44 rapporteringer om bæredygtighed er med i opløbet til CSR Prisen 2022

CSR Prisen 2022 sætter fokus på best-in-class rapportering om bæredygtighed, og barren ligger højt i år. Den indledende screening af årets pulje på 112 virksomheder sender 44 virksomheders rapportering videre til nærmere faglig kvalificering.

Kampen om CSR Prisen 2022, som uddeles den 11. oktober på Børsen i København, er godt i gang. I maj måned lancerede FSR – danske revisorer CSR Prisens kriterier og offentliggjorde listen af de i alt 112 store danske virksomheder i årets pulje - der iblandt 48 unoterede virksomheder og 64 børsnoterede virksomheder.

Alle virksomhedernes rapportering om bæredygtighed har gennemgået en indledende screening ud fra årets to overordnede vurderingskriterier og underliggende forventninger og forudsætninger til rapporterne. Det har snævret puljen ind fra 112 til 44 virksomheder, hvoraf 16 er unoterede virksomheder, og 28 er børsnoterede virksomheder.

Birgitte Mogensen, formand for USB, giver den indledende screening et par kommentarer med på vejen:

”En del af vores arbejde med CSR Prisen er at se på den samlede pulje, og hvordan rapporteringen udvikler sig. Det gør vi systematisk, og der en ingen tvivl om, at virksomhederne i disse år tager kvantespring i deres rapportering, og god praksis, som vi kender det fra den finansielle rapportering, vinder indpas. Bredt set gør flere end 7 ud af 10 virksomheder brug af mål og nøgletal, herunder på scope-opdelte CO2-emissioner, de kommenterer på tallenes udvikling, de angiver regnskabspraksis, og hvordan de organiserer arbejdet med bæredygtighed. Det er super stærkt og taler ind i den regulering, vi har i vente fra EU. Dog er der ikke tvivl om, at C02-emissioner i scope 3 står på agendaen som næste skridt i regnskabet, samt at nogle virksomheder bør medtage deres proces og resultat af deres vurdering af væsentlige forhold inden for bæredygtighed, samt skærpe deres beskrivelser af ledelsen og bestyrelsens rolle i arbejdet med bæredygtighed. Desuden, at der udestår en opgave for såvel virksomheder og revisorer indenfor erklæringsområdet – i dag har 30% en erklæring, og det forventes at blive et lovkrav i fremtiden. De highlights, vi fremhæver her, giver en status og er samtidig en indikation af, hvor skillelinjen ligger i forhold til de 44 virksomheder, der er sendt videre til nærmere faglig kvalificering,” siger Birgitte Mogensen.   

Virksomhedernes rapporter går nu videre til en arbejdsgruppe under FSR – danske revisorers Udvalg for Samfundsansvar og Bæredygtighed (USB). Hen over sommeren laver de en dybdegående faglig kvalificering af rapporterne for at vurdere, hvilke der scorer højest og skal forelægges dommerpanelet. Det er i sidste ende det eksterne dommerpanel, som består af 11 repræsentanter fra dansk erhvervsliv og civilsamfund, der afgør, hvilke virksomhedsrapporter der skal nomineres til CSR Prisen 2022, og hvilke virksomheder der skal modtage prisen i år.

Highlights på tværs af den samlede pulje af 112 virksomheder fra den indledende screening
Formål, ledelse og væsentlighed

  • Knap halvdelen angiver eksplicit virksomhedens formål.
  • Flere end 7 ud af 10 omtaler forankring af bæredygtighed i organisationen, herunder også bestyrelsens og ledelsens rolle.
  • Flere end 6 ud 10 præsenterer klart de forskellige bæredygtighedsforhold, der er væsentlige for virksomheden, mens kun lidt over halvdelen beskriver den proces, der ligger til grund for resultatet og vurderingen af væsentlighed. 

Mål

  • Knap 9 ud af 10 omtaler FN’s Verdensmål og de mål, de arbejder med.
  • Knap 9 ud af 10 har to eller flere forskellige mål inden for bæredygtighed /ESG.
  • Knap 8 ud af 10 gør brug af kortsigtede mål, og omkring 7 ud af 10 gør brug af mål med mellemlang og lang sigt. Flere gør brug af mål med både kort, mellemlangt og/eller langt sigte.
  • Lidt over halvdelen gør brug af milepæle for langsigtede mål.
  • Omkring 7 ud af 10 har et absolut CO2-reduktionsmål, som for mange udgør et netto-nul mål.

ESG data

  • Knap 9 ud af 10 gør brug af KPI’er ift. at måle fremdrift på deres mål.
  • Knap 8 ud af 10 angiver ESG-nøgletal eller lignende i tabelform med mere end et års data.
  • Flere end 7 ud af 10 angiver deres CO2-emission i scope 1 og 2, hvor lidt over halvdelen angiver CO2-emissoner i scope 3.
  • Flere end 7 ud af 10 kommenterer på væsentlige udviklinger i ESG-data.
  • Flere end 7 ud af 10 angiver deres regnskabspraksis.  

Kort om den samlede pulje af virksomheder, de virksomheder, der sendes videre og deres rapportering 

Antal virksomheder i puljen
Ialt 112 virksomheder – heraf 48 unoterede og 64 børsnoterede.Heraf sendes 44 virksomheder videre – heraf 16 unoterede og 28 børsnoterede.

Årsrapport eller særskilt bæredygtighedsrapport
Ud af den samlede pulje på 112 virksomheder, udgiver 76% en særskilt rapport om bæredygtighed, som er på gennemsnitligt 48 sider. For de øvrige 24% er rapportering om bæredygtighed en del af ledelsesberetningen i årsrapporten, som samlet er på gennemsnitligt 110 sider.

Ud af de 44 virksomheder, som sendes videre, udgiver 82% en særskilt rapport om bæredygtighed, som er på gennemsnitligt 64 sider. For de øvrige 18% er rapportering om bæredygtighed en del af ledelsesberetningen i årsrapporten, som samlet set er på gennemsnitligt 131 sider.

Revisorerklæring
Ud af den samlede pulje på 112 virksomheder har 30% revisorerklæring med sikkerhed, der dækker rapportering om samfundsansvar /ESG /dele heraf, hvor det for de 44 virksomheder, der sendes videre er 61%, der har revisorerklæring med sikkerhed, der dækker rapportering om samfundsansvar /ESG / dele heraf.

FN's Global Compact og Communication on Progress (COP)
Ud af den samlede pulje på 112 virksomheder er 72% tilsluttet FN’s Global Compact, og rapporteringen udgør deres COP, hvor det for de 44 virksomheder, der sendes videre er 86%, der er tilsluttet FN’s Global Compact, og hvor rapporteringen udgør deres COP.

Task Force on Climate-related Financial Discloures (TCFD)*
Ud af den samlede pulje på 112 virksomheder omtaler 32% TCFD i rapporteringen, hvor det for de 44 virksomheder, der sendes videre er 59%, der omtaler TCFD i rapporteringen.

Science-Based Targets (SBT)*
Ud af den samlede pulje på 112 virksomheder omtaler 46% SBT i rapporteringen, hvor det for de 44 virksomheder, der sendes videre er 73%, der omtaler SBT i rapporteringen.

*Omtale af TCFD og SBT betyder ikke nødvendigvis, at der er fuld TCFD-rapportering, og at virksomheden arbejder med SBT, men kan være et udtryk for, at disse rammeværker omtales i rapporten, og at virksomheden overvejer disse.

Hvad vurderes rapporterne på?
Virksomhedernes rapportering vurderes ud fra to overordnede kriterier, som danner grundlag for en indstilling til CSR Prisen 2022. Udgangspunktet for vurderingen er den seneste rapport, som indeholder den lovpligtige redegørelse for samfundsansvar, og som senest er udgivet d. 31. maj 2022. Henvisninger fra rapporten inddrages kun i det omfang, at de omtales direkte og har direkte relevans for vurderingskriterierne.

Relevans og væsentlighed
For at være med i kapløbet om CSR-prisen 2022 skal rapporten klart introducerer virksomhedens formål, forretningsmodel, ambition inden for bæredygtighed, indflydelsessfære og rolle i samfundets bæredygtige omstilling. Samtidig forventer vi, at rapporten oplyser om, hvordan arbejdet med bæredygtighed er forankret i organisationen, herunder om bestyrelsens og ledelsens rolle.

Rapporten skal også give indblik i processer for at identificere og vurdere bæredygtighedsforhold relateret til virksomhedens drift og værdikæde, og som har betydning for virksomheden (udefra-ind perspektiv) og dens påvirkning af samfundet (indefra-ud perspektiv).

Virksomheden skal i rapporten overskueligt præsenterer de væsentligste bæredygtighedsforhold, samt adresserer risici og muligheder inden for bæredygtighed og ESG.

Endeligt, skal virksomheden i rapporten klart vise retning med sine strategiske prioriteter, kobling til FN’s Verdensmål og har sat sig flere mål inden for bæredygtighed på kort, mellemlang og/eller lang sigt, herunder mål for absolutte CO2-reduktioner (scope 1, 2 og/eller 3).

Balance og brugbarhed
Rapporten skal også vise at væsentlige bæredygtighedsforhold på tværs af ’E’, ’S ’og ’G’ afspejler sig i årets indsatser for at minimere negative påvirkninger og bidrage til positive forandringer for virksomheden og samfundet. Desuden forventer vi, at håndtering af sektorrelevante dilemmaer og eventuelle sager italesættes.

Virksomheden skal også i rapporten sætte ord og tal på årets fremdrift op i mod virksomhedens strategiske prioriteter og mål inden for bæredygtighed, herunder at der er transparens om operationelle milepæle for langsigtede mål. Samtidig forudsætter vi, at rapporten præsenterer flere års ESG-nøgletal i tabelform, at CO2-udledning opgøres i scope 1, 2 og 3 i henhold til Greenhouse Gas (GHG) Protokollen, samt at væsentlige negative og positive udviklinger i ESG-nøgletal forklares.

l rapporten, skal virksomheden også angive rapportens afgrænsning og redegør for anvendt regnskabspraksis, samt brug af frivillige standarder, guidance og rammeværk i arbejdet med bæredygtighed og ESG-rapportering.

Helt til sidst, noterer vi også, om der er en revisorerklæring med sikkerhed, der dækker rapportering om samfundsansvar og ESG eller dele heraf.

Vil du vide mere? 
Læs om processen for vurdering og dommerpanelet i publikationen CSR Prisen 2022.

Vær med når vi uddeler prisen
Sæt kryds i kalenderen til #CSRDag22 allerede nu. CSR Prisen uddeles på Børsen i København tirsdag d. 11. oktober 2022 i forbindelse med den årlige konference om samfundsansvar og bæredygtighed #CSRDag22, som arrangeres af Dansk Erhverv, Erhvervsstyrelsen og FSR.

Omtale af TCFD og SBT betyder ikke nødvendigvis, at der er fuld TCFD-rapportering, og at virksomheden arbejder med SBT, men kan være et udtryk for, at disse rammeværker omtales i rapporten, og at virksomheden overvejer disse..

18.11.2024FSR - danske revisorer

Sponseret

ESRS-læringsrejsen

11.11.2024FSR - danske revisorer

Sponseret

Ny dansk oversættelse af ESRS

31.08.2024FSR - danske revisorer

Sponseret

Bæredygtighed for finansafdelingen - CSRD i Praksis

20.08.2024FSR - danske revisorer

Sponseret

Bæredygtighedsakademiet

08.11.2022FSR - danske revisorer

Sponseret

CSR Prisen 2022 – Mærsks strategiske ESG mål driver rapporteringen om fremdrift

01.11.2022FSR - danske revisorer

Sponseret

CSR Prisen 2022 - STARK Group styrker koblingen mellem det finansielle og ESG i rapporteringen