Bæredygtig mode kræver omstilling af forretning, adfærd og kultur
Med over 20 år i modebranchen har design manager og specialrådgiver Birgit Susan Suster en indgående indsigt og erfaring med bæredygtige design- og forandringsprocesser af både organisationer og værdikæder. Læs hvordan og få hendes gode råd her.
I corona-året 2020 kom bæredygtighed i den årlige The State of Fashion rapport for første gang nogensinde på toppen af modeindustriens egen liste over branchens største forretningsudfordringer.
For en erfaren design manager som Birgit Susan Suster kommer denne brancheerkendelse ikke som en overraskelse. Snarere som en lettelse.
Med sin mangeårige erfaring med at indarbejde CSR i design og konceptudvikling har Birgit Suster nemlig været med helt fra dengang, hvor de fleste så en modsætning mellem bæredygtighed på den ene side og design og mode på den anden.
Erfaring fra branchens pionerer
Allerede tilbage i 2007 fik Birgit Suster som designer og senere design manager hos Jackpot/IC Group bæredygtighed som del af sit ansvarsområde. Her blev der arbejdet med bæredygtige mærkningsordninger og materialer, take-back og give-back partnerskaber, og CSR-tankegangen var masseret godt ind i alle teams.
”Jackpot var pionerer inden for ansvarlig mode, og gav mig allerede dengang forståelse for, hvordan man udvikler bevidste og bæredygtige kollektioner igennem hele værdikæden,” fortæller Birgit Suster, som har gjort det til sin arbejdsmission at bidrage til en grøn og cirkulær udvikling i mode- og tekstilbranchen.
Fra bæredygtigt design til bæredygtige værdikæder
Siden Jackpot-tiden har Birgit Suster været involveret i flere design- og forandringsprocesser med bæredygtighed som omdrejningspunkt.
Fra udvikling af designstrategier og kommercielle kollektioner for store og mindre virksomheder til nye koncepter baseret på en ansvarlig designproces. Alt sammen i interaktion med hele værdikæden - fra sourcing og indkøb til marketing og salg – og i tæt samarbejde med ledelse og udførende teams.
I 2019 blev det så tid til at skabe sin egen virksomhed Studio Suster.
Her arbejder Birgit som trendformidler, konceptudvikler og som rådgivende bæredygtighedsdesigner, hvor hun hjælper virksomheder med at indarbejde bæredygtighed i processer og værdikæde på tværs af teams og brand strategi.
Designprocesser og forandringsprocesser
Når Birgit Suster arbejder med bæredygtig forandring, er det med design som drivkraft.
”Designprocessen er meget betydningsfuld i omstillingen til en cirkulær produktion. I det hele taget ligger hele CSR forandringsprocessen meget tæt op ad den kreative proces, når jeg hjælper brands med at forudse og oversætte trends og forbrugerbehov til nye bæredygtige produkter. Men udfordringen ved CSR er, at det er et meget stort og komplekst område, som hele tiden udvikler sig,” forklarer Birgit Suster.
Til trods for sin mangeårige brancheerfaring var det derfor også tid til at opgradere både viden og værktøjskasse. For hvis bæredygtighedsindsatsen virkelig skal batte noget, kræver det både en omstilling af forretningsmodel, virksomhedskultur og forbrugeradfærd.
Så i 2020 valgte Birgit at tage den praktiske uddannelse Sustainable Business Change Manager, så hun kunne supplere sin kreative baggrund med ny relevant viden om både CSR som forretningsdisciplin og om bæredygtig forandringsledelse internt i organisationer.
I tillæg har hun fået adgang til en stor værktøjskasse og et stærkt Alumni netværk, som hun trækker på i sit daglige arbejde med at hjælpe virksomheder mod en mere ansvarlig værdikæde.
Grøn og cirkulær rådgivning
I år blev Birgits virksomhed Suster Studio godkendt som ekstern rådgiver på det offentligt støttede virksomhedsprogram SMV: Grøn, hvor virksomheder kan få økonomisk tilskud og hjælp til at gå en grønnere fremtid i møde. For grøn omstilling er en rejse, der ofte kræver ny viden og ekstra kræfter.
”En overgang til en cirkulær værdikæde er ikke et problem, der hurtigt kan ordnes. Det skal i stedet ses som en dynamisk udvikling, der kræver et vedvarende fokus. Forbrugerne og virksomhederne skal derfor sammen ændre adfærd - det er en hel kultur, der skal ændres,” forklarer Birgit Suster og fortsætter.
”At facilitere en cirkulær omstilling med bæredygtige tiltag i mode- og tekstilbranchen, bør også medføre et opgør med den traditionelle forretningsmodel. Der skal tænkes holistisk og på kundens behov, så der kommer fokus på langtidsholdbare produkter, som kan holde til at blive genbrugt. Det kan både bidrage til en cirkulær værdikæde og til en ny og meningsfuld bæredygtighedsfortælling i virksomheden.”
Birgits 3 gode råd til design af bæredygtige forandringsprocesser:
- Kom i gang nu – det ”rigtige tidspunkt” kommer aldrig, fordi den bæredygtige omstilling er kompleks. Bryd den derfor op i bidder, og start med alt det gode virksomheden allerede gør.
- Se dernæst på, hvordan I ønsker at skabe værdi på længere sigt, og hvordan I kan være med til at skabe grobund for mere bæredygtigt forbrug i hele værdikæden.
- Sørg for at involvere på tværs af teams, så det bæredygtige mindset langsomt kan blive en del af den interne kultur.
Mere om SMV:Grøn og Studio Susters rådgiverprofil
Sustainable Business Change Manager er en praktisk uddannelse med certificering for specialister, ledere og rådgivere, der ønsker viden og værktøjer til at sammenkoble forretning med bæredygtighed og forandringsledelse.
Læs mere på www.sustainablebusinesschangemanager.dk