Digital CO2-beregner viser uddannelsesinstitution vejen til skarpere klimaindsats
VIA University College integrerede klimaværktøjet CarbonKey til løbende at opdatere udledningerne i scope 1, 2 og 3. Det sikrer uddannelsesinstitutionen et klimaregnskab, der er langt mere retvisende i særligt scope 3 og kræver mindre manuelt arbejde at lave.
Da VIA University College gik i gang med at udarbejde sin ESG-rapport for 2022, var det med en væsentlig tilføjelse til værktøjskassen: CarbonKey.
Resultatet blev en samlet udledning, der i regnskabet var næsten ni gange højere set i forhold til året før –hvilket VIA University College og professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard ser på med positive øjne, fordi det er resultatet af, at VIA nu har langt flere korrekte data med i sit udledningstal.
”Vi har lært meget om vores udledninger i den her proces, men vigtigst af alt er vi blevet klogere på, hvad vi skal vide mere om. Vi har fået overblikket, og nu skal vi i gang med at forstå vores udledninger bedre, så vi kan målrette vores indsatser," siger hun.
I 2021, uden CarbonKey, udgjorde VIAs indirekte udledninger i scope 3 47 %. Det tal steg i det nyeste klimaregnskab til 93,4 %. Via University udgav sin første ESG-rapport i 2021 og var på forhånd indstillet på, at resultatet af klimaregnskabet ville ændre karakter.
”Vi valgte at lægge tallene for 2021 frem, vel vidende at vores værktøjer til at beregne klimapåvirkningen skulle forbedres, og det er de så blevet med bl.a. CarbonKey. De forbedrede resultater skal vi nu bruge til at arbejde klogt og sætte mål for reduktionen af CO2 og udvikle en effektiv klimahandleplan for VIA University College,” siger Kirsten Suhr Bundgaard.
Bliv klogere på CarbonKey, og hvordan værktøjet kan hjælpe din virksomhed.
Klimaregnskab måned for måned
CarbonKey leverer et samlet og automatiseret regnskab på tværs af scope 1, 2 og 3, der er baseret på emissionsfaktorer med høj præcision og indlæsning af data fra fakturaer. Det sker løbende, og det åbner for en helt ny måde at forholde sig til sit klimaregnskab, fortæller Ida Stokkebye Rueskov fra konsulenthuset Viegand Maagøe, der i samarbejde med KMD har udviklet værktøjet.
”Det betyder, at virksomheder og andre, der bruger værktøjet, kan autogenerere et månedsregnskab på samme måde, som de i dag laver deres finansielle regnskaber. Det giver et helt andet indblik og mulighed for at tilpasse indsatsen løbende. Det vil skabe et kvantespring i ESG-rapporteringen,” siger hun.
Beregningerne i Carbonkey er baseret på internationale standarder og dækker mere end 80.000 varekategorier, og CO2-beregneren sørger selv for at indsamle de relevante data fra f.eks. indkøbssystemet. Det sikrer et minimum af forudgående og ressourcekrævende indsamling af data fra virksomheden.
Beregner scenarier for reduktionstiltag
Mens rapporteringen giver indsigt i udledningerne, har CarbonKey også en scenarieberegner, der aktivt understøtter implementeringen af en klimastrategi.
”Det er en enkel måde at lave en simulering, så man som virksomhed kan se, hvordan klimaregnskabet og det økonomiske regnskab bliver påvirket, hvis man f.eks. erstatter oksekød med kyllingekød eller et plantebaseret alternativ. Det gør det nemmere at vurdere, hvor man kan sætte ind med størst effekt, og efterfølgende også at følge op på sine tiltag, ” forklarer Ida Stokkebye Rueskov fra Viegand Maagøe.
På VIA University College ser professionshøjskoledirektør Kirsten Suhr Bundgaard frem til at arbejde videre med at reducere uddannelsesinstitutionens CO2-udledninger, og hun glæder sig over, at den store og vigtige opgave er blevet mere tilgængelig med de forbedrede resultater skabt af bl.a. CarbonKey.
”Vi vil være med til at drive den bæredygtige udvikling, for det betyder noget for både vores studerende og ansatte, og det indebærer en grøn omstilling af VIA. Derfor er det også enormt positivt, at vi nu har automatiseret arbejdet med klimaregnskabet, og samtidig er blevet klogere på, hvor vi skal sætte ind,” siger hun.
Om VIA University College
- En af Danmarks seks professionshøjskoler
- 19.100 studerende
- 21.000 på efter- eller videreuddannelse
- 2.100 medarbejdere
- 1,7 mia. kr. i omsætning