.

Omvendt bliver der brugt megen kemi på at passe og pleje konventionelle juletræer, sådan at de bliver pæne og harmoniske uden for mange "skønhedsfejl". Men hvis du kan leve med et juletræ, som ikke nødvendigvis er helt som de andre, så tager du faktisk hensyn til naturen.

For få økologiske juletræer på markedet

Ifølge Politiken er der allerede rift om de økologiske træer, og du anbefales at gå i gang nu, hvis du vil have et økologisk træ.

Kun ca. 1,7 procent af de juletræer, der vokser i Danmark er økologiske, og det er ikke nok til at mætte en stigende efterspørgsel efter træer. Ifølge direktør for Danske juletræer, Claus Jerram Christensen, kommer den danske økologilov i vejen for produktionen af Ø-mærkede træer.

Hvis en producent i et EU-land ønsker at omlægge sin juletræsplantage til økologi, kan hun sælge træerne efter i tre år at have dyrket dem efter økologiske principper.

Men ønsker en dansk producent at gøre det samme, skal træerne være økologiske allerede fra frøstadiet. Det giver rigtig god mening for naturen og vores drikkevand, men omstillingen til økologi tager længere tid.

Det skal du vide, om de forskellige juletræer

Det kan være svært at gennemskue, hvilket træ man skal vælge, hvis man gerne vil gøre et bæredygtigt køb. Der findes forskellige slags gran, forskellige mærkater på træerne og meget andet. Danmarks Naturfredningsforening har samlet seks gode råd til dig, der gerne vil tage hensyn til natur og miljø, når du vælger dit juletræ.

Et Ø-mærket juletræ

Ligesom du ser efter Ø-mærket, når du handler fødevarer, så kan du også gå efter det, når du skal købe juletræ. For hvis du vil være sikker på, at juletræet ikke er blevet sprøjtet med gift, og at der dermed er blevet taget hensyn til natur og miljø, så skal du købe et Ø-mærket juletræ.

Vælg rødgran fremfor nordmannsgran

Nordmannsgran er de seneste årtier blevet danskernes foretrukne juletræ, men det er samtidig også den type af juletræ, der kræver meget sprøjtegift og kunstgødning. Rødgran derimod er mere naturlig på vores breddegrader, og det har derfor ikke brug for lige så meget hjælp til at trives som nordmannsgran.

En bonus ved rødgran er, at det dufter mere af gran, end nordmannsgran gør, så det giver lidt ekstra til julestemningen. En god idé er at bruge en juletræsfod med plads til vand i og at placere rødgranen et køligt sted op til juleaften. Så holder den på sine nåle.

Et juletræ med rodnet

Du kan købe et juletræ med rødder i en potte, stille det ind stuen og vande og bruge det som ethvert andet juletræ. Når julen så er overstået, skal du blive ved med at vande det indenfor, inden du til foråret kan plante det ud i din haven eller andetsteds efter aftale.

Næste år kan du eventuelt grave det op og genbruge det. På den måde kan træet genbruges flere gange og bringe glæde og gavn også resten af året, og til slut måske få lov at blive et stort flot træ.

Det er dog ikke helt let at få træerne til at overleve som genbrugsjuletræ. De træer, som formår at overleve skiftet fra kold jord i naturen til en varm stue og derefter plantes ud igen, vil inden for få år gro ud af potten. Størst chance for overlevelse har de træer, som har vokset hele deres liv i en potte, så rødderne passer til træet.

Leje et juletræ?

Flere steder er der i dag mulighed for at leje et juletræ. Disse træer er desværre sjældent økologiske, hvilket betyder, at du får et sprøjtet træ ind i stuen for senere at sætte det ud i naturen igen.

Dertil kommer, at juletræsplantager ikke er natur, men mere minder om landbrug. Juletræerne bliver plantet alene med det formål at blive til juletræer, på samme måde som korn (eller andre afgrøder) alene bliver plantet med det formål at blive til korn.

Tiltaget kan evt. give mindre belastning af klimaet, men træerne skal transporteres frem og tilbage, og der bruger maskinkraft til at hive dem op af jorden.

Der er ikke stor forskel på at leje et træ og købe et pottetræ. Begge træer har dårlige prognoser for genplantning og er sjældent økologiske.

Fairtrade juletræer

Hvis du vil bidrage til, at der er blevet taget hensyn til både natur, miljø og mennesker under produktionen af frøet til dit juletræ, så kan du vælge et Fair Tree. Frøene høstes i skove i Georgien, hvor nordmannsgranen stammer fra. I Danmark er alle Fair Trees endda også økologiske.

Læs mere om fair juletræer her

Køb et uperfekt juletræ

Mange juletræer går hvert år til spilde, fordi de ikke lever op til de høje skønhedskrav. De er måske lidt skæve eller har en lidt lysere farve. Ved at købe et uperfekt træ, kan du være med til at forhindre, at for mange juletræer ryger i flishuggeren. Måske du også kan spare nogle penge ved at vælge et mindre perfekt juletræ - spørg forhandleren.

Plastikjuletræer er ikke mere miljøvenlige

Naturskyddsföreningen i Sverige har fået beregnet, at efter selv 10 års anvendelse har et plastjuletræ en højere miljøbelastning samlet set end et juletræ af nordmannsgran.

01.06.2023Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Regeringen vil ikke love mere beskyttet natur frem mod 2030

27.09.2022Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Nyt partnerskab med NIO skal styrke beskyttede naturområder og naturformidling

20.09.2022Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Biodiversiteten blomstrer frem på kirkernes områder

08.06.2022Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Stor sejr for Øresund: Folketinget stopper dumpning af slam fra Lynetteholm

07.12.2021Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Kommuner tager kampen op mod enorme mængder affald

03.06.2021Danmarks Naturfredningsforening

Sponseret

Gode nyheder for drikkevandet: Sprøjteforbud i det offentlige og for private på vej