Ny efteruddannelse skal klæde virksomheder på til at opnå en B Corp-certificering
Til marts lancerer Erhvervsakademi Aarhus sammen med B Corps in the Nordics et uddannelsesforløb der forbereder virksomheder på at opnå en af de mest krævende og omtalte certificeringer i verden.
Med det nye diplomfag Impact Manager vil Erhvervsakademi Aarhus i samarbejde med B Corps in the Nordics klæde små og mellemstore virksomheder på til det omfattende arbejde med at opnå en B Corp-certificering.
Superliga indenfor ansvarlig virksomhedsdrift
Certificeringen kan ifølge partnere bag diplomfaget sammenlignes med at komme i superligaen indenfor ansvarlig virksomhedsdrift.
Forløbet varer syv undervisningsdage plus eksamen og har studiestart første gang 6. marts 2024.
B Corp-eksperter underviser
B Corps in the Nordics underviser allerede i B Impact Assessment, der er udgangspunkt for B Corp-certificering, og ved at udbyde forløbet i samarbejde med en statsgodkendt, akkrediteret uddannelsesinstitution vil flere kunne blive opkvalificeret på et højere niveau.
”Ambitionen er nå endnu bredere ud i dansk erhvervsliv, så endnu flere kan komme i gang med at måle og validere social, klima- og miljømæssig impact og arbejde med veje til forbedring, der øger værdiskabelse for mennesker, samfund og planet,” siger grundlægger og direktør i B Corps in the Nordics Nille Skalts.
”I fremtiden skal virksomheder arbejde meget mere struktureret med ansvarlighed. De skal bygge forretningsmodeller, der skaber impact for samfund og planet. De skal måle og veje den værdi, de skaber for alle interessenter, ikke blot aktionærerne. De skal validere den, de skal skabe løbende forbedringer og de skal være transparent om både hvor de skaber og hvor de forringer værdi for samfund og planet,” siger hun.
Nille Skalts og organisationens Head of Impact & Growth Steffen Kallehauge vil undervise på forløbet sammen med virksomhedsledere, bl.a. impact manager Mia Møgelgaard fra Fritz Hansen, der alle har arbejdet med den krævende certificering.
Kørekort til effektive værktøjer
På uddannelsen får man et fundament til at kunne arbejde henimod en B Corp certificering. Man lærer også om forskellige produktcertificeringer og får det store kørekort til at arbejde med det såkaldte ’B Impact Assessment’. Det er et omfattende, effektivt værktøj, udviklet af B Corp-bevægelsen, til at måle en virksomheds positive værdiskabelse for alle interessenter og arbejde med løbende forbedring.
”Ofte har virksomhederne allerede en god praksis på flere områder, men vi kigger med et 360 graders blik som gør, at det ofte er nødvendigt at ændre ikke blot politikker og processer, men dele af forretningsmodellen for at imødekomme de høje standarder for B Corp-certificering,” fortæller Nille Skalts.
”At blive B Corp er ikke let, undervejs i processen forpligter alle i organisationen sig til at skabe en virksomhed, der er centreret omkring at gøre en positiv forskel,” tilføjer hun.
+ 8.000 B Corps i verden
På verdensplan er der over 8.000 B corp-certificerede virksomheder, i Danmark er der pt. 85. Det er blandt andre Trendsales, OKNygaard, Fredericia Furniture, Horn Bordplader, Meyers, Aarstiderne, TAKT, Rudolph Care, Sinatur Hoteller, Ganni og Too Good To Go. Flere end 50 andre danske virksomheder er netop nu i gang med certificeringen.
Læs mere og tilmeld dig kurset: https://www.eaaa.dk/impact