VSME: Tre strategier til den gode ESG-rapportering for SMV’er

EU’s VSME-retningslinjer gør det nemmere for små og mellemstore virksomheder at rapportere om bæredygtighed og i sidste ende imødekomme krav fra långivere, investorer og kunder. En vigtig forudsætning for den succesfulde bæredygtighedsrapport er dobbelt væsentlighedsanalysen. Her giver vores rådgiver Christian Nielsen dig og din virksomhed en kort gennemgang af strukturen for VSME samt tre konkrete strategier til, hvordan du kommer godt igang.

Foto: Christian

Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) står over for stigende forventninger om at kunne dokumentere deres bæredygtige praksis. For at hjælpe dem på vej har EU udviklet VSME (Voluntary Reporting Standard for SMEs). Disse retningslinjer er skabt for virksomheder, der ikke er omfattet af de omfattende rapporteringskrav i EU’s CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive). Men hvordan hænger VSME helt konkret sammen, og hvordan kan man som SMV gribe processen med bæredygtighedsrapporteringen an?
 

Hvem er VSME henvendt til?

VSME er specifikt designet til SMV’er, der har færre end 250 ansatte og opfylder bestemte krav til balance og omsætning. Selvom disse virksomheder ikke er forpligtet til at følge EU’s CSRD, opfordres de til at bidrage til en mere bæredygtig økonomi ved at rapportere deres miljømæssige og sociale påvirkninger.

Ved at følge VSME-retningslinjerne kan SMV’er begynde at strukturere deres data på en måde, der er kompatibel med større virksomheders rapporteringskrav. Dette gør det lettere at levere nødvendige oplysninger til samarbejdspartnere, långivere og investorer, som alle spiller en vigtig rolle i EU’s Green Deal fra 2019.
 

Den trinvise struktur forklaret

VSME er opdelt i tre grundmoduler, som giver virksomheder en fleksibel ramme for deres rapportering:
 

Basis Modul (BM)

Basis-modulet følger i store træk de overordnede strukturer i ESRS’erne , som vi kender fra CSRD’et , men i en simplificeret form. Basis-modulet fokuserer på de vigtigste bæredygtighedsemner som miljø, sociale forhold og virksomhedsstyring. Virksomheder skal rapportere om energiforbrug, drivhusgasemissioner, vandforbrug, cirkulær økonomi, arbejdskraftforhold, lønninger og etiske spørgsmål som korruption og bestikkelse. Det anbefales at have sammenlignelige data over mindst to år for at kunne sammenligne og vise udviklingen.
 

Narrative-Policies, Actions and Targets (PAT) Modul

Dette modul kræver en beskrivelse af virksomhedens politikker, handlinger og målsætninger. Virksomheder skal redegøre for deres strategier, forretningsmodeller og bæredygtighedsinitiativer. De fleste af disse informationer er kvalitative, og derfor narrative oplysninger. PAT-strukturen er en god ramme til at fortælle en historie om virksomhedens bæredygtighedsindsats. En historie har tre grundelementer, nemlig en begyndelse, en handling og en slutning. Begyndelsen er her virksomhedens politiker – de er således grundlaget for handling. Virksomhedens handlinger er det, som gøres for at blive eller forblive bæredygtig, imens målsætninger er med til at illustrere, i hvilken udstrækning virksomheden opnår sine mål.

Business Partners (BP)

Dette modul fokuserer på data, som forretningspartnere kan efterspørge. Det er vigtigt for virksomheder at kunne imødekomme dataanmodninger fra långivere, investorer og erhvervskunder. For eksempel kan store virksomheder, der har bæredygtighedscertificeringer, ofte kræve detaljerede oplysninger fra deres leverandører, eksempelvis gennem værdikæde-surveys.
 

Rapporteringsmetoder

De tre moduler kan kombineres på fire forskellige måder, afhængigt af virksomhedens behov og samarbejdsrelationer i værdikæden. Vi lister dem her til orientering, men en egentlig beslutning om, hvad der giver mest mening for virksomheden, er en individuel vurdering fra gang til gang.
 

  • Rapporter kun på basis-modulet.
  • Rapporter på basis- og PAT-modulet.
  • Rapporter på basis- og BP-modulet.
  • Rapporter på alle tre moduler.

En dobbelt væsentlighedsanalyse “light”

Ifølge EFRAG’s vejledning skal virksomheder rapportere på relevante datapunkter, hvilket kræver en form for væsentlighedsanalyse. En fuld dobbelt væsentlighedsanalyse kan tage flere måneder at udarbejde, men en forenklet version kan give et godt overblik over, hvilke data der er nødvendige.

En dobbelt væsentlighedsanalyse (DMA) er i bund og grund et strategiværktøj, som hjælper virksomheden med først at identificere, på hvilke måder man påvirker miljø og mennesker, og derved også at prioritere, hvilke indsatser virksomheden bør fokusere på.

Som SMV kan man med fordel udarbejde en SMV-DMA – altså en forenklet analyse, der hjælper virksomheden med at identificere, hvordan den påvirker og påvirkes af bæredygtighedsspørgsmål.

En SMV-DMA er en dobbelt væsentlighedsanalyse, som ikke slavisk evaluerer virksomhedens indvirkninger og finansiel påvirkning af bæredygtighed i henhold til alle under-temaerne i ESRS, og som derved ikke evaluerer indvirkninger, risici og muligheder på en kvantitativ facon. I stedet har en SMV-DMA til formål at skabe overblik over, hvordan virksomheden påvirker og er påvirket af bæredygtighedsproblematikker. Og en sådan light-udgave kan gribes an på forskellige måder.


Tre strategier til SMV-DMA

Selv om arbejdet omkring en dobbelt væsentlighedsanalyse “light” kan gribes an på mange måder, får du her tre forslag til strategier for udarbejdelsen af en SMV-DMA:

Topic-niveau strategien

1. Start med at diskutere de ti hovedtemaer i bæredygtighedsstandarderne i jeres ledergruppe og/eller bestyrelse. Brug diskussionen til at skabe et overblik over, på hvilke måder virksomheden påvirker mennesker og miljø, samt på hvilke måder virksomheden er påvirket af disse. Afslut første rul med at prioritere de to til tre emner, der har størst betydning for virksomhedens aktiviteter.
 

2.  I runde to diskuterer man under-under-temaer for de prioriterede emner. Diskussionen må gerne blive præcis i forhold til indvirkninger, risici og muligheder, men det vigtigste er at afklare, i hvilken udstrækning virksomheden har data, som kan understøtte fortællingen om dette emne.
 

Industri-strategien

1. Start med at identificere, hvad lignende virksomheder og konkurrenter gør i forhold til bæredygtighed. Hvilke emner fokuserer de på i deres ESG-rapportering?
 

2. Dernæst kan man engagere sin ledelse og/eller bestyrelse i en dialog om hvad de afgørende parametre er med udgangspunkt i strategien og hvordan dette er grebet an af de virksomheder, som er meget aktive på ESG-rapportering. Husk at sætte fokus på, hvilke typer data man har, eller kunne få brug for, for at kunne understøtte disse bæredygtighedstemaer
 

Bottom-up strategien

1. Undersøg hvad kunder, samarbejdspartnere og medarbejdere mener om den relative vigtighed af de ti bæredygtighedsemner i ESRS. Dette kan gøres med en spørgeundersøgelse til en udvalgt skare af de tre interessentgrupper, og dette kan uddybes med et par fokusgruppe-interviews på tværs af interessentgrupperne.
 

2. Forelæg resultaterne for ledelse og/eller bestyrelse, og sæt fokus på, hvilke typer data man har eller kunne få brug for, for at kunne understøtte disse bæredygtighedstemaer


Afslutningsvis

VSME-retningslinjerne understreger vigtigheden af væsentlighed. SMV’er skal fokusere på de mest relevante informationer for deres interessenter. Men husk, practice makes perfect – spil træningskampe, vær velforberedt. En ESG-rapport, der belyser de vigtigste bæredygtighedselementer og underbygger dem med meningsfulde og valide datapunkter, skabes sjældent i første hug. Man skal øve sig, og man skal finde ud af, hvor man har brug for mere træning, stærkere fokus eller flere ressourcer, og det er ofte en proces, der kan række hen over nogle år; Og det er nok den største overraskelse for de fleste virksomheder i SMV-segmentet.

Indlægget “VSME: Tre strategier til at starte ESG-rapporteringen for SMV’er” udgives i samarbejde med bestyrelsesnetværket AROS BOARD og den digitale platform for dataanalyse og business intelligence-løsninger, Solitwork. AROS BOARD og Solitwork dykker hver tredje uge ned i et aktuelt ESG-emne i en faglig artikel, der udgives til gode for AROS BOARDS netværk. Gennem vores gode partnerskab med Solitwork bidrager vi med faglige indsigter og gode råd fra vores erfarne rådgivere.

Sustainable Business Solutions bliver en del af Beierholm

16.12.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

21.10.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

Kortlægning af en dobbelt væsentlighedsvurdering (DMA): Nøglen til bæredygtig værdiskabelse

05.09.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

Hvordan opgør man en virksomheds påvirkning af biodiversitet?

15.08.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

VSME: Tre strategier til den gode ESG-rapportering for SMV’er

04.07.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

Ny EU-lovgivning skærper krav om bæredygtigt produktdesign: Er din virksomhed klar?

13.06.2024Sustainable Business Solutions ApS

Sponseret

Er din bestyrelse “Fit for 55”?