AffaldPlus lancerer første bæredygtighedsrapport
I 2019 besluttede AffaldPlus’ bestyrelse, at virksomheden aktivt skal tage stilling til arbejdet med FN’s verdensmål. Derfor har vi lanceret vores første bæredygtighedsrapport, der netop sætter fokus på AffaldPlus’ arbejde i relation til verdensmålene.
Fra verdensmål til hverdagsmål
For at gøre verdensmålene mere håndgribelige i hverdagen arbejder AffaldPlus med verdensmålene på tre niveauer: Kerneydelse, organisation og samfund. Herved sætter vi arbejdet i relation til verdensmålene, hvad enten det drejer sig om aktiviteter i vores direkte affaldsbehandling, vores energiforbrug eller vores deltagelse i tværregionale udviklingsprojekter.
De tre primære verdensmål
Som en del af vores kerneydelse har vi udvalgt verdensmålene 7, 11 og 12, der har fokus på Bæredygtig energi, Bæredygtige byer og lokalsamfund samt Ansvarligt forbrug og produktion.
Vi arbejder således målrettet på at imødekomme FN’s verdensmål, hvor det giver mening – både for os som virksomhed, for ejerkommunerne, for lokalsamfundet og for borgerne. Derfor understøtter de tre verdensmål også AffaldPlus’ strategi 2019-2025. Samtidig har vi for øje, hvordan vi som virksomhed kan løfte ansvaret på andre områder.
Hvordan AffaldPlus arbejder med de tre verdensmål:
Verdensmål 7: Bæredygtig energi
AffaldPlus er ved at bygge et nyt fjernvarmeværk, Sorø Bioenergi. I stedet for naturgas kommer det til at fyre med lokalt have- og parkaffald, den mest bæredygtige form for biomasse. Byggeriet vil ikke kun sænke CO2-udledningen, men også varmepriserne. Ved at gå fra naturgas til biomasse sparer vi hvert år 10.000 tons CO2.
Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Siden implementeringen af de nye affaldsordninger i AffaldPlus-kommunerne er mængden af restaffald faldet med 14 kg pr. husstand pr. måned. Det betyder, at langt flere ressourcer genanvendes end tidligere. Samlet set, henter vores skraldemænd hver måned 21 kg affald til genanvendelse fra hver husstand, hvilket svarer til en CO2-gevinst på 15 kg fra hver husstand.
Verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Siden 2013 har vores genbrugsvejledere på genbrugspladserne fisket og reddet effekter op af containere. Ting som er for gode til at blive smidt ud. De får nyt liv igennem vores tre genbrugsbutikker og genbrugsbyggemarked og på vores månedlige genbrugsmarked. Faktisk har AffaldPlus’ genbrugsbyggemarked, PlusByg, været så stor en succes, at det er nomineret til Dansk Affaldsforenings Verdensmålspris 2020.
Ovenstående er eksempler på, hvordan vi arbejder med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling.
I AffaldPlus’ Bæredygtighedsrapport 2019 kan du ikke kun læse, hvad vi allerede har nået, men du kan også læse om de områder, hvor der er plads til forbedring – og selvfølgelig hvad næste skridt er.