Vores bæredygtighedsansvarlige guider - og giver her et par tips

Det vrimler med uforståelige forkortelser og umulige begreber, når der tales klima og bæredygtighed. Derfor var vi lykkelige over at få Melanie Weilguny ombord som bæredygtighedsansvarlig i sommeren 2024 for at indtage rollen som guide i vores arbejde med at sætte kurs og navigere til stadig mere klimahensyn og bæredygtighed i virksomheden.

Melanie Weilguny. Foto: Anders Andersens Rengøring

Fra ESG til nye skilte i kantinen

Anders Andersens Rengøring har gennem mere end årti været helt fremme i relation til miljø og bæredygtighed, og opnåede i 2011 svanemærkecertificering på rengøring som det første landsdækkende rengøringsselskab i Danmark.

Som de fleste andre virksomheder har vi det sidste år eller to haft travlt med at sætte os ind i EU’s forskellige krav og retningslinjer i forhold til at rapportere på bæredygtighed i henhold til ESG (Environmental Social and Governance). Derfor havde vi flere vigtige miljø- og klimarelaterede projekter liggende til at blive håndteret, da Melanie Weilguny startede som bæredygtighedsansvarlig og skulle hjælpe med at prioritere og igangsætte aktiviteter.

Med sin baggrund som uddannet biolog fra Københavns Universitet og årelange erfaring i arbejdet med bæredygtighed i andre sammenhænge, var Melanies profil skræddersyet til jobbet som bæredygtighedsansvarlig i Anders Andersens Rengøring. 

Hele huset lærte hurtigt Melanie at kende, da hun startede ud med at give hovedkontoret i Taastrup et første bæredygtighedstjek. Det førte bl.a. til flere justeringer og nye vejledninger, der skulle øge bæredygtigheden og sikre os en mere bæredygtig arbejdsplads.

Vores affaldssortering var lige til at smide ud

Noget, der straks kunne forbedres, var vores måde at affaldssortere på. Her haltede det gevaldigt. Det gør det i øvrigt generelt i danske virksomheder og private hjem, forstår vi. 

Foto: Anders Andersens Rengøring

Affaldssorteringen kan de fleste steder blive meget bedre. Det er vi selv blevet et godt eksempel på. For efter nogle måneder med nye sorteringsbeholdere og nye info-skilte, der pædagogisk viser og fortæller, hvilken fraktion den enkelte materialetype skal sorteres til, er vores interne affaldssortering efterhånden blevet ret god.

Melanie har regnet ud, at vi med vores kildetyper skal nå en sorteringsprocent på 80 for at genanvendelsesprocenten bliver så høj, at den stemmer overens med EU målet på 65%. 

Så 80 % sortering er det, vi arbejder hen imod. 

Fokus på det væsentlige

Et af de større og mere teoretiske projekter, som vores nye bæredygtighedsansvarlige tog fat i, var at gennemføre en ’dobbelt væsentlighedsanalyse’ … ”En dobbelt hvad?” tænkte vi alle sammen. Men det hedder det altså, det var ikke en skrivefejl. 

Det handler om, at hver virksomhed koncentrerer sine indsatser for bæredygtighed på de for virksomheden mest væsentlige og betydningsfulde bæredygtighedsområder. 

Virksomhederne udvælger systematisk deres relevante bæredygtighedsområder fra en EU liste, European Sustainability Reporting Standards (ESRS). Listen opstiller en lang række bæredygtighedsområder, som den enkelte virksomhed skal vurdere et for et i forhold til væsentlighed. 

Den dobbelte væsentlighed henviser til, at hvert bæredygtighedsområde skal vurderes ud fra både 

  • Påvirkningsvæsentlighed (har området stor/lille påvirkning på klima, miljø og mennesker)
  • og Finansiel væsentlighed (har området stor/lille økonomisk betydning for virksomheden; omsætning, indtjening, finansiering mv.)

Nye væsentlige indsatser er sat i gang

I Anders Andersens Rengøring har den dobbelte væsentlighedsanalyse afdækket de bæredygtighedsområder, der har størst betydning for vores virksomhed og som vi vil arbejde med og rapportere på i bestræbelserne på at reducere miljø- og klimabelastning og styrke vores sociale bæredygtighed yderligere.

Foto: Shutterstock

Vandspareprojekt

Nu er vi fået i gang flere nye og spændende bæredygtighedsindsatser, både de små i dagligdagen og de lidt større og mere visionære. 

Eksempler på det sidste er overvejelser om solceller på vores tage, ændring i varmeforsyning og vandspareprojekter i vores vaskeri; konkret forventer vi i 2025 at spare mindst 1 million liter rent drikkevand i forhold til 2024.

Hvorfor en bæredygtighedsansvarlig nu?

På den ene side er klima, miljø og social bæredygtighed de seneste par år kravlet op i toppen af EU’s erhvervspolitiske dagsorden og dermed også i den strategiske betydning i virksomhederne, heriblandt alle vores kunder. Det skal med andre ord prioriteres højt.

På den anden side er bæredygtighed blevet et mere ressourcetungt og fagligt krævende arbejdsområde end tidligere.

Så med vores ønsker om fortsat at være med helt fremme i arbejdet med bæredygtighed havde vi behov for vores nye kollega Melanie Weilguny med de kompetencer, erfaringer og ekstra ressourcer, som hun har bragt til bordet. Man skal kunne arbejde bæredygtigt i både bredden og dybden, og det kan vi bedre nu.

Ud over at vi som virksomhed styrker indsatsen til gavn for kloden, så bliver vi også en stadig mere bæredygtig arbejdsplads til gavn og glæde for medarbejderne i hverdagen.

Hvad så herfra? … Samarbejde er et nøgleord

Samarbejde-samarbejde-samarbejde; med leverandører, producenter, kunder, kollegaer, eksperter… Rigtig mange mennesker skal engageres internt og eksternt for at vi kan arbejde med bæredygtighed, så det batter. Fx i vores energioptimering af bygninger, udregninger til fuldt klimaregnskab, mål til SBTi certificeringen, projekter med kunder til øget ressourceeffektivitet og genanvendelse (fx af håndpapir), indarbejdning af infrastruktur til dataindsamling og bæredygtighedsrapportering. Vi inkluderer kollegerne så meget, det giver mening, så de også får ejerskabsfølelse for vores indsatser, og vi tager hver en lille god idé fra dem seriøst. 

Gode tips fra Melanie:

Gør noget – nu!

- Selvom mange virksomheder føler sig overvældede af de omfattende rapporteringskrav, må det praktiske bæredygtighedsarbejde ikke sættes på hold. Verden står med presserende problemer både miljømæssigt og socialt, og virksomheder kan ikke tillade sig at vente på perfekt datakvalitet, før de gør en reel forskel. Data, dokumentation og compliance er vigtige elementer, men de må ikke blive en barriere for at tage de første skridt her og nu. Begynd at tage handling allerede i dag – de reelle forbedringer og indsatser er dem, der rykker virksomheden fremad. Selv små initiativer kan sætte store forandringer i gang, hvis man gør dem konsekvent og vedholdende. 

 

Foto: Shutterstock

Start med noget helt konkret og vigtigt: Affaldssortering

Når man skal i gang med bæredygtighedsarbejdet, gælder det om at vælge et tiltag, som er både håndgribeligt og nemt at omsætte til praksis. Affaldssortering er et godt første skridt, og de fleste kender til konceptet hjemmefra. Det giver jer et konkret, målbart initiativ, som hurtigt skaber synlige resultater; især når sorteringen udføres korrekt, hvilket langt fra er tilfældet i de fleste virksomheder i dag. Det er et problem, som vi alle kan arbejde på. Med fokus på affaldssortering skaber I en fælles forståelse i hele organisationen af, hvordan man arbejder med bæredygtighed i praksis. Sortering af affald kan efterfølgende bygge bro til mere avancerede og strategiske bæredygtighedsindsatser.

Overvejer I en bæredygtighedsansvarlig i din virksomhed?

Hvis ja, og I har brug for lidt frisk erfaring og inspiration, skulle vi hilse og sige fra Melanie, at man er velkommen til at skrive til hende på mew@aaren.dk 

31.01.2025ANDERS ANDERSENS RENGØRING

Sponseret

Vores bæredygtighedsansvarlige guider - og giver her et par tips