80 procent af vores leverandører er nu med
I Sinatur Hotel & Konference har de for længst erkendt, at de ikke kommer i mål med deres klimamål, hvis leverandørerne ikke er med. Det er her, de kan skabe en stor forskel for sig selv og for omverdenen. Og 80 procent af leverandørerne har allerede tilsluttet sig Sinaturs klimamål.
I Sinatur ved de, at de ikke kommer langt uden et stærkt samarbejde med leverandørerne. I det hele taget når de bedst målene ved at indgå samarbejder, der skaber værdi for begge parter, så de ikke bare skubber ordrer og krav ned igennem systemet.
“Vi har ikke lyst til at efterlade vores gode leverandører på perronen. Derfor gør vi en stor indsats for at hjælpe dem, der har viljen og lysten til at rykke på de grønne målsætninger. Og det har langt de fleste af vores leverandører heldigvis,” siger Claus Nielsen, direktør i Sinatur Hotel & Konference.
Han modtager ofte tilbud fra leverandører, hvor de lover, at de kan levere det bedste og billigste. Men i virkeligheden er det ifølge ham mindst lige så vigtigt, hvis de kan love, at de deler Sinaturs værdisæt.
“For hvis vi skal transformere os, må vi begynde at se på nogle andre parametre end pris,” siger Claus Nielsen.
De mere end 100 samarbejdspartnere, der hver dag leverer alt fra råvarer, rent sengelinned til møbler til hotellerne, har næsten alle underskrevet et leverandørkodeks, hvor de forpligter sig til at handle på de samme klimamål som Sinatur. Blandt andet at arbejde målrettet mod at binde mere CO2 end vi udleder og i samarbejde med vores leverandører ikke kun at minimere mængden af affald, men også at forebygge ved f.eks. at have fokus på emballage.
“Vi kommer ikke i mål uden et samarbejde med vores leverandører. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder sammen for at udvikle produkter og løsninger, der hjælper vores klimamål på vej,” siger Claus Nielsen.
Stor værdi
For at sikre et godt samarbejde og at leverandørerne har de rette kompetencer, har Sinatur afholdt workshops, hvor de deler erfaringer og viden om blandt andet klimaregnskaber og ESG-rapportering. Det er en investering, der både giver værdi til den enkelte leverandør og til Sinatur.
“De tilbagemeldinger, vi får, er blandt andet, at det er af meget stor værdi, at vi som samarbejdspartner er meget tydelige med, hvilke forventninger vi har og at vi har et ønske om at investere i samarbejderne – og ikke bare stille krav,” siger Claus Nielsen.
Et andet ønske er, at andre virksomheder lader sig inspirere til lignende samarbejder med deres leverandører. Det har partnerskabet med vaskerikoncernen Textilia blandt andet medført.
Her har partnerskabet betydet, at Textilia tilbyder et lignende koncept til deres øvrige kunder under betegnelsen Sustainable Partners.
“Det er fantastisk at se konceptet sprede sig som ringe i vandet. Det er på den måde, vi får skabt forandring, ved at indgå i dialog omkring, hvordan vi sammen kan skabe betragtelige CO2-reduktioner,,” siger Claus Nielsen