”Søg hjælp!” – Tre gode råd om ansvarlige indkøb fra Sourcing House
Siden opstarten i 2004 har ansvarlige indkøb og produktion været virksomheden Sourcing Houses DNA. Og trods års erfaring og et veletableret netværk af leverandører, er det fortsat en proces at være bæredygtig. Sourcing House giver her tre gode råd til hvordan man arbejder med ansvarlig produktion af tøj og tekstiler.
Tekstilbranchen er blandt de mest miljø- og klimabelastende industrier, og døjer samtidig med store problemer med arbejdstager- og menneskerettigheder.
Og selvom problemerne er åbenlyse, er løsningerne knap så enkle. Det er problemstillinger, der er så udbredte og omfattende, at en enkelt indkøber eller en enkelt organisation ikke kan løse dem alene. Ikke desto mindre bliver kravene til bæredygtighed fra kunder og samfund, såvel som internt i organisationen, kun større.
”Det er en stor udfordring at arbejde seriøst med ansvarlige indkøb. Hos os er det dna’et for vores forretning, men selv om vi har været i gang i mange år, er det en stadig proces at sørge for, at vi fokuserer vores indsatser og prioriterer rigtigt,” siger Lili Denta, direktør i Sourcing House.
Tre gode råd
Silke Sønderstrup- Granquist, CSR-chef i Sourcing House giver her tre gode råd om at arbejde med ansvarlig produktion.
- Start med en Code of conduct. Og brug det, så det ikke bliver et dødt dokument der blot skal underskrives og derefter kommer ned i skuffen. Gør dig klart hvilke krav og forventninger du stiller op, og undersøge at du ikke spænder ben for dem via egen indkøbspraksis, ved f.eks. at presse priser eller leveringstid på en måde så leverandøren ikke kan overholde det du beder om.
- Langvarige samarbejder med leverandøren er nøglen til at skabe reel bæredygtig forandring. Når man har et langvarigt samarbejde, kan man etablere et tillidsforhold. Det gør, at man kan påvirke leverandøren i den rigtige retning, og at man kan sætte ind der hvor det gør ondt, uden at leverandøren trækker følehornene til sig. Tilliden fungerer også den anden vej når leverandøren kan være åben om en uhensigtsmæssige adfærd man selv kan have. Bæredygtighed opstår når vi udvikler os sammen.
- Søg hjælp! Alt for ofte står indkøberen alene og skal sidde med den komplicerede opgave at være ekspert i standarder, mærkeordninger, miljøcertificeringer, konventioner og at kunne vurdere leverandører og prioritere indsatser. Og det skal gøres inden for rammerne af det normale arbejde. Det er ikke en simpel opgave, og det kræver både tid, men i høj grad også ekspertise. Når vi er i faglige netværk og diskuterer bæredygtighed, oplever vi, at indkøberne skriger på konkrete redskaber. Det kan spare meget besvær, tid og penge at alliere sig med folk der har styr på det.
Det kan altså lade sig gøre at producere ansvarligt, også i en presset hverdag, hvor krav om bæredygtighed skal gå hånd i hånd med forretningen. Effektive værktøjer som Factlines, certificeringsordninger og målsætninger som f.eks Verdensmålene gør det lettere at gøre visionerne til praktiske tiltag.
Sourcing House har siden 2004 bygget bro mellem producenter, og kunder der søger bæredygtige og ansvarlige leverandører. Læs mere om Sourcing House på https://sourcing-house.com/