Røde Kors’ katastrofelager er flyttet med DSV til Hedehusene

DSV har slået dørene op til deres nye lager i Hedehusene, og her er Røde Kors’ katastrofelager flyttet med ind. Et samarbejde, der er med til at sikre en hurtig udrykning til katastrofer rundt omkring i verden.

DSV har slået dørene op til deres nye kæmpelager på 47.000 kvadratmeter i Hedehusene, hvor Røde Kors har fået stillet 2.000 kvadratmeter til rådighed til opbevaring af katastrofeberedskab, der blandt andet inkluderer telte, senge og beholdere til rent drikkevand.

For DSV har det været helt naturligt at stille pladsen til rådighed i samarbejdet med Røde Kors.

”At vi tilbyder lagerplads, er essensen i vores samarbejde, da den afspejler både DSV’s og Røde Kors’ kernekompetencer: At opbevare og transportere ting effektivt, så Røde Kors kan rykke hurtigt ud og hjælpe, når katastrofen rammer,” siger Helle Marie Pedersen, senior manager i Group Sustainability hos DSV.

Hos Røde Kors glæder man sig over det nye lager, som vil få afgørende betydning for en hurtig udrykning til katastrofer rundt omkring i verden:

”Det er afgørende for Røde Kors, at vi kan rykke hurtigt ud, og her giver vores nye lager hos DSV os en fantastisk fleksibilitet. Vi kan sende folk afsted med helt specifikt overlevelsesudstyr, hvis vi har behov for det. I sidste ende er lageret med til at redde liv,” udtaler Jesper Ranch, ansvarlig for Røde Kors’ katastrofelager.

Det optimale lager

I forbindelse med opbygningen af lageret er Røde Kors kommet med ønsker til, hvordan det store lagerlokale skulle indrettes, så det er optimalt i forhold til at rykke hurtigt ud.

”Røde Kors’ område inde i lageret er opdelt sådan, at der både er god plads til selve opbevaringen, og til at Røde Kors kan pakke materialerne hurtigst muligt sammen til afsendelse, når der er behov for det. Derudover er der god plads til at teste udstyr og facilitere undervisning,” udtaler Kim Storbank, som er site manager på lageret i Hedehusene for DSV.

Og netop den store mængde af fri gulvplads i lageret er vigtigt for Røde Kors:

”Det kan måske lyde lidt underligt, men det er fuldstændigt afgørende, at vi kan have et stort ubenyttet område med fri gulvplads. Det kan virke som spildplads, men for os er dette område det vigtigste på katastrofelageret. Det er vigtigt, at vi kan teste og afprøve udstyret. Vi sikrer dermed, at udstyret er i orden, inden det sendes ud til katastroferne,” siger Jesper Ranch, ansvarlig for Røde Kors’ katastrofelager.

Udover lagerets optimale fysiske rammer, så betyder den geografiske placering af det nye lager også, at der i fremtiden vil være en effektiv udsendelse af katastrofeberedskab. Lageret ligger nemlig både tæt på motorvej, havn og ikke mindst lufthavn.

Et symbol på det gode samarbejde

Partnerskabet mellem DSV og Røde Kors er dog langt fra nyt, da DSV i forvejen har opbevaret Røde Kors’ katastrofeberedskab i deres gamle lager i Taastrup. Det nye lager er derfor en forlængelse af et allerede eksisterende og godt samarbejde mellem Røde Kors og DSV. DSV støtter Røde Kors’ humanitære arbejde og katastrofeindsats i flere lande. Blandt andet har DSV hjulpet med lagerplads og transport af nødhjælpsudstyr i Malawi, da cyklonen Idai ramte i 2019.

Og hos DSV er man stolte over samarbejdet.

”Vi er stolte af at samarbejde med en organisation som Røde Kors, som gør så meget godt i verden for at hjælpe folk i nød. Det er helt i tråd med vores mission i DSV om at give tilbage til de samfund, hvori vi er tilstede. Sammen kan vi opnå mere,” siger Helle Marie Pedersen, senior manager i Group Sustainability hos DSV.

Ligeledes er glæden over samarbejdet med DSV også stor hos Røde Kors:

”Vi er utrolig glade for samarbejdet med DSV, som er med til at gøre en helt konkret forskel for mennesker, der har behov for nødhjælp, når katastrofen rammer ude i verden,” siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors.

22.12.2022Røde Kors

Sponseret

Danmarks største virksomheder sætter rekord i Røde Kors Julestafet

27.06.2022Røde Kors

Sponseret

DSB og Røde Kors vil give sårbare børnefamilier gode ferieoplevelser

01.02.2022Røde Kors

Sponseret

Julesweaterdag øger medarbejdernes engagement i virksomheders CSR-arbejde

22.12.2021Røde Kors

Sponseret

Erhvervsledere deltager i Røde Kors Julestafet og samler over en halv million ind

10.11.2021Røde Kors

Sponseret

Espresso House bekæmper ensomhed en kop kaffe ad gangen

15.06.2021Røde Kors

Sponseret

Røde Kors’ erhvervsklub har 30-års jubilæum