Auken: Det offentlige skal handle grønt
Hvis det offentlige begynder at købe miljøvenligt ind, er der gode økonomiske gevinster at hente. I dag vil en international konference se nærmere på potentialet ved grønne, offentlige indkøb, og samtidigt lanceres en rapport om emnet.
I dag holdes den internationale Global Green Growth-konference i København, hvor Partnerskabet for Indkøb og Grøn Vækst mødes. I forbindelse med konferencen lanceres rapporten "Procurement, Innovation and Green Growth: The story continues...", som miljøminister Ida Auken har skrevet forord til. Rapporten handler om potentialet ved grønne, offentlige indkøb.
I Danmark udgør offentlige indkøb 17 procent af BNP, hvilket svarer til indkøb for over 200 milliarder kroner om året. Derfor ser Ida Auken grønne indkøb som en af nøglerne til at omstille verden til en grøn økonomi.
"Hvis vi bliver bedre til at købe grønt ind i det offentlige, kan vi løse flere problemer på samme tid. Vi forbedrer klima og miljø, samtidig med at vi skaber vækst og arbejdspladser i de virksomheder, der udvikler grøn teknologi," siger Ida Auken i en pressemeddelelse.
I Danmark er der en lang række initiativer for at fremme grønne, offentlige indkøb, herunder Forum for Bæredygtige Indkøb samt Partnerskabet for offentlige grønne indkøb med frontløberkommuner.
I øjeblikket arbejder regeringen på en ny strategi for offentlige indkøb, som blandt andet sigter imod at bidrage til en grøn omstilling.
Se rapporten "Procurement, Innovation and Green Growth: The story continues..."
-KH