Christian Bitz og Røde Kors planter nyt håb i Malawi
FORANDRING ER PÅ VEJ: Ernæringsekspert Christian Bitz sætter sammen med Røde Kors initiativer i gang i Malawi, der forbedrer levevilkårene for lokalbefolkningen. Under overskriften ”Kusintha”, som betyder forandring, samler Bitz penge ind til lokale projekter som børnehaver, køkkenhaver og brønde. En del af pengene kommer fra en ny stelserie af genbrugsglas, som snart kan købes landet over.
Bitz og hans kæreste Lisette Bernhoft har siden 2018 arbejdet for at skabe bedre levevilkår i Malawi sammen med Røde Kors. Samarbejdet med Røde Kors hedder ”Kusintha”, som betyder ’forandring’ på Chichewa, som tales i Malawi. I minimum fem år vil Bitz og Lisette samle penge ind til lokale initiativer i Malawi og følge dem tæt.
Malawi er et af verdens fattigste lande. Befolkningen har store udfordringer med HIV, analfabetisme, adgang til rent drikkevand og fejl- og underernæring. Mange børn når aldrig deres femårs fødselsdag.
I maj sidste år besøgte Bitz og Lisette for første gang landsbyen Mtuka i Malawi, og de har netop været tilbage i marts måned for at se, hvordan det er gået med de projekter, de sidst satte i gang. Det drejer sig blandt andet om en brønd, børnehave, en køkkenhave og en energisparende ovn.
”Det har været fantastisk at være tilbage i Mtuka, hvor det først og fremmest var overvældende at gense de mange lokale og Røde Kors frivillige fra landsbyen. Det var en kæmpe glæde at se vores initiativer fra maj allerede bærer frugt (helt bogstaveligt), og at hele landsbyen er taknemmelig for vores støtte, som gør en stor forskel i deres hverdag,” fortæller Bitz.
Pengene til børnehaver og de mange andre projekter er Bitz og Lisette selv med til at rejse.
Som led i det fem år lange samarbejde med Røde Kors vil Bitz samle minimum 1.250.000 kroner ind til Malawi. Det er blandt andet fra private donerer og engagerede foredragsholdere fra Athenas, og derudover lancerer han til april en ny glasserie, som er med til af finansiere arbejdet i Malawi.
Glasserien hedder Kusintha og består af genbrugsglas i flere farver. Kusintha kan købes landet over og forhandles i bl.a. Imerco, Kop & Kande, VÆRSGO, Bahne, Sinnerup, Salling, Magasin og på bitzshop.dk.
Allerede nu går det godt med at samle penge ind til projekterne i Malawi. Derfor vil Bitz og Lisette udvide erfaringerne fra Mtuka til flere landsbyer landet over. Kusintha skal skabe stor forandring.
Ovne og køkkenhaver skaber overskud til at tænke frem
Louise Holk, som er Corporate Fundraising Manager i Røde Kors, var med i Malawi sammen med Bitz og Lisette for at se, hvordan projekterne udvikler sig. Hun beskriver, hvordan køkkenhaver og brønde er med til at skabe forandring og give lokalbefolkningen overskud til at tænke frem:
”Befolkningen ude i landsbyer som Mtuka bor så langt væk og er så udsatte, at de ofte ikke har overskud til at effektivisere deres hverdag. Herude handler det om, hvordan man sikrer familien mad nok til næste dag – eller måske bare næste måltid – og ikke, hvordan en mere effektiv ovn eller køkkenhave kan ændre levevilkårene på sigt.”
Eksempelvis skal ejere af den energisparende ovn bruge mindre tid på at samle brænde, og ovnen skåner også naturen og lokalbefolkningen, da den massive skovdrift efter brænde har gjort landet endnu mere sårbart overfor eksempelvis oversvømmelser. Ovnen kan samtidig dirigere røgen der opstår fra madlavningen væk, så folk bliver mindre syge af at lave mad.
Røde Kors mobiliserer også mange frivillige lokale, som deler information ud og hjælper de enkelte familier med at hæve deres levestandard.
”Men hver frivillig har omkring 40 husholdninger, som han eller hun har kontakt til – og det er rigtig mange mennesker! Derfor gør det en kæmpe forskel for lokalbefolkningen, når Lisette og Christian er med til at støtte med flere brønde og børnehaver,” fortæller Louise Holk fra Røde Kors.
Og det står klart, at Lisette og Bitz er meget motiverede for at støtte:
”Vi har mødt så mange mennesker med rørende og hjerteskærende historier, som vi så inderligt ønsker at hjælpe. Så de næste mange måneder har vi fokus på, at få så mange midler samlet ind som overhovedet muligt. Tankerne går hele tiden til alle dem, som har så udfordrende en hverdag uden alt det, vi tager for givet,” runder Christian Bitz af.